Coronaflygtninge på optur mod nord (Nr. 3/3)

Lørdag den 14. marts ringede min datter og lød meget alvorlig. Vi skulle køre hjem til Danmark NU. Via sit job vidste hun, at man hjemkaldte kolleger fra udlandet. Der skulle overtalelse til, men ved udsigten til også en fransk nedlukning og eventuelt hospitalisering ved sygdom, måtte vi indrømme, at bilen burde pakkes for en déroute mod Nordhavn.

Klokken 9 søndag den 15. marts flygtede vi derfor mod nord 2 uger før forventet. Gennem bilruden vinkede jeg au revoir til Rocher de Roquebrune, som er overgangen mellem Massiv des Maures og de røde Estérel bjerge. I mit tavse sind var jeg dog nærmest sikker på, at der intet gensyn ville blive. Dette var min sidste tur hjem fra Côte d’Azur i bil. Jeg nød derfor udsigten i melankolsk tavshed.

På autoroute passerede vi langsomme stimer af tyske og hollandske luxus autocampers – flere var endda store sættevogne med minibil og ekstra bolig på ladet.  De var åbenbart også på flugt hjem fra lukkede campingpladser.

Vi håbede på let gennemkørsel ved den fransk/tyske græse ved Trier. Aldrig før havde Tyskland stået så spændende som det forjættede land for mig. Lukkede de os ind? Hope so. Og jo, vi kom sikkert over grænsen til tyskland efter netop at have læst, at mandag morgen lukkede grænsen mellem Frankring og Tyskland. Godt vi lyttede til min datter. Vi var opstemte og glade, da vi var på den anden side af grænsen i Tyskland, for nu var vi jo næsten hjemme i Danmark, som selvfølgelig ville modtage os. Praised be 🙏

Jeg sagde træt og glad Prost 🍺 fra den bedste Bitburgerbier jeg ever havde smagt – selvom den også var min første og bliver den sidste – efter 1050 km’s coronaflugt fra France. Vi mødte familiäre Gastlichkeit på Hotel Louis Müller i Bitburg … über 250 Jahre.

Chili følte sig lidt for meget hjemme og sad med til bords, mens forældre guffede velsmagende grillstegt Eifel Schwein i grüner peffersauce. Mums det var enkelt og godt.

Mandag den 16. marts

Stille og roligt fortsatte bilrejsen mod nord, alt imens vi smilende nikkede og vinkede til det tyske land og folk. 🇩🇪🙋🇩🇰  I bilens rolige fremfærd havde Coronafrygten endnu ikke helt besat os. Jeg var udstyret med franske bløde og skummende antiseptiske sprayflasker og brugte dem flittigt til alt i bilen, inklusive egne hænder.

Next stop var one night in Bremen på Motel One. Hotellet var totalt ødeagtigt og alt var tyst, selv Chili var uinspireret til en spurt hen ad gangen. Hun fornemmede vist som sine forældre, at noget var helt forkert.

 

Byen var også halvtom med spredte kaffedrikkende lokale folk på fortovsrestauranter. P&C og andre større forretninger var mennesketomme for andet end ekspedienter. Stemningen var udslukt, og jeg ville bare hjem.

Det viste sig at ALT lukkede ned i Bremen kl 18 – inklusive restauranter – så his Masters Voice gik i lettere sultpanik, da vi ikke havde fået frokost. Fruen spottede dog hurtigt japanske røde lygter, og vi blev bænket foran den smukke kirsebærfrugtbare og rullende sushi. Den blev pakket professionelt af forhåbentlig antiseptiske japanske kokke, dog uden asiatisk mundbind – hvilket bekymrede fruen lidt – men handsker havde de da på. De kulørte tallerkener rullede utildækkede og tæt forbi os i håndafstand, men jeg var sehr hungrig og slog korsets tegn og spiste – også de utildækkede frituredimser. Man er – jeg var og er – godt nok blevet hyper observant overfor mulige virusskjul. Og det virkede den dag i marts som en totalt håbløs opgave at overlade ens angst at fokusere på Coronavirus i sushi. Sulten vandt over frygten.

Tirsdag den 17. marts

Efter one scarry night in Bremen sagde jeg bare lidt roligere Guten heute Morgen 🇩🇪 fra Motel One …. for kæft, hvor jeg glædede mig til 2 ugers karantæne i eget miljø. Havde været SÅ stresset over dette tåbelige turiststop og havde tilbragt utryg drømmenat sammen med et par Pano’er – just in case, you never know. Anything.

Morgenmadsbuffeten med blomstrende kig til gården blev indtaget i paranoid afstand og tavshed af seks spredte gæster. Jeg spiste kun små bægre yoghurt uden diverse nødder og drys fra fællestrug. Tænk hvis nogen havde åndet på dem! Og hvad med bestikket, fremmede havde rørt ved det! Personalet havde ikke handsker på!!! En kæmpestor mand kom ind i elevatoren på vej op, og jeg trak mig usynlig over i hjørnet. Macron havde ret, vi var i krig mod en usynlig, veludrustet og yderst kompetent fjende.

Vi kom tavse og trætte med halvtom Puttgarden-Rødby færge og efter lidt udspørgen af en hjemmeværns MP var vi endelig på vej mod 2150 Nordhavn.

Pas på jer 🙏 Vi er safe home på 3. sal til venstre i egen hundeseng og siger farvel og tak for denne sidste omgang Sydfrankrig  🇩🇰🤜🤛🇩🇰
Med stort suk stiller vi atter ind på tilværelsens lette ugidelighed i eget miljø.

Published
Categorized as REJSER Tagged

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.