Hvor er gemalen – til svæveflyvning måske?

Går han til svæveflyvning?
Ja, sørme ja, det gør han altid og helst hver dag. Når han pludselig er væk, kigger jeg op og ved, at han er på vej til himmels – som pilot!

Min flegmatiske gemal påstår, at den højeste form for happy mindfulness opnås mange kilometer ude i himmelrummet, lydløst svævende blandt rolige, elegante rovfugle, der vågent, og samtidigt dovent, kigger en an. Helt enkelt, piloten påstår, at intet er bedre og mere høj lykke end netop denne form for “svævning”! Piloten hedder Egon Trust, og jeg er gift med ham – med flyvermyggen Egon.

Drømmer du om samme oplevelse, så læs Trust’ens udførlige beskrivelse af svæveflyvningens lyksaligheder. Se nederst på siden. Egon har mere end 20 års erfaring i både svæve- og lette motorfly – praktisk talt lige så længe, som vi har været gift. Hmm, siger jo et og andet om – ja, om min tålmodighed (!), når han nu bruger al sin fritid i luften eller med flykolleger i Nordsjællands Svæveflyvecenter, Gørløse? I øvrigt er det spændende og underholdende derude på marken, når de “gamle”, garvede erhvervspiloter i deres svævefly giver opvisning i bedste TopGun-Maverick stil og klarer både pirouetter og saltomortaler med fly ‘et – inde i det.

Okay, jeg har da også været med mand deroppe i en af de små lette med motor (hedder noget fint, som jeg ikke kan huske). Fik dog klemt ørerne af led og hoved op i en spids i store mandehørebøffer, hvor man var med på en lytter af alle de professionelle entusiastpiloter, som informerede om højder, til og fra, tal og formler med dyb begejstring og seriøsitet. Thanks God.

Jeg nød især inden landingen, da vi skulle cirkle rundt for at få landingstilladelse .. of all places – på Sild (Sylt). Fik følelsen af at være ankommet til New York. Altså det med flyvende ventetid på at komme ned. Og det, at man sådan hang på skrå inde i flyet – det var sjovt. Nå, men jeg er vist ikke så taknemlig en co-pilot, der helt forstår og værdsætter, hvor fantastisk det er at sidde stille i en tosæders uden at kunne rejse sig og gå omkring. – Og tænk hvis man skulle tisse – gisp, panik panik. Nå, men hurtigt gik det da ud og hjem til frokost på en ø omkring Danmark.

 

Hr. Trust i sit yndlingssæde med sit favorit høreapparat
Hr. Trust i sit yndlingssæde med sit favorit høreapparat

Hvis du hører til racen, der drømmer om at styre eget svævefly – så

læs gemals single om: En sommerdag i himlen

 

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.