Pendo pendimus penditis

42

Pendo, pendimus, penditis
Pensio, pensum, pensitis

Lea bøjer -itis-ord – betændelsesord – for sjov. Hun gentager remsen, til tungen snubler, skriver den ned, skriver den op og skutter sig. Hvor har vi det sjovt, hvæser hun. Jeg har jo fortalt dig det før, om og om igen, men nu råber jeg det ud i æteren, og så må du for fandengalemig høre efter. JEG ER EN HELT – NEJ squ, ikke en helt, men en helt almindelig anonym halvgammel pensionist, og pensio pensitis pensionitis, er den slemme betændelse, som hele mit gamle skrog af et penderende corpus er angrebet af. Det føles som en betændt gammelkonesyge, der vinker nok se, men ikke røre, som der stod på skiltet på hendes barnevogn i meget gamle dage, i præludiet til hendes liv. Og ved du hvad, præcis derfor straffer jeg mig selv med hvæsende og spruttende tåbelige remser for at acceptere fremtidsperspektivet for den eneste variabel i livet som ikke er det, en variabel. Det er nemlig alle og enhvers slutprodukt – døden – det er døden fra Lübeck, som man drillede hinanden med som barn. I hvert fald dem som så blege og trætte ud. Basta bum, finito. Man kunne tids nok blive budt op til dans med den. Og hold så kæft Lea med al din dødedans og -snak, lad os komme videre med dagen ud ad vejens krumninger. Mille grazie.

Lea faldt til ro og gentog for god ordens skyld et Memento mori. Det var blevet hendes morgenrituelle mantra, hvor hun på sengekanten lagde håndfladerne mod hinanden, bøjede hovedet i et flygtigt stoisk moment af ophøjet ro og messede tavst sit memento mori. Husk på din dødelighed – vi er alle dødelige. Ja, bestemt da, lød det derinde, ingen er da kommet tilbage med klager, smilede hun til sig selv og alle hendes forskønnende og opstrammende morgenritualerne kunne gå i gang. God dag lille dag. Lille gode dag, som jeg ved både er krøbet og blevet hurtigere.

– Med livet som indsats

41

Savner deadlines

Lea holdt af hverdagens stille ro med bevidstheden om sin definitive finale i front. Hun nød sin udsigt til tumlinger på en kreativ legeplads, udsigten til naboer, højhuse, ombyggede siloer og havnevand. På trods af sin viden om afslutningen hengav hun sig sløvt til sin egen mentale hjernevridning.

Det er helt tydeligt, at intet forventes af en pensionist. Dagen, natten og tiden styres af egen langsommelige kontoløse agenda. Så – ja: hvorfor ikke slappe helt af og nyde ikke at være genstand for større krav end man ved, man kan efterkomme? Endelig er man enevældig hersker i eget rige. Man er ikke mere i tvivl, om man skal gå til højre eller venstre, man skal jo bare ligeud ad den lukkede vej. Skal man virkelig nøjes med det? Ja, det skal man åbenbart, hvis ikke man orker investere resterne af sig selv i dagens tilbud.

Ikke desto mindre savnede Lea nogle krav, der ville vinke forude med en glad pose overskud. Hun spejdede derud i det dunkle, men fik ikke øje på noget som helst. Der stod ikke en stor rosende omfavnelse og ventede på hende. Altid skulle man gøre alting selv. Præcis som hun havde scoret smilende overskud og flygtig tilfredsstillelse med sine opfindsomme skrifttegn til en rustet kærlighed.

Hun besluttede sig for, at der ikke skulle være nogen næste gang at se frem til. Ikke flere forventninger til nye tiltag for fremtiden, hun måtte lade sin medfødte skepsis og barneviden om egen uformåenhed råde. Derfor ikke flere ukendte rejsemål, ikke flere forretningstiltag. Ikke mere en fantasiverden af frivole ord og tanker. Hun var træt af tanker både om tabt fortid og om, hvad hun kunne nå inden sin endelige uendelighed? Hun fik koldsved af ubegribeligheden i sine rumtanker om nye forretningsmodeller. En gang for alle – og det var lige nu – måtte hun beslutte sig for at skrinlægge al planlægning af nye initiativer. Det var for overmodigt og risikofyldt i hendes alder. Derfor måtte hun som altid glemme sig selv i et livslangt splitsekund og gebærde sig med selvdisciplin og positivt overskud. På den vis kunne hun leve videre ind i egen evighed. Ingen gad høre på folks brok eller læse om deres mentale underskud, så tag mod glæden, spil med og leg champagneprop. Lad dette positive tiltag være dagens tema. Gab over det som et stykke højtbelagt med resignation drysset med et saftigt smilende suk … so far and so good.

