Bustur på italiensk uden undertekster

EN BUSTUR UDEN UNDERTEKSTER

Vi skulle på lokal bustur fra Garda til Verona. Forventningsfulde var vi klar i god tid og var så heldige at få plads 1. parket lige over indgangen.

Kiggede mig spændt omkring og bemærkede straks skiltet: Non parlare al autista – Tal ikke med chaufføren – altså under kørslen. Det stod klart og tydeligt i den offentlige ATV bus, men det gjaldt åbenbart ikke i vores bus ved Gardasøen. Måske slet ikke i italienske busser i det hele taget, da alle de lokale non-stop kværnede løs med chaufføren, mens han susede afsted ad smalle veje.

Jeg glædede mig til en lokal bustur fra Garda over Peschiera til Piazza Brà i centrum af Verona. Nu havde jeg muligheden for at lege umælende statist i en gammel italiensk film, hvor der altid var en person, der drog afsted fra landsbyen til eventyret i storbyen. Ud af en lille oval bagrude vinkede hun trist og alligevel forventningsfuld til barndomskæresten og sine forældre, der langsomt fortonede sig ud af billedet og ind i horisonten.

Det viste sig nu at være en overdrevet romantisk forestilling. Der var ingen store arrviderci’er ved busstoppene, men der blev masser at se og høre på fra vores sæder på række 1. Søudsigtens panoramer var da okay smuk, men turistforlystelser langs vejen ligende noget gyseligt sommerland for børnefamilier. Var derfor mere interesseret i, hvad der foregik inde i bussen end udenfor den. De lokale ældre besteg med hiv og sving vores bus sammen med bedagede pensionistturister. Mændende troede stadig de kunne administrere formuen, men de fumlede og fjumrende med mønter og billet og kunne ikke ramme hullet i stempelmaskinen. En mere adræt og utålmodig hustru tog endelig over med et feriesuk – fik betalt og stemplet med sikker hånd og sikkert klik.

Og de lokale, Mama Mia, hvor de parlerede i et væk, ikke blot med hinanden, men også med chaufføren. Selvom det måtte man jo ikke ifølge skiltet.  En ældre velklædt herre med et langt stift ben og en sørøverhæs stemme – muligvis p.g.a. en tracheostomi – gjorde mig rastløs og småsvimmel med sit monotone messende stemmeleje. Hul i hals eller ej, det forhindrede ham på ingen måde i at tale uafbrudt fra sit forsæde ned til chaufføren, bøjet frem over sit lange stive ben. Det lød som en evindelig litani over politica di regioni – som jeg hørte det i fragmenter med ordene demagogicagovernogabinetto. Sanserne skærpes på underholdende vis, når man sprogligt er udenfor rækkevidde. Også ærgerligt at jeg ikke havde fortsat med det italienske på folkeuni dengang i slut 80’erne. Jeg kunne da både tale og skrive med Roberto fra Empoli. Min italienske motorcykeleventyrer, som var en kæmpeflot omfangsrig italiener, der havde været statist i en Fellinifilm og ellers var bankmand.

BraVero650x325

Turistede Verona og Piazza Brá var en fin oplevelse med ældre agtværdige borgere og japanske unge forelskede, som spænede rundt på pladsen med en selfiestang i topfront. Deres blikke var stift rettede mod enden af stangen – mellem kyssene. De så hverken til højre eller ventre, kun på deres iPhonekamera og kort på hinanden. Men de havde været der og var sammen suset rundt om det smukke amfiteater på pladsen – på Piazza Brá – der lyder som en brystholder på amerikansk.

 

Verona650x325

Vi skulle hjem igen med lokalbussen, som nu var fyldt med teen-skolebørn og ældre. Der var en summen og en snakken, og især en konstant tandløs, lidt læspende kværn fra den sødeste morlille med nyonduleret Veronahår og transparent chiffontørklæde om halsen. Hun hilste på alle, der stod på bussen og ved udstigningen – som også foregik hos chaufføren – ønskede hun alle pænt farvel og buonasera med en masse italienske ord. Gemal småblundede i hendes uforståelige, bedøvende og beroligende ordstrøm. Jeg spurgte en af gymasiedrengene, om hun sagde noget fornuftigt. Han forstod ikke er ord af mit engelske fåstavelsesspørgsmål. Rystede bare smilende på hovedet af den udenlandske gråhårede dame.

Den talende tandløse morlille stod af med anstand næsten hjemme i Garda. Hun gav sig god tid til at vinke ned til hele bussen og med en masse gode ønsker, humpede hun ned af trinene, mens bølgerne i håret sank til bunds. Udenfor stod hun på vejen med løftet hånd og vinkede farvel og buonasera til resten af indholdet i bussen. Det var så rørende, og jeg blev ganske bevæget af hendes lille fine person. Hun havde haft en rigtig god bustur. Det var jeg helt sikker på. Vi andre havde også. Jeg var således glad og godt tilfreds med en fin filmisk dag på italiensk bustur rundt om en kvart Gardasø med gestikulerende og talende lokale italienere, som negligerede alle regler og taleforbud. Det var bare dejligt.

À bientôt – næste gang er jeg ved målet i Fayence i Sydfrankrig

stick_figure_waving121x154
Klik på Stick-Man. Se vennerne

Fransk flag

Skriv et svar