Nyt cykelliv på meget ondt og lidt godt

Fusionista

 De smukke forgyldte cykelstativer står ved Portland Towers i Nordhavn. Design af Cobe, Sleth og Polyform Architects

Il pleut dans la ville comme il pleut dans mon coeur – i en lettere omskrivning af Paul Verlaine, som udtryk for mit nye “ciklende” liv på Østerbro i al slags vejr. – Da jeg var barn sagde “man” cikler for derved at signalere sin anglofile formåen – måske fordi det var efter krigen, den 2. store verdenskrig – og man ville vise sin sympati for det engelske sprog. I dag hvor vi alle cykler og alle taler og skriver halvt engelsk, udtaler man mærkelig nok cyklen med y. No snobbish cycle talk here …..vi cykler hurtigt og happy derudaf.

Min mormorcykel er i mit ældre byliv dømt til at blive min nye bedste transportven. Siden sommeren har jeg dagligt trænet billøs dag. På godt og ondt. Honestly – det er så sandelig ikke lige sjovt hver gang, selvom alle jo bedyrer, hvor sundt det er for mig, og hvor godt jeg har af det. Ja, ja, men det har jeg altså bare ikke hver dag. Hverken til hverdag eller fest.

Det var fint nok gennem sommeren og efteråret, men nu er det ederbukme koldt for en halvgammel Fusionista med pilleæske. I frost har mine behandskede hænder det svært på cykelstyret. Forleden – ude for at handle – kunne jeg dårligt trække dem af, handskerne, fordi mine fingre var så isnende kolde og stive, at de ikke ville udenfor. Med ømme fingre fik  jeg dog låst cyklen med den meget besværlige stangagtige lås og gik en rask tur i sidegaden med svingende arme og hænder. Ved jeg lignede en latterlig gammel nar, der troede hun motionerede under sin uldne Parkhust-hat fra Niagara-on-the-Lake.  P.t. er huttelihatten blød cykelhjelm for varmens skyld. Leder stadig efter vintercykelhjelm, der også bedækker mine ører.

Fusionista

Mine istappefingre sendte kolde minder til mit 10-årige singleliv i 80’erne – dengang hvor man hed enlig mor og blev mediomtalt som social taber. Vi fra de store årgange, blev ikke feteret som ressourcestærke singler – selvom vi rent faktisk var både seje og stærke. På skilsmissedagen på Amtet i Hillerød, blev jeg sat af ved Skansen Cykler, og så kunne jeg i mit ægteskabs persianerstykspels trippe ind og købe en cykel til hjemtransport til mit nye liv. Om vinteren, når mine hænder og fingre var frosne efter cykelturen fra job, måtte jeg have hjælp af mine piger til både cykelkurv, overtøj og vanter, så jeg kunne tø fingre op i koldt og varmt vand. Nogle aftener kunne jeg slet ikke tale (intermitterende en fordel for “nogen”), mit kæbeled var fastlåst og skulle opvarmes og skubbes langsomt på plads. Jeg blev endda udstyret med en bideskinne til natten, som skulle reponere kæben og give mig mælet tilbage til dagens job.

Derfor gøs jeg til mine armsving ved tanken om, at jeg kunne komme helt derud igen, nu hvor mine fingre og led var flere årtier mere slidte. Bare fordi jeg var flyttet “hjem” til København i dens totalt nye bydel, Nordhavn. Manede mig selv til ro uden panik, man havde vel både bil og rejsekort og et  s-tog indenfor gåafstand samt snart den nye metro til venstre for min gade. Den ville være klar juni 2018, om bare små to gamle år. Heldigvis er netshopping min favoritbutik, Aarstiderne har været min on-and off leverandør siden 90’erne og vin og andre hårde sager klarer Nemlig i et snuptag. Derfor happy-go-lucky-me med alskens moderne hjælpemidler til de næste aldrende årtier. Cykling er godt nok – men kors hvor jeg stadig vover at elske min speedy bil – lige midt her i det bilhadende og bilbesværlige København.

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.