– Med livet som indsats

40

Titlers stimulans

Lea hadede som sagt sin pensionisttitel. Hvis nogen skulle driste sig til at spørge, hvad hun “lavede”, selvom det sjældent skete ved synet af hende, men ifald såfremt, hvis nogen skulle orke at spørge videre ind til hende, ville hun blive vældig glad. For det ville betyde, at de ikke syntes hun lignede, det hun var blevet til, nemlig en kønsløs pensionist.

Hun ville forklare, venligt snerrende med usynligt vrid med overlæben, at hun kalder sig Pensionista og leger Fusionista. Det lille a i enden gjorde en verden til forskel for hende. Folk undredes som regel en kende, men smilte huldsaligt og tænkte, hun måtte være starten på en dementia.

Uanset hvad folk tænker og tror, synes Lea titlen pensionist er totalt perspektivløs og hverken levner plads til håb eller drømme. I virkeligheden burde hun være taknemlig over at være nået så langt på sin tidslinje, som gynger under hende i en faldende overlevelsesrate. Inden årtier vil den gå helt i zero og kun vise én vej helt derned. Kære Lea, siger hun derindefra, omfavn din progressive tilstandstitel, den er skabt til at passe til din gode alder, selvom vi begge ved, at dit myldrende tankeliv, dine længsler og forestillinger er frigjorte som i ungdommens sprøde vår. Mit råd til dig er ikke desto mindre, få dig et godt postgraduate liv med din utilpassede titel og glem, at du er udenfor og bagud for normale aktiviteter i samfundet. Jeg ved godt, at du vrisser over, at du som pensionist både kan se og høre, at din ageren og dine bevægelser ude i en travl livsrytme er usynlige, og at du bare kan lunte alene hjem til dit eremitbo uden at have generet eller have talt med nogen. Men dress dig op kvinde og rank ryggen, som under alle omstændigheder er godt for din aldrende knogler. Du vil således få overblik og overskud til at befri dig for pensionisttitlen og gøre dig klar til at give flokken en kroget fukkfinger. Vær stolt over alt det du har involveret dig i og opnået. Du er kun blevet semifyret en enkelt gang i dit lange arbejdsliv. Rank ryggen og gå tilfreds derudaf.

Åh, dengang, sukkede Lea, mind mig ikke om den morgen på sengekanten, hvor jeg lige skulle tjekke nattens indkomne mails from over there. Den morgenstund vil hun helst glemme. Den morgen var et chok og skuffelse. Forget it. Don’t mention: Time has come …

I øvrigt var det altid befriende for Lea at få lov til at vrisse og være vred uden at genere nogen. Normalt gav vreden hende mod til opfindsomhed, det havde hendes arbejdsliv bevist. Derfor strakte hun atter halsen og lod skuldrene synke, mens hun påtog sig en ny glødende kappe af fordums selvtillid understøttet af en håndfuld skjulte reminiscenser af kreativitet. Hun klamrede sig til sin nye selvskabte titel, som hun højt og lydeligt udtalte med et klap på egen skulder. Lea, du udnævnes hermed til Fusionista.

