Indretningstips til soveværelse for 4 anno 1950

Ole Lukøje Lampe

Her får du indretningstips til et soveværelse på 12m2 anno 1950 – for 2 voksne, en teen-boy på 14 år og lillesøs på 5.

Et hurtigt kig – og man tænker – mon soveværelset var et vigtigt rum for familien – i gamle dage?  JA, det var det. Se bare her. Her sov og levede en familie på 4, far, mor og 2 børn. 2 børn med 9 års aldersforskel. 

Englandsvej 40, 4. th - 1950
Englandsvej 40, 4. th – År 1950

En standard 4 personers efterkrigstidsfamilie foldede sig sammen og ud i dette rum nat og dag med søvn og overskud til sygdom, sorger, lektier og leg.

Og:

  • led vi af allergi i gamle dage, da jeg var barn?  Nej det gjorde vi ikke.
  • led vi under pladsmangel?  Næh, det gjorde vi heller ikke.
  • led vores forældre af mangel på natligt privatliv? Hmm.

Helt ærligt, jeg ved det ikke, det talte man ikke om. Men jeg kunne fristes til at tro det, når man ser på indretning af familiens soveværelse anno 1945-1957. Heldigvis er power spooning ikke opfundet i dag, det er kun ordet, der er det. Og alligevel må man undre sig over, at skilsmisser ikke var mere almindelige, dengang jeg var barn. Måske fordi man lå naglet til seng under megatung dyne og ikke orkede at starte nyt liv under anden tung dyne.

Ingen forældre i den store ejendom på Englandsvej var skilt, kun en enkelt var enke, og den stakkels kone måtte gå på arbejde og børn med nøgle om halsen i en snor. Man var lidt bange for dem, men især for enken. De var anderledes, så anderledes triste ud og enken havde altid en cigaret dinglende skævt i munden, når hun endelig var hjemme. De andre opgange talte ikke rigtigt med dem. Lugten fra deres dør var også fremmedartet. Der kunne en krisepsykolog have gjort gavn, men sådan en sjælelig luksus fandtes ikke – dengang i underskudssamfundet.

Husker dog stadigt en enkelt gang, hvor min mor sov på ottomanen i stue. Og da blev jeg bange. Bange langt ind i min sarte barnesjæl. Min far trøstede, og sagde hun snart vendte tilbage til dobbeltsengen. Det gjorde hun dagen efter.

Så ja, vi indrettede os – vi tilpassede os – vi stillede ikke spørgsmål, og vi brokkede os ikke, min bror og jeg. Vores forældre heller ikke. At brokke sig, det er jeg efterfølgende blevet vældig god til, synes nogen.

Soveværelse anno 1950
Boldspil over senge

De første 12 år af mit liv og 21 års af min brors blev levet i dette lille soveværelse. Broderen blev student ved bordet ved vinduet ud til altanen. Når han ikke læste lektier, legede lillesøster med veninde ved bordet.

Vi legede rollespil med vores påklædningsdukker, som gik hen af bordet med ført hånd. De boede i et Daells Varehus katalog, hvor siderne var foldet på skrå, så tøj og dukker ikke dryssede ud af lommerne.

Ellers spillede lillesøster historiebold og Karen, Maren, Mette bum, hen over brors seng ved klædeskabet. Med 2 eller 3 bolde i fuld fart. I mit lille personlige legehjørne op ad brandmuren (et krav fra moderen, så det ikke larmede i hele ejendom). Ibenholt profilen med halsringe var fra fætter Leo, der bestyrede en sukkerplantage i Tanzania. Ham var der respekt om, så langt væk i en eksotisk verden han var.  Jeg beundrede ham gysende, tænk at han turde.

 

Det var også i den lille brunmalede udtræksseng ved døren, jeg havde mine natlige mareridt, hvor jeg forsøgte at flygte, men aldrig kunne. Meget forståeligt med den indretning. Det var nede fra den hårde uldmadras under min røde Ole Lukøjelampe, at jeg hver aften spurgte min bror, om der kunne komme en tiger eller andre farlige dyr ind af trækruden for at tage os. På 4.sal. Og NEJ, det kunne der ikke, hvis jeg bare holdt mund og gav ham fodmassage på den fod, han smed op på mit hovedgærde. Det gjorde jeg så sødt lillesøsteragtigt. Det var så trygt med en bror, der var hele 9 år ældre end en selv. Hans ord var nærmest Gud for en frygtsom lillesøster. Han var den muntre barndomsklippe på 4. sal til højre.

 

 

Skriv et svar