Hvæs, riv – et hundeliv i stram dressur .. midt i S-toget

Hvæs, hvæs – riv, riv, riv – at være baggårdskat det er et hundeliv …

Sangen dukkede rytmisk op i hendes hoved midt i S-toget i myldretiden. På det plettede plyssæde i hjørnet ved vinduet en helt almindelig hverdag midt i en helt almindelig uge.

Årsagen var de 2 dyre, duftende, ranknakkede pigedamer i sædet foran hende. Den ene med hvid manke, den anden med rød. Snehvide og Ruby. De læste ikke i kaffegrumset i hånden, som de andre bøjede nakker. De hviskede sammen, hemmeligt, indforstået, lidt frækt.

Ellers var S-toget tavst som et taktfast rullende sarkofag. Al dialog foregik i total tavshed ved håndaflæsning og frossen mimik. Ingen taktile aviser eller håndholdte bøger, ingen visuel eller hørbar snak. Tavshedens fingre var kupéens sinusrytme. Selv bøjede hun også nakken til et taktfast glid med tommelfingeren. Nogle gange stoppede den, tommeltotten, pegefingeren gav et lille hop, og hun læse en artikel.

I hvert fald lignede hun én der læste, men hun fakede i den larmende tavshed. Måske de andre gjorde det samme, fakede at de var belæste, velvidende og vadede i venner og spændende feeds.

Tommeltotten gled rytmisk over skærmen, men den så ingenting. Ørerne lyttede intenst og forplantede sig til en indre film, mens Snehvide hviskede højlydt. Hun var dødtræt af at lege hans skødehund. Hun ville hellere have sit gamle hundeliv tilbage. Som en fri fugl. De klukkede. Hun havde fået nok af stram dressurline, bedækning og godbidder. Når det passede HAM. Hun snerrede HAM.

Hun så for sig en Boxer bumpe ind i Samojedespidsen, mens de hylende hang sammen i et langt savlende suk. Fy da – midt i toget. Hun lignede slet ikke tanken.

Snehvide hviskede hæst noget om, at han i aftes havde bedt hende om at opføre sig ordentlig og holde kæft. Ja han havde råbt det spruttende hen over ryggen på hende, så diamanthalsbåndet var droppet af. Så havde hun besluttet, at nu var det vist tid til en detox.

Ruby nikkede ordløst og så oppefra og ned på sin veninde. Blikket set bagfra sidelæns lignede et, der ikke var spor forundret over Snehvides lænkede, ydmygende liv og sexliv. Snarere lidt misundelig. De hviskede videre, at nu måtte de også snart singlemødes downtown på den der ice bar, hvor de for nogle år siden havde tøet hundetæmmeren op. Det grinede de meget af, som om det trods alt havde været en god idé.

Igen så hun Snehvide på alle 4 med blændende diamanthalsbånd på en blinkende blålig islandsk isflage. Over hende smældede pisken, og blodet flød ud til en blodrød skøjtebane.

Lige der kom Rubyen elegant glidende ind fra siden i et letpotet skøjt på rød bane og faldt Snehvide om halsen. De hviskede tæt og grinede indforstået. Snehvide stod af i Hellerup på vej til de måske sidste benspjæt og strint i sit lænkede hundeliv. Mon hun klarede detoxen?

Røven var større og så dyrere ud end hun havde forestillet sig. Den store røde trutmund og fuckfingeren til Ruby tydede ikke på, hun var helt parat til at smide halsbåndet og forlade sin Boxerbuffer.

Hundeliv506x241

Filmen fadede ud, sangen forblev rytmisk inde i hende. Vi stod stille af på endestationen – til hvert vores lænkede liv. Ruby og jeg.

 

 

Skriv et svar