Hun giver thumbs up til titlen, som skal ses som en fusion af hendes mange levede liv med savn, håb, længsler, udfordringer og succeser. Hun opretter sågar egen blog med øko-webshop og får tilfredse kunder endnu en gang. Bloggen inspirerede hende så overskudsagtigt, at hun begyndte at losse det ene læs af ord uden alder efter det andet ud i det fri. Hektisk på fingrene med turbo på tankerne livede Lea op og tilsatte yderligere et par spiseskefulde passion og vovede tanker, men lige usynlig forblev hun. Blogger og influencer blev man bare ikke som pensioneret fusionista. Der var ikke gemt nogen velbetalte og interessante sponsorater i hendes alder – finurlig Fusionistatitel eller ej. Ingen syntes vist som hun selv, at titlen var genial og grandios. Spørgsmålet var også, om hun virkelig havde lyst til at filme sig selv og sine omfattende cremefetichist rutiner og pludre løs om tåbelige vatrondeller og hudens små stikkende orgasmer. Hvor dejligt det end var, og hvor godt hun selv syntes, det virkede. Kønnere og yngre blev hun bare ikke. Suk lille Lea stenthjerte, brist ikke endnu, dit stille fusionistliv med egne pensionssponsorater er helt okay og godt nok. Du skal bare ikke skrive om det og dele det med andre. Det er der ingen, der gider høre om eller se på. Så ferme la. Få dig en skriveblokering.

Heldigvis var der endnu ikke gået gigt i snakketøjet ude i det offentlige frirum, der var stadig meget der kunne kommenteres på og tales om, når man luftede hund. Lea kedede sig ikke. Endnu.

– Med alderens rolige rutiner

39

Planløst stress

Leas dage var blevet totalt ens, hvis hun ikke gjorde sig en gevaldig anstrengelse for at finde på noget udadgående i sin ambivalens overfor alderens frihed. I dagenes stille virkelighed ville hun rigtig gerne ud at se på mennesker, på kunst, på gader med miljø, hvad end det så var! Måske blot det, at hun var der. Var derude iblandt andre. Så tag dig dog sammen og få ting til at ske, kunne hun sige til sig selv. Alligevel blev hun lettere irriteret og rastløs, når manden spurgte direkte, hvad hendes planer for dagen var. PLANER – kunne hun hvæse, hun var slut med at have planer. Mænd var altid så konkrete og skulle have dagens tidspunkter besat for gøremål henover dagen. Vær dog lidt laissez-faire.

Lea var i bund og grund en ukoncentreret og rastløs sjæl og derfor fan af helt planløse dage under egen stresskommando. Indrømmet – nogle dage var præget af bølgende følelser af sort savn over mangel på udefra kommende krav, der kunne vise resultater eller give overskud. Hun savnede et omsætteligt produkt med link til sin bankkonto. Heldigvis blev der jævnligt bedt om assistance eller arrangeret kaffemøder af børn og voksne børnebørn, og det holdt hun af. Så stod hun tidligt op og blev glad ved det. Syntes nærmest hun var vældig voksendygtig over at være i gang fra morgenstunden. Uden at skulle på job. Dengang havde det aldrig været svært at komme op lidt før kl. 6 om morgenen. I hverdagen i dag blev klokken tit 9-halvti før badeværelset var hendes.

Nu var de igen på vej mod blåt hav og stejle landskaber. Det var blevet en årlig rutine med milde måneder sydpå om vinteren. Lea vidste a priori, at de næste 2 måneder i det nye år ville kræve planlægning og planer for dagene. Helst en for hver dag, og det bekymrede hende allerede inden nedrulningen på de 4 Citroën hjul. Hun var ekstremt dårlig til planlægning, ville helst gøre alt spontant. Desværre var gemalen totalt modsat og ville have alt bestilt og planlangt til både ned- og optur. Det fik hendes blodtryk til at koge over, og de skændtes højrystet. Hun syntes det var fantastisk med en afstikker fra autobahn til en tilfældig mindre by og så ind på en lokal kro til et dagens måltid og en rustik seng. Det havde næsten altid været en positiv og glad oplevelse. Men sådan skulle det åbenbart ikke være denne gang, hvor de havde besluttet sig for endnu et ophold i deres fredelige og højtbeliggende sydfranske landsby. Med hele nedturen planlagt i detaljer.

