November mørke og mismod anno 1844

Af Thomas Hood   

No sun – no moon!

No morn – no noon –

No dawn – no dusk – no proper time of day.

No warmth, no cheerfulness, no healthful ease,

No comfortable feel in any member –

No shade, no shine, no butterflies, no bees,

No fruits, no flowers, no leaves, no birds! –

November!…

Jamen, goddag og velkommen lille mørke mismodige november. Værre er du altså heller ikke, så du skal være hjertelig velkommen som påmindelse om, at vi trods alt bør smile til månedens indendørs hyggemørke. Det varer ikke engang alle dine 30 dage, før vi øjner en lysende og dejlig december måned. Heldigvis er vi ikke i London for 173 år siden.

Siden min gymnasietid i 1960’erne har jeg med gode mindesmil memoreret No-digtet hvert år den 1. november, som et slags vintermantra for årets næstsidste måned. Jeg glæder mig hver gang over dets alliteration af gentagne konsonantlyde, som allerede no-no-rytmisk har prentet sig i min hukommelse. Samtidigt glæder jeg mig over, at vores nutid er knapt så dunkel – rent lysmæssigt.

Du kan læse om den sorgmuntre londonske knark nedenfor via mine links samt 1. vers af hans sukkende, socialt indignerede digt om den fattige, flittige syerske og skjorten. Der er 11 vers i alt.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.