De andres liv

Overskriften på min nye hverdag i lejlighed kunne være Das Leben der Anderen – De andres liv. Ejendommen overfor, Central Park, som den så fint hedder, er blevet min daglige skueplads for store og små oplevelser. Der flyttes travlt og lettere kaotisk ind grundet mangel på p-pladser til transporter fra det store udland. Man indretter sig med især nye senge og gamle sager fra flyttekasser, der tårner sig op i alle vinduer. Hurtigt rykker man ud på altanen med hunde, børn, møbler og smøger.  Vidste ikke at så mange stadig røg. Men det gør de herude.

Jeg giver dem navne derovre i Central Park i lejlighedsscenariet, der minder mig om et dukkehus. Tænk hvis jeg kunne flytte rundt på beboerne, så de kunne lege med hinanden? Eller kommer over på min altan og lege. Det kunne være sjovt. Nå, jeg styrer mine fantasilyster og udstyrer dem i stedet med navne og replikker til et liv ifølge genboen.

IMG_9408

Højdepunktet er, når det er lys om aftenen bag de store ruder. Så ser jeg  ting og sager og tænker, det er da skægt, som vi væsener ubevidst er simultane, når vi er hjemme hos os selv og slapper af.  De er præcis som en selv og alle de andre.

Kan se at en ligger henslængt i sofaen på samme måde som overboen. Eventuelt med det ene ben oppe på ryglænet. Det er vist også sundt. Mange ligger og flyder med den bærbare på maven, mens de grifler løs med et par fingre. Gu’ ved om pc-placeringen på de ædlere dele nedsætter fertiliteten? Nå, det er ikke mit problem mere, verden er alligevel helt af lave.

Nogle går meget rundt og taler længe i mobil med “hørepropper” i, de har nok et meget vigtigt job, nogle meget krævende venner, eller de kan bare lide at høre sig selv snakke. Jeg får da nærmest et chok, når min mobil ringer og tror straks, der er sket børn eller børnebørn noget. Til gengæld kommunikerer vi dagligt en hel masse med både tekst og billeder. Det er rigtig dejligt og tæt.

Om morgenen vandrer mænd rundt i lejligheden og ud på altanen og børster tænder. Selvfølgelig med en elektrisk tandbørste. Det elsker de, alle genopladelige gadgets. Helt ind i munden. Altså come on, det ville jeg aldrig kunne finde ud af. At gå omkring mig og børste tænder. Ville grisse med tabt mundvand og tandpasta. Men det gør mænd åbenbart ikke. Eller MÆND er nok bare ligeglade med grisset, når de grisser, man må gerne kunne se, at livet leves laid-back her i lejligheden. Kan i hvert fald ikke forestille mig kæreste-konen fiser rundt og tørrer op efter dem.

En sen formiddag ved frokosttid stod voksen mand med et stort hvidt badehåndklæde omkring livet. Bag den store gulv-til-loft rude øverst oppe. Han stod der længe, og til sidst vidste jeg ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Kunne han se mit blik?  Vinkede han snart til mig?  Eller skulle jeg vinke og smile til ham med en thumbs-up?  Vist for pinligt. Ville han måske pludselig åbne op for bådehåndklædet, lade det glide ned på gulvet og vrikke med hofter og diller? Really – hope not til hverken vink af nøgenhed. Nå, jeg sad musestille ved min vinduesplads med stive gloøjne bag min Mac’er.  Skrev videre, han skulle heller ikke føle sig for interessant, og jeg anede jo intet om, hvad han tænkte eller kiggede på.  Fuldvoksen mand stod bare ganske fredeligt i sin egen lejlighed – halvnøgen til tørre i solen efter formiddagsbadet. Det er da ethvert menneskes ret.  Tiden føltes uendelig, turde slet ikke bevæge mig, knapt trække vejret – og pludselig var han væk.

Fusionista’en er så sandelig flyttet i tæt lejlighedsbyggeri efter et langt parcelhusliv i Hillerød.  – Ikke desto mindre – pænt god dag til mit nye lejlighedshood i 2150 Nordhavn. Jeg tror vi får det sjovt sammen. Og gu’ ved hvad de derovre i Central Park tænker om hende den gamle pensionista på den anden side af byggepladsen? Måske vi er så heldige at møde hinanden en dag, når pladsen nedenfor vores vinduer er brugbar som grøn oase. Til næste sommer. Forhåbentlig.  Så skal jeg nok fortælle et og andet – om naboerne – på den gode genbomåde.

Skriv et svar