Afbleget humørstigning i front

Oopla – les Dolomites en face – de blege bjerge – lå foran mig smækfyldte med kalk – med magnesiumcarbonat. Hmm, gu’ ved om det er det, der er i mine udmærkede hvide kalktabletter, der formodes at supportere min gangart?  Ja – det kan man jo aldrig vide, tænkte jeg, netop, som barnebarn engang filosofisk havde sagt, da vi passerede en Fætter BR på Vesterbrogade … Hun havde peget ud af bilruden og sagde stille, der ligger en Fætter BR, mormor. Jamen, hvad skulle vi dog dér?  Replicerede en skælmsk mormor.  Ja, det kunne man jo aldrig vide, som klogt barn havde svaret. Vi kom nu ikke derind dengang, men udtrykket bed sig fast. Vendingen har jeg brugt adskillige gange siden de sidste 20 år  både i professionelle satsninger og private relationer. Lillepigen havde jo ret, man kunne i det hele taget aldrig vide noget som helst om noget, før man prøvede eller havde prøvet det. På samme vis som med mine banale kalktabletter eller mere present og alvorligt, mit bjergrige projekt, som lå foran mig, foran os.

Tilbage til bjervene – med v, som jeg kunne li’ at udtale dem indenbords i mit tankenetværk – til Dolomitterne, som de hedder, bjergene, der er opkaldt efter den franske geolog, Deodat de Dolomieu (1750-1801). Ud af sideruden så de golde og utilnærmelige ud, ikke så romantiske som dem, der lige havde været i front. Sukkede over al den ufremkommelige bjergrigdom – fladt land, fladt liv lå bag mig – jeg var undervejs med mig selv mod ukendte tinder. Mon jeg ville overleve eller gå i selvsving deroppe, mon de kunne lide mig kridhvide dansker dernede i de azurblå alper? Not to be sure.

Ro på her bag bilruden, foreløbig gjaldt det det goe’ gamle chartermål, Gardasøen.  I løbet af nulkommafem havde TripAdvisor booket fint og udenfor-sæson-billigt luksushotel i Garda. Gemal ville gerne gense den Gardasø, som havde været på charterprogrammet, da han med første kæreste i hånden, 19 år gammel, eller snarere ung, i hvert fald åleslank og i sylespidse sko, skulle ud at opleve verden og andet end Munkebjerget i Vejle. Både på den ene og anden mere forpustede måde. Det var i 1964. Jeg havde aldrig været der, og efter første besøg kommer jeg der nok heller ikke igen. Ikke engang for hvidvaskens skyld (næste kapitel) eller lysshowet i hotel Edens pool lige nedenfor vores balkon.

GardaPool550x275

I slow slow turistgangart slentrede vi downtown til Garda søbredden.

GardaView550x275

 På de mange – dog halvtomme – old school-looking turistcafé’er á la Solkysten blev der skålet i paraplydrinks, endda sent på formiddagen. Som om det skulle være definitionen på en alderdom i happy vellevned. Nej tak til drinks, må jeg være fri – det gad jeg godt nok ikke, at sidde der og glo på alle de andres muntre tristesse her beyond the season. I både aldersmæssig og årstidsforstand. Og så i bar hud og stråhat. Se dog på dig selv, du gamle, du er jo ikke ligefrem en solskinshumørbombe, sådan som du går klædt i sort fra top til top, Nej, nej helt korrekt, men jeg flasher bare ikke min blege crepehud på nogen fortovscafé overhovedet. Anywhere. Basta. Som om det ville blive bedre af, at jeg var på vej sydpå til opbevaring, indtil vores lejlighed var klar til indflytning.  For- og modargumenterne væltede rundt i hovedet på mig.  Alle syntes det var en fantastik idé og var helt misundelige.  Og ja, priviligerede var vi da, men pludselig blev jeg selv un peu usikker. Blev det mere og mere midt i al den sol over et skyggemenneske. Hmm, skulle jeg være stoppet i de blege bjerge?

La prossima volta ….

stick_figure_waving121x154
Klik på Stick-Man. Se vennerne

 il te-le-fo-no ro-bo-tos

Skriv et svar