A priori snapshots fra barndommens forbudte lege

Fremtiden kom – atter gik hun ud for at lege – nede i gården, mens moren tog sin kittel og turban på for at gøre rent. Faren sine store, brune træsko med hælkap, sin hvide kittel med bælte af et reb og sin store prangerpung i hånden. Han skulle på torvet. Han skulle ind til kødbyen, i fjerkræhallen til sin stadeplads. Alt var trygt og helt normalt med en hjemmegående husmor som mor og en syg far, som cyklede på arbejde kl. 5 om morgenen. Det var efterkrigstid og alle ønskede fred og fremgang og nærvær med sin næste.

Englandsvej - gårdens børn anno 1950
Englandsvej – gårdens børn anno 1950. Else stående som nr. 3 fra venstre i strikkjole og sløjfe

Små piger legede også med små drenge, og de fandt på med deres fantasi, brødrende Lars og Poul og Elsepigen. Hun skulle tisse i et lille skævt metalfad. De 2 brødre holdt det og så på. De grinede spændte alle sammen. Nu tissede drengene oveni. De var alle vildt imponerede over, hvor meget lettere det var for dem at ramme. Lettede og børnekåde gik de ud på villavejen, som lå lige overfor den store etageejendom, hvor de boede i nr. 40.

De sammenlignede studier i tissemænd og tissekone udløste ikke engang tumult i opgangen – der var ingen husmødre i ejendommen, der gik i selvsving. Deres mødre havde ganske vist set dem nede i drengenes bedsteforældres baghave. De rystede smilende på hovedet, da de 3 uartige børn kom op på 4. sal. Hvad var det dog for noget gris, de havde leget. Det behøvede de ikke gentage. Og det gjorde de så ikke. De vidste åbenbart instinktivt, at det var lidt frækt og forbudt.

Tænk engang hvor naturligt og uden pinlig udskældning man dengang reagerede overfor lettere nøgenhed og interesse for kønsorganer.  Der var ingen voksen italesættelse eller mediepostyr over tisselegen.

Familierne forblev de allerbedste venner, og drengenes unge mor læste højt for dem fra Børnene i Nyskoven eller Den sidste mohikaner. Det var en skøn rolig time i billedernes og fantasiens fangarme. I ejendommen var der kun en enkelt ”rig” familie, der havde fjernsyn. Man måtte se med for en tiøre, men det måtte hun ikke for sine forældre. Det blev til højtlæsning for dværge i stedet for. Som de senere havde kaldt det. Mens de grinede.

Englandsvej
De 3 uadskillige fra Englandsvej 1952: Lars, Else og Poul

Hun stoppede sin tankeflugt, hun ville hjem til sit nutidige liv. Hun havde været heldig, hun var nået derhen, hvor hun skulle være ifølge naturens love. Hun havde haft mange forskellige liv, alle styret af rastløs beslutsomhed. Helt fra bitte små barnsben havde det fatale liv vidst, hvad det ville med hende, og hvem der skulle ofres. Men hun nåede det, hun fulgte med det, med livet så godt hun kunne. Selv om der altid havde været 117 ting, hun lige skulle først. Nu havde hun taget livet derhen, hvor tiden flyder ud, og dagen bliver til et projekt i den trygge anonymitet. Det var alt mere end nok, hun var taknemlig. Var nået til erkendelsen af, at erfaringen trods alt bragte udløsningen med sig. På godt og ondt. A priori.

 A priori = hvad der ligger før og er en forudsætning for al erkendelse

 

Skriv et svar