Fortiden følger dig som en rastløs skygge

Carla i Island. Foto: faderen Michael Stabell


I virkeligheden fylder fortiden mere og mere, jo ældre man bliver. I dagens kondinutid kan man ikke engang løbe fra den. Fortiden er iboende dit daglige stofskifte og giver dig besked i drømme eller splitsekunder i hverdagen.

Jeg drømmer ofte gamle drømme, og de handler altid om flugt, en flugt som jeg ikke kan flygte fra. Jeg kan overhovedet ikke flytte benene – står paralyseret fast på stedet. Vågner forpustet op med et sæt.

Dengang har jeg helt sikkert forsøgt at flygte i stille slow motion og er vågnet skrækslagen op i det trange soveværelse til gården.  Har i et sæt sat mig op i lille brunmalet udtræks træseng, har grædt og kaldt, og alle tre senge omkring mig har trøstet – for der var jo ingenting derude. Deroppe på taget.

Så flyttede vi i hus med kælder, min bror og jeg fik hver vores værelse, og forældre fik eget soveværelse – ja, det var som at bo på fint hotel. Omgangskreds fra ejendommen syntes nyt hus var amerikaneragtigt med spisekrog og køkken ud i et, kun delt med et skab, der var åbent i midten som en bardisk.

Alle forventede nu at lillesøster ville løbe skrigende og angst omkring om natten og være bange for at ligge helt alene i ny stor voksenseng på sit værelse bag lukket dør. Men nej, det gjorde hun ikke – og lige siden har jeg nydt at sove alene bag lukket dør. Okay, power spooning kan da være godt nok – engang imellem. Men det vokser man også fra en skønne dag – mændene bliver for gamle!!

Men inde i mit tankespind var der angst og flugt, og den er nu returneret. Drømmen er vendt tilbage – ganske tydeligt. Lige midt i min nu domesticerede hverdag.

Fortidens drømme
Fortidens drømme

Hvorfor skal jeg nu pludselig trækkes med gammel barndomsdrøm med 2 uniformer på en tagryg og en halsende schæfer i snor. Er stadig lidt bange for den hund, men også fuld af respekt. Den er altid så veldresseret. Ikke som mine 2 små Cavalieer-spaniels, der fiser og hopper rundt – og tigger.

Jeg tror helt sikkert, det er tid til refleksion, før man drager ud i den store ørken og lider den sidste store .. slut – nej sult … slut ….fine … finissimo. Nu hvor alting lige skulle til at være så sjovt med masser af tid til ikke at lave noget som helst. Nu hvor man er frigjort fra behov (you name it, jeg tænker ..), fra spontane lyster og fanden-i-voldsk vildhed, ja, hvor man nærmest er usynlig og overflødig i snart sagt alle livets forhold.

A woman in disguise
A woman in disguise

Det er hvad jeg er blevet til, når jeg med snabel og tigertøj dykker ned i min barndoms ensomme efterkrigsland, hvor alle voksne altid var så dødens alvorlige og hemmelighedsfulde med deres tunge krigsbagage. Skulle man høres og ses, måtte man være sjov og intelligent – og det var jeg ikke – dengang. Og nu ved jeg ikke, om jeg når det.

Så røv og nøgler. Jeg tager Fusionistauniform på og springer ud og lader det store årgangsscenarie komme væltende i små hapsere –  i en konfusionistisk forvirring – her i mindernes slipstrøm. Jeg skriver mig ind i det blå og ud af det grå.

 

Skriv et svar