Trods genstridig debat om turen, glædede hun sig trods alt – en lille uindrømmet smule – til en ny hverdag på fransk, og denne gang drejede det sig kun om 2 måneder og ikke halve år. Landflygtigheden var af ren og skær lyst. Desværre vidste hun også at tiden på fransk hurtigt kunne forvandle sig til rastløs tristesse. Hvad pokker skulle hun lave “dernede” – ganske vist i en fin lejlighed med udsigt og stor terrasse. Men nu havde de lige fået bygget rede og indrettet sig i deres nye fusionistaliv (pensionistliv) i spritny lejlighed. Sidste år havde de været boligløse efter hussalg, indtil de kunne flytte til Nordhavn. Men i år havde de et hjem med en ny hverdag, der var ved at tage form.

Efter 1 måneds tid var Leas sind og sjæl en byrde for hendes korpus. Hun orkede ikke slæbe sig rundt til flere udsigter og frokoster i sydens solfyldte februardage. Hun rejste i stedet længere og længere ind i sit eget refleksive og spejlende tankemylder. Den golde refleksion blev således på en fransk hverdag tilsat en skvæt franske forfattere via hendes Kindle. Det gav trods alt nogen mening på stedet. Delphine de Vigans to bøger Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie optog hende så meget, at hun følte sig helt infiltreret i forfatterens forfulgte verden. Hun drømte om hendes dramatiske opvækst i den stor favnende familie. Godt nok ikke helt almindelig lykkelig efter danske normer, men netop derfor så fascinerende. Havde Lea ikke også oplevet en fortid, der pludselig dukkede op i hendes nutid? Som trængte sig på med minder, der havde været borte og gjorde hende nervøs og urolig engang på baggrund af faderens unævnelige traumer fra krigen.

For en gangs skyld følte Lea sig presset af sin dage med planløst stress. Hun kunne ikke nyde deres lille helle på en bjergtop med tavs stilhed. Hun havde sjældent glædet sig så meget til egen hverdag i sit nybyggerhood – i en lejlighed på 3. sal. Hendes liv begyndte på 4. sal til højre, nu kunne hun forhåbentlig få lov til at slutte på 3. sal til ventre.

– Med dagens tidsløse pres

38

Bøgernes verden

Passioner sætter skub i hverdagens uendeligheder af gentagne gøremål, og Lea dykkede igen ned i en af fortidens mere uskyldige og indadvendte lidenskaber, nemlig læsning og fordybelse i bøgernes verden. Desværre havde hun doneret sin ungdoms store bogsamling bort, da hun brød op fra sit mangeårige liv som husejer for at bosætte sig i lejlighed. Tiden var inde til minimalisme og enkelhed i hverdagen. Den geniale løsning for hendes genfundne læselyst blev derfor e-bøgernes lysende verden. De gav hende en ny glæde og et nyt overskud og kunne være med overalt – især i sengen uden at genere gemalen med lys, og hun skulle heller ikke ligge og rumstere med en tung bog, der væltede ned over hende eller gav hende ondt i hænders slidgigt og nakke. Den smækre Kindlesag lod sig let holde og var altid klar til overstregninger med en pegefinger, så hun kunne samle på ord og sætninger. De kunne senere tages frem og nydes en gang til i en rolig sofastund.

Lea nød at forsvinde ind i andre universer, hvor man satte livets og kærlighedens strenge i spændinger med ord. Ord som forløste med viden, ord som smilede og skræmte, ord som Lea kunne sluge og sutte på som stærke, stribede bolcher.

Indhyllet i smagfulde ord og stilfærdige scenarier fandt Lea ud af, at hun helt enkelt længtes efter at længes. Hendes korte fremtid tilbød ikke meget, hverken materielt ellers mentalt at længes efter gennem de sortseerbriller, hun ofte iførte sig. Det var så pinligt med det sortsyn, hun blev flov og ked af det, selvom hun ikke kunne græde. Det skulle da nødigt ende med at familien ville drage et lettelsens suk, når hun en dag forduftede og gik op i røg. Det kunne hun da ikke være bekendt, ræsonnerede hun. Det var ikke ligefrem et motiverende eftermæle at efterlade dem med. Lea gav sig et spark bagi og bad sig selv om at tage sig sammen og gå ud i resten af sit korte liv med overskud til andre end sig selv.

