2150 Nordhavn – Kan man bo der?

Ja naturligvis kan man allerede nu, medio 2016 bo i Nordhavn – i Københavns nye store byggeprojekt – som skal udvikles over de næste mange årtier. Langt ud over mit liv.
Jamen, er  det ikke en stor larmende, støvet og rodet byggeplads?
Jo – helt bestemt, det er det også, men vi er allerede flere hundrede – både unge og ældre – som pionéragtigt har slået os ned midt i al hurlumhejet. Og egentlig synes jeg, det er interessant at være med på en kigger til et spritnyt kvarter og gå rundt og lede efter noget sjæl. Blæsten og mennesketomheden gør det endnu svært af holde fast i noget, der minder om et vedkommende bymiljø. Men her er vand og udsigt til havn, men jeg kan ikke svømme.

helsinkigade

Måske netop derfor har jeg lagt til kaj i Nordhavn, ved Kajplads 109, for at udfordre mit pensionistaliv med nye indtryk og andre miljøer end parcelhusets i Nordsjælland. Har altid nydt aftenens kosmiske ro ude på landet med naturens lyde og dufte. Over Nordhavn lytter jeg til  s-togenes rumlen og ser og hører mågerne vende over de grønne tage, mens jeg er ved at bygge rede på 3. sal i et “hood” med sit helt eget nye postnummer 2150. Her skal nok blive godt en dag – også for en der nærmer sig livets vinterhi. For første gang siden barndommen er jeg sprunget ud af mit liv i hus- og havemiljø og har fået tætte genboer, naboer, over-, og underboer, en gård med lille legeplads og cykelstativer, der er rift om, en opgang, hvor man kan dufte, hvad de andre spiser og se, hvordan de roder udenfor deres dør og på deres altan. Det er meget nyt, interessant og spændende alt sammen. Jeg føler mig inspireret. Tænk så mange forskellige typer vi er, og hvor meget vi ikke desto mindre ligner hinanden i vores gøren og laden.

Min alder taget i betragtning – 70 plusår – vil min hverdagsoplevelser for syn og sjæl være i konstant bevægelse. Ikke blot via byudviklingen gennem den rå og spændende arkitektur, men også via de mennesker, børn og hunde, jeg møder og veksler nybyggerord med.

På mine gamle dage og efter 1/2 år i Sydfrankrig er jeg blevet meget bedre til smilende at sige bon jour ca va til mennesker, jeg møder på min vej. Selvfølgelig krukker jeg det ikke afsted på fransk, mest udtaler blot et lille hej, eller hvis de er meget voksne som jeg selv, siger jeg pænt goddag –  især hvis de er fra “min ejendom” eller går med hund. Hvis de gør – er med hund – må jeg bare hilse på den firbenede.  Jeg savner nemlig mine Cavaliere.  Men man kan jo aldrig vide, det kunne jo hænde, at jeg en dag fik lov til at låne en hund til en byvandring! Folk med hunde hilser nemlig på hinanden – og de taler sammen, mens deres hunde snuser hundesprog på hinanden både for og bag. Sådan opfører vi mennesker os jo heldigvis ikke – og dog – gør vi nu ikke det, snuser på vores måde med øjne og ører? Det tror jeg, det har jeg erfaring for, hvis man selv åbner op og i sær munden. Derfor ser jeg frem til, at der her ved havnen sker der ting og sager. Pensionisten og Fusionistaen er landet.

4colKran550x550
Ooops- en farlig p-plads! Kraner gør klar til indflytning. Containerkraner holder søndag ligesom Trelleborggade.

 

Skriv et svar