November mørke og mismod anno 1844

Af Thomas Hood   

No sun – no moon!

No morn – no noon –

No dawn – no dusk – no proper time of day.

No warmth, no cheerfulness, no healthful ease,

No comfortable feel in any member –

No shade, no shine, no butterflies, no bees,

No fruits, no flowers, no leaves, no birds! –

November!…

Jamen, goddag og velkommen lille mørke mismodige november. Værre er du altså heller ikke, så du skal være hjertelig velkommen som påmindelse om, at vi trods alt bør smile til månedens indendørs hyggemørke. Det varer ikke engang alle dine 30 dage, før vi øjner en lysende og dejlig december måned. Heldigvis er vi ikke i London for 173 år siden.

Inspireret af min ældre lærde bror, vil jeg fremover med smil tage No-digtet frem hvert år den 1. november, som et slags vintermantra for årets næstsidste måned. Jeg vil glæde mig over dets alliteration af gentagne konsonatlyde, som allerede no-no-rytmisk har prentet sig i min hukommelse. Samtidigt glæder jeg mig over, at vores nutid er knapt så dunkel – rent lysmæssigt.

Du kan læse om den sorgmuntre londonske knark nedenfor via mine links samt 1. vers af hans sukkende, socialt indignerede digt om den fattige, flittige syerske og skjorten. Der er 11 vers i alt.

 

Skriv et svar