Hendes tidligere tikkende og opstemte forventninger til en fremtid uden jagende rastløshed var skrumpet ind til en bitter smag af sur skuffelse. Hun lod sig heller ikke gravitere af de store årganges lovprisning af deres nye pensionisthverdags overskud til børnebørn i ladcykel, skovture og museumsbesøg. Lea trak sig forskrækket baglæns i en slags slutfasekrise og søgte, helt bevidst og med skyklapper på, stilstand i den imaginære harmoni i sit enkle, langsomme liv som hjemmefusionist. Stillesiddende erfarede hun, at savn og længsler befandt sig i fortiden, hvor det var afsluttet. Basta bum. Det kunne umuligt genopstå med ny energi fremad mod nye længsler. Lea tænkte og tænkte og mærkede efter dybt diffust derinde, men vidste helt enkelt ikke, hvad hun skulle længes efter mere. Noget for hende selv personligt – men hvad – og hvem?  Længsler var jo ikke lig med håb, for her kunne hun da liste adskillige håb for sig selv og sin familie.

Engang betød en krise og problemer blot nye muligheder med nye tiltag og et nyt mål. Det kunne tænde hende og gav ofte succes i hendes arbejdsliv. Nu kunne mindet kun give mig kortvarig tilfredshed, ellers var det ubrugeligt.

Lea lukkede sin Kindle med et smæld og tændte sin Iphone. Pludselig spidsede hun ører. Midt-40-årige piger talte om begrebet fuckability – om at være fuckable. Det var selvfølgelig ment som en joke, for Lea kunne høre, de havde humor. De vidste godt i deres jokende underspillethed, at tidens kvinder både rummede intellekt, karriere, familie og sex appeal. Langt op i livet og dybt ind i sjælen. Eller vidste de nu også det? Lea hørte og så for sig, hvordan de to overmuntert smilende radiopiger kun bestod af to kæmpe forslugne knaldrøde, fortvivlede og tvivlende botoxlæber, der kaldte – tag mig, fuck mig og jeg sluger dig råt fra roden. Ha, små tøsepiger i kun midtfyrrerne, det ville klæde jer ikke at være alt for selvsikre. Lea smilede for første gang i dag. De var i helt samme længselsbåd. Unge som gamle.

Det gik op for Lea, at det præcist var fuckablenessmuligheden, hun savnede. Jamen hun var jo gift og burde ikke savne noget, men alligevel vidste hun, at den indre glød var blegnet, og at hun længtes efter at få den tilbage. Uden at lægge mærke til det var hun de sidste år vokset fra den ulmende tændsats, der gjorde sex til en sjov leg. Den uartige nydelse ved at smage på ordet havde hun dog stadig. Hun føjede et par ekstra frække til og smilede igen tilfreds til sig selv. Tænkte også, at evnen til ”fuck” havde man vel altid iboende med sig overalt. Lysten kunne svinge op og ned, men det var vist ikke aldersrelateret. Langt sværere var det at fastholde den gensidige fascination. Den falmede med årenes antal af triste JBS underbukser og alderen på ens cover, uanset at man intellektuelt fungerede som en yngre udgave af sig selv.

Lea slap et punkteret, dybt suk ud i det fri til tanken om at aktuelle længsler efter fordums stråleglans var for egocentriske hendes alder taget i betragtning. Alligevel løb en ensom følelse af forladthed og svigt hende koldt ned ad ryggen. Tænk aldrig mere at skulle opleve sin yndlingsfranske sætning ”une fascination réciproque” overfor et fremmed hankønsvæsen. I hvert fald aldrig mere som dengang, hvor det spontant og helt naturligt førte til erotik, nydelse og livsenergi.

I tankerne ved hjælp af sin elektroniske pen legede Lea “find en rusten kærlighed”. Hun var dog helt sikker på at opleve en afvisning og således få sine værste forventninger indfriet. Der var ingen attrå i alder, den affødte ikke libido.

