Forældrene gik med hat og tørklæde til hverdag. Det giver gode trygge og triste billeder. Hun ser faren under filthatten på kajen ved Bornholmerbåden en eftermiddag i slut august 1962. Han vinker glad, hun vinker igen med trist og vemodig hånd. Lyset gør faren på kajen til en skal af en diminutiv mand, der var engang. Hun vidste det, hun frygtede det, han skulle snart dø. Hun hadede Bornholm med de glade klassekammerater fra 2. g. Hun havde aldrig været der siden. Øen varslede ikke godt for hende.
Faderen havde altid gået med hat, sådan en klassisk herrehat, både på torvet og privat. Ja, også når de fra lejligheden på 4. skulle over i haven med det lille kolonihavehus.
Moderen havde også altid hat eller tørklæde på. Hun skjulte håret – ikke ansigtet – i en fint foldet turban. Enten med et groft hverdagstørklæde eller med et finere sjalsmønstret et til pænere, udendørs brug. Dengang dækkede man håret til, når man skulle ud for at handle eller promenere med børn og mand.
Der var ikke religion i tørklædet, forældrene havde været kristne på den danske måde. Man kom i kirken ved familieting og højtider, men det var altid så trist for hendes mor græd, så snart orglet og sangen satte ind med et brag.
Hun havde været bange for kirken med al dens triste patos, men blev trøstet med, at moren blev ked af det for alle dem, hun havde mistet engang – eller været ved at miste.
Som med faren i Kz-lejr og morens forældre og en gift bror med børn. De var døde nogle år før hendes tid af lungebetændelse, sådan bum indenfor samme uge. Alle sammen. Det var i starten af 40′erne, så hun havde jo ikke selv kunnet savne dem, havde aldrig kendt dem, havde aldrig haft bedsteforældre.
Uanset hvilken kontekst hun havde befundet sig i som barn, var der altid nogen og noget, man skulle mindes og frygte på den triste måde. Men hvad havde hun kunnet gøre ved det udover at holde hånd og være til stede. Barndommen havde altid været fyldt med uhyggelige genfærd om familiens gode, gamle dage – før krigen, hvor alting bare havde været bedre. Hendes lille hoved havde bare rummet angst, angst for sygdom, angst for at miste, angst for at blive svigtet og forladt.
Kirken havde således også været synonym med død og tristesse. Det hele blev fuldbragt midt inde i den – i al sang, tårer, bøn og gråd – af en uhyggelig stor mand i sort kjole, med en kridhvid, rillet krave og en dyb, langsom stemme. Han svævede oppe i et lille bur, hvor han så alvorligt ned netop på hende. Som havde hun været udvalgte til noget. Noget ikke rart. Hun havde været skrækslagen for ham, selv om musikken egentlig var god nok, men også så voldsom, at angstens gåsehud havde prikket på huden.
Instinktivt havde hun vidst, at hun måtte se from og salig ud til den sorte mand deroppe. For han havde magt. Magt over liv og død. Så med foldede hænder og hvide knoer, havde hun lignet et fromt bedende barn. Hun havde dog kun én hellig tanke, at frelse faren fra sygdom og død. Sådan var det begyndt – det med ritualerne. Med foldede falske hænder, korsets tegn og en hemmelig hvisken, ingen forstod. Ikke engang hun selv. Hun ville bare af med frygten for fremtiden.
A priori = hvad der ligger før og er en forudsætning for al erkendelse
