A priori snapshots fra barndommens landskab

Fra før erfaringen – før erkendelsen

Hendes gade ligger, hvor den plejer med huse række ved række, ensformigt, ensartet, tagryg ved tagryg. Som et forever langt levet liv i tegl og mursten. En udadtil uskyldsren perlerække af iboende oplevelser og erfaringer. Forud for alting.

Hun elsker gader med liv og larm. De giver fred til helt almindelig anonymitet. Hun kan gå på fortidig tankeflugt midt i nuets storhed og muligheder. I alt det, der ikke blev “italesat” i hendes barndom. Fra tavshedens familieliv visualiserer hun sin egen indre monolog. Det er trygt og roligt og ikke noget forceret fællesskab. Det nyder hun – eget selskab – i gadens liv.

Hendes barndom havde været et stille helle, før livet som voksen skulle begynde. Hun troede aldrig det kom, og alligevel at alt var evigt. En mærkeligt limbo for et barn at være udspændt i.

Om søndagen sad hun i vindueskarmen på 4. sal og kiggede ned i villakvarteret overfor. Der havde man bil og kørte på familieudflugt om søndagen. I den lille bagrude kunne hun se legekammeraternes hårtoppe forsvinde hen ad Englandsvej. Hvor var de bare heldige, de skulle på skovtur eller familiebesøg. I bil.

Bare det var mig, havde hun tænkt. “Bare jeg dog havde en sæbekassebil”, havde hun sagt til sin mor. Sådan en som “de blå drenge”  havde nede i gården. Altså drengene var ikke blå, de var helt rødhårede, men havde altid ens hjemmestrikkede blå sweatre på. Og nu vidste hun remsen kom – igen igen, den som hun aldrig helt havde glemt og som stadig kunne forfølge hende. Med alvoresmine messede moren, “dem der vil have alt, hvad de ser, de må græde, når andre ler”.

Bare sådan – bum, tænk småt, ønsk småt. Det var tidens trend. Det havde hun altid lært, men ikke helt efterlevet. Heldigvis.


Hun sætter i løb – løber minderne i gang. Først ligeud ifølge gaden, men alligevel med lidt slinger i valsen. Har svært ved at holde balancen i kadencen. Taktfast kommer hun dog tilbage i en roligere marchløbende rytme. Hun fokuserer opad – udad. De vil ingen ende tage – tagene, gavlene, de ser sort, rødt og blåt ned på hende. Hun løber roligt videre med sine indre barnlige snapshots. Tålmod har altid været hendes favoritdisciplin, og det havde givet hende frihed og overskud til at lege egen korsridder uden hest. Det havde naturligvis konsekvenser, når man så absolut ville elskes. Så blev man forladt. Men i dag var hun ligeglad og glad, skjoldet var bristet, hun var ikke længere en stor bunke brok. Hun sprang happy ud på dybt vand, velvidende at hun ikke kunne svømme. Altså medmindre bunden kunne nås med tåspidserne. Men hun havde tillid i dag.

Schæfer563x375

Fortiden foldede hende ud, og på vej ned så hun uniformerne og hunden. Schæferen halsende savlende af sted med sin kæmpelange tunge. Bagefter sig 2 determinerede hagekorsuniformer i store støvler. De kendte deres mission, de var jægersoldater. Og de skulle hentes, de sovende i lejligheden på 4. sal til højre. Lige da de smidige som geparder hoppede ned på altanen, vågnede hun med et sæt i tanken. Ligesom hun gjorde dengang i drømmen.

TyskeSoldater518x375

Altid var angsten der, angsten for at blive forladt, for at blive svigtet, angsten for at blive hentet. At moren og faren blev hentet. Hun havde slæbt sig udtørstet af boldleg op på 4. sal for at finde låst dør og intet svar på blodig hamren og ringen. Åndeløs og hurtigere end lynet løb hun hylende ned på gaden hulkende højt ”tyskerne har taget min mor”. Moren stod i ismejeriet og købte smør fra fad til isskabet. Helt rolig under sin tørklædeturban med overskud til det lille hys-barn fra de store efterkrigstidsårgange. Som pludselig var gået i Palle-alene-i-verden-efterkrigscoma.

Moren var ældre, da hun endelig blev gravid med efternøleren. I 9 år havde de ventet på en lillesøster til sønnike. Det lykkedes endelig, men så havde hendes far byttet vagt med anden politibetjent, og den 19. september befandt han sig pludselig om bord på båd til Tyskland. Til koncentrationslejre – til arbejdslejre. Moren tilbragte dage og nætter på altanen på 4. sal spejdende efter manden. Han kom ikke før den 7. maj året efter – i 1945. Afpillet, udhungret, Basedowsyg og pensioneret i en alder af 40 år. Hun var præcis 3 uger, da hun så sin far første gang.

Ringgaard og Møllers fødeklinik den 16. april 1945: Mor & Else
Ringgaard og Møllers fødeklinik den 16. april 1945: Mor & Else

Som spæd og barn var hun ofte syg – havde altid ondt i ørerne og græd stille, indtil hun 7 år gammel af huslægen fik penicillin. Hendes forældre faldt nærmest på knæ af taknemlighed over det medicinske mirakelmiddel fra Amagerbrogade. Hun selv var taknemlig over ikke mere at skulle stikkes i ørerne.

Moren fortalte senere, at lægen engang før havde reddet hendes liv. Dengang hun var gravid under krigen, bad hun om abort. Hun var alene med usikker fremtid uden uddannelse. Havde kun gået 7 år i landsbyskole og været på husholdningsskole. Hvordan skulle hun kunne forsørge sig selv og søn, hvis og hvis faren nu ikke kom hjem fra kz-lejr. Det kunne hun ikke overskue. Lægen sagde nej, krigsfangemand var ikke brugbar indikation.

Okay, jo, hun holdt også meget af den gamle læge, selvom han besad en bister, militærisk og rank arrogance i sin mørke mahognikonsultation. Han klappede hende altid på hovedet og sagde ”du er min pige”. Han syntes åbenbart, hun var noget særligt, nævnte hendes brune øjne og roste hendes fod med fine tæer og høj svang. “Du skal danse ballet” sagde han. Hun blev høj og rank af ordene, der gjorde hende til noget specielt. Først senere forstod hun rigtigt, hvad det med min pige havde betydet. – Endnu mange år senere havde hun på jobbet mødt hans lægesøn. Hun var blevet forelsket i ham. Han døde ung fra kone og små børn.

Aldrig havde hun dog tænkt i had og skuffelse om moren. Hun havde forstået hende med et liv i krigsusikkerhed uden krisepsykologer på spring til de efterladte. Moren havde jo ikke kendt hende dengang – før fødslen. Altid havde moren været der for hende lige til den dag, hun fyldte 95. Selv svigtede hun, og kom ikke ind i hendes sidste døgn den 31. marts 2002. Hun blev stadig trist over svigtet.

AltanMor750x512

 A priori = hvad der ligger før og er en forudsætning for al erkendelse

Skriv et svar