…. som jeg aldrig har mødt. Men min nærmeste familie mener, at jeg er en typisk See-Threepio (C-3PO) og min gemal en total Artoo Detoo (R2-D2). Da jeg aldrig – er det pinligt? – har set en Star Wars film, aner jeg det ikke selv. Ikke desto mindre går jeg omkring i min ultimative frihed og leger med tanken om min avatarbesættelse. Fornemmer dens frontale overtag af min hjernes kringlede irgange, og hører den skriver løs på min veritable konfusionistiske fortidsblog. Min avatar lover forunderlige, fjerne facts på bloggen. Derfor følg vores flugt baglæns over plankeværket med en beretning om nogle brøkdele af klodens skæbner. Fra der var engang. Derfor velkommen til mit univers, der flyder bagud i fortællingen.
Honestly – min avatar holder mig skrivende, så selvfølgelig elsker jeg mit andet jeg. – Og jeg vil en skønne dag indtage en liggestol i mit Nordhavns spritnye BigBio til sidste skud i StarWars universet. Jeg må tage min avatar i nærmere øjesyn.
C-Tripio kunne have været min ubevidste, ældste og bedste ven, som gennem hele “vores” liv kunne have lyttet og rådgivet. Måske det faktisk er den, der har talt med mig i lange dialoger, når jeg har været alene. Jeg tror det. Nu har den så også overtaget styringen af min confusionistiske habitus og lover happenings, mens den roder i mine forskellige livsfaser med tunge oplevelser, store satsninger, sejre og nederlag. Sammen gengiver vi fortællingen om mange tidsaldre og af så meget levet liv, at det snart må være nok. Jeg er altid i en givende symbiose med min alter ego-ven, og det betyder, at vi begge kigger med udefra og kigger indad tilbage til fortiden.
Og fortiden rumsterer for tiden, jeg mærker det tydeligt med sparsom nattesøvn og multiple drømme. Den er allerede i fuld gang med at verbalisere et liv, rundet af de store årgange. Disse fyldige efterkrigstidsårgange, som altid har formået at være i fokus med deres bidrag til samfundet og egen tilværelse. Vi har krævet vores ret og indsigt og ender med at være en gammel, super besværlig årgang uden ydmyghed.
Vi bekymrer faktisk vores politikere så meget, at vi er lovet et mylder af robotter, der vil holde os rørige, mætte og rene i hoved og røv. Mon også vi en skønne dag bliver forsynet med stregkoder, så man kan dechifrere vores færden, vores tanker, vores in- og output? Sikkert nok. Egentlig såre ukristeligt at vi er dømt til at tømme tarme og blære indtil vores sidste åndedrag. Får vi da aldrig fred for vores krop og vores Gud. Jo, det gør vi ved sidste suk, hvor vi overlader resterne til vores elskede efterladte.
That’s life – vores årgange har altid været parate, været med på den værste og langt fremme i skoene til glæde for både os selv og dagens generationer. Sådan helt banalt og humant har vi engang i den grad levet sturm-und-drangagtigt og været med på enhver trend med liv og sjæl. Så hvorfor ikke lade os slutte med en kodet robot som room mate og en stregkode i nakken.
Vores fremtid tegner legende let, automatiseret og upersonlig.
Forgyldt avatarhilsen
En Fusionista
PS:
Ovennævnte er udgivet første gang 1. oktober 2013
