Løbetur i drømmeland

Min løbetur i drømmeland blev akkompagneret af TV abstinenser fra Sydfrankrig

Job_Interview-512
Ikon fra www.pixgood.com

Det var et spændende interview hun var lige midt i. Man interesserede sig for hende. Uanset at hun nærmest var et forhistorisk rudiment.

Wow – hun skulle på TV – på yndlingskanalen DR2 – i en doc sågu om – ja, ja – man skulle godt nok lægge øre og krop til meget –  til en dokumentar om ALDERDOM. Det startede meget godt med positive vibes, det kunne hun mærke. Redaktionen kunne lide hendes navn, det smagte intelligent og uforudsigeligt. Else Togo – wherever you want.

Alderdom, gammel pensionist – no way!  Den der slut-dom, der var hun ikke endnu – slet ikke.  Gammel, måske lidt, men ikke helt endnu. Pensionist?  Jamen altså, sådan en lignede hun da heller ikke. “Det gør jeg altså ikke”, sagde hun roligt til sig selv. “En gammel pensionist – no way”.  Men vidste godt, at det var lige præcis, hvad hun gjorde og var.  Og det var som sådan – og som usynlig – hun blev set på. Men nu kom hun i rampelyset – bedre sent end aldrig, kunne man vist roligt sige.

Allerhelst ville hun arbejde – knokle med sit gamle firma. Det havde jo aldrig føltes som arbejde, det havde bare været spændende, uanset hvor lange dage og weekender blev. Succesen havde også skabt vækst og mere appetit, så noget rigtigt havde hun vel gjort engang.

For at distancere sig til følelsen af alderdom uden job, shoppede hun aldrig på midtdagen, når alle de andre gråhårede trissede rundt med mand til at styre vognen og lillemor som selvhenter.

Nul putte, det bliver over mit kadaver. Hun handlede kun i myldretider. Så følte hun sig i live, som om hun stadig havde en værdi, en værdi som kunne bruges til noget i samfundet og familien. Hun faldt i hak med de andre fortravlede og kunne ranke ryggen i og for respekt frem for grå ligegyldighed.

I aften fik hun valuta for licensen. Hun blev stylet til doc’en. Hendes lillebitte hår havde aldrig siddet så godt. Klippet var bare helt i top – i mere end en forstand. På toppen. Guldsaksen var ført af selveste den ældre kendisfrisør, som bare kunne sit kostbare hårkram.

Øjenmakeuppen sad også for engangs skyld, hvor den skulle – på øvre øjenlåg, og ikke som altid derhjemme, hvor den hurtigt endte lige under øjet. Hun havde troet, det var de tunge øjenlåg, der smurte skyggen ned under øjnene. Men øvre øjenlåg havde nu fået det hvide snit, og al dødvægt var blevet fjernet. Hun behøvede derfor ikke mere manuelt og krampagtigt holde op i panderynkerne for at læse avis eller bøger. Hun kunne holde sig helt vågen, mens hun læste. Men øjenskyggen faldt stadig ned og gav hende sorte rande under øjnene, så hun så træt og halvgammel ud.

Her i studiet blev skyggen, hvor den skulle være. Det var en superprof make-allover, der var lagt ovenpå hende. Hun følte sig let og frigjort udenfor sin anonyme normalitet. Hun smilede med munden i en bølgende streg. Var altid tilbageholdende med at vise smilende tænder. De sad på kryds og tværs fra en tid, hvor standardbøjlen ikke var opfundet. Det brugte man ikke dengang. Joh, hun havde da fået trukket et par hjørnetænder ud nede i kælderen hos skoletandlægen. Så rettede resten sig vel ind med årene. Jo, tak – det gjorde de da også, men ligesom den forkerte vej.

Med lukket mund og tunge brune øjne under den sølvfarvede hårtop med opretstående kosliksfald stirrede hun målbevidst på den usynlige verden derude. Jeps – hun var ready-to-go on air.

Hun hørte en stemme sige “jeg er 70 år, ungdommelig af sind, men gammel i tanke. Og det gider ingen i dag, hverken se eller høre på. Derudover har jeg oplevet en verden, som du tror er løgn for nu til slut prut, punktum finale at nå frem til at blive komplet redundant – overflødig – i nutidens flygtige diversitet”.

Lang pause fra den unge mand, ha – spasser af en ung journalist i fyrrerne – tænkte hun, men pludselig begyndte han at tale, ikke bare at snik snakke, men rigtig tale til hende med interesse, og hun lagde sig i slipstrømmen af hans ordflom, lappede den i sig som et vitaminboost.

Hele hendes liv rullede sig nu ud for fuld kamera fra tidlige børn, hendes mænd, der altid havde været for intelligente til at se og høre andre end sig selv, om den kærlighed og omsorg, hun altid havde savnet, om det firma, hun selv startede, om sine børn og børnebørn, som hun aldrig havde taget sig ordentlig tid og ro til. Men elskede overalt på sin jord. For nu at være nået til slutspurten med alderens transparens og legemets og kødets troldesplinter af fortabt seksualitet. Fortabt for det hele, til alt det, der skabte oplevelser og dialog. Kæft hvor hun snakkede i et delirisk væk. Blev det pinligt nu?  Blev hun dømt ude til spot og spe på alverdens offentlige fora? Helt sikkert, det svimlede for hende, det prikkede koldt i armene og hun hørte den tydeligt – den burleske fanfare i baggrunden. Hun var til grin for sit eget liv. Frygten over alle frygter.

Dyb inspiration – thanks God – alle så rare og smilende ud og gav thumbs up  i respekt for noget og nogen, der var engang og nu var helt borte i et drømmesyn.

Running-tips-2

Tingelingelater – elle belle velle – back to real reality. Men hun gad ikke og lod igen fantasien løbe af med sig. Hun løb henimod den nedgående aftensol med himmel og skyer i flammer sammen med sine drømmende tanker.

Det var helt utroligt, så veltalende og velformuleret hun var inde i sit hoved. I egen kunstige ønskeverden, hvor hun blev fløjet vidt omkring med vindens susen.

I virkeligheden, når hun skulle verbalisere sine tanker, kunne hun blokere sig til en parese, som først gik over, når hun blev alene, eller når hun fik en pen i hånden. Okay, i dag var det Mac’ens slanke keyboard, der talte for hende. Det nød hun. Her i ensomheden ved vinduet med et kig. Derud. Herindefra. Hvor hun langsomt, meget langsomt accepterede livets proces – og forlod fantasiøen. I virkeligheden kunne hun slet ikke løbe. Fra noget som helst.

ElseKirkeg

PS: I mangel af dansk TV på min “udstationering” i Fayence i Sydfrankrig løb min fantasi løbsk med mig på mine gåture til kirkegården. Jeg blev selvfølgelig ikke inviteret til en dokumentar i DR2. Heldigvis. Løbe kan jeg heller ikke. Hader faktisk motion – udover gåture. Elsker derimod at lege med fantasi og ord. Deraf ovenstående fantasifoster. 

 

Skriv et svar