På sin vis var det en lettelse og på ingen måde smertefuldt at skrinlægge sine længsler om den totale forløsende hengivelse. Det var således lykkedes hende at blive en ældre voksen dame uden seksuelle eskapader. Måske hun også en dag ville blive en hensynsfuld høflig en af ældreslagsen. Selvom hun egentlig gerne ville vedblive at sige skøre ting og bandeord sammen med børn og børnebørn.

Trods kolde afvaskninger kiggede Lea sig ikke desto mindre jævnligt over skulderens minder mod længslernes bagland. Hun kunne tage sig smilende i at spejde forhåbningsfuldt efter nye ukendte muligheder i det kendte og trygge. Det hændte heldigvis og hun bad sagte til, at disse momenter ikke vil svigte hende. Med sin korte fremtid foran sig havde hun trods alt tiltro til, at længsler og sprudlende muligheder stadig kan formere sig. Aflæggerne vil hun så nurse og sætte i luften som glædespiger, der hvisker

– Uden længsler, ingen fortid, ingen fremtid

37

– Tempus fugit

Hvor forsvandt Lea hen, når hendes ryg ludende listede af sted mod soldagens aftenrøde? Når man kunne se fjendtligheden på lang afstand, når man kunne se, at der gik en, som ikke orkede at deltage i alle de andres fantastiske oplevelser. Sådan vandrede hun af sted ved aftenstide i flere dage ad gangen. Fremad og bort.

Lea var draget nordpå mod vestenvinden. Hun havde besluttet sig for at køre med på vennetur for at mindes sin barndoms somre for årtier siden ved Vesterhavet. Ved det hav, som hun havde været så bange for. Det kom perlende mod en i et langstrakt optimistisk skumsprøjt og trak sig lynhurtigt og vredt tilbage, mens det tog sandbund og sten med sig. Ligesom blødheden var der, trak den sig bort og efterlod et kig til den hule uovervindelighed. Hun forventede at havets rullende, bestandige rytme ville give ro til hendes ulmende tristhed. Hun vidste også, det ville blive en lang tur, men hun stred sig fremad med et udvidet udsyn for at kigge tilbage og for at gribe fat i horisonten til et øjebliks sjælelig lise. Det føltes som om hun gik gennem den totale glemsel i sandets bløde bund, og det var så hårdt at bevæge sig fremad i slowmotion, at hun var ved opgive ævred. Hun kom til at svede, det var ubehageligt, det gik megalangsomt og føltes som om, hun sad fast i kviksand. Hendes lise fandtes vist slet ikke derude, så hun opgav og løftede armen med en knythånd til naturens overmagt. Den storladne sandede natur satte spørgsmål ved hendes udholdenhed og tålmodighed, som ellers altid havde givet hende ro og stolthed. Så ja, hvorfor kiggede hun i stedet ikke indad, lige midt ind i sig selv. Roen og glæden var meget tættere på, end hun anede, den var lige inde i midten af hende selv. Lea vendte derfor om fra drømmen om horisontens forløsning og gik oprejst hjemad, hjem til sig selv sammen med de andre stille eksistenser i sandets vandring.

Hun hørte for sig stemmen, der forleden tiskehviskede til hende: husk på, at tiden iler, og du tillader dig bare at være totalt fraværende! Har du glemt, at den uerstattelige tid forsvinder baglæns fra dig og aldrig vender tilbage? Tempus fugit. Tænk over det og kom så i gang med dit forbrug af tilstedeværelse.

Lea taler igen til sig selv og formaner stor ro på. Det hjælper, hun mærker, at blodet løbet hurtigere, hun får varme i kinder og hænder, efter sit blegnende fravær ude af takt til tidens gang.

Hendes forsvinden ind i sig selv henover en sporadisk sommer, var blot udtryk for refleksioner til nyt liv. Det var ikke fravær, snarere mere nærvær med sig selv.

Desværre lykkedes det ikke for Lea at finde, hverken stress eller deadlines i Langtbortistan. Tværtimod blev hun helt væk for sig selv i ren og skær inaktivitet og dovenskab. Hun var rejst ud for at finde overskud, men kom længere og længere ind i sig selv til et underskud.

Hvordan var hun kommet derind, hvordan skulle hun komme ud igen, og hvad havde hun lavet siden sidst, de rejste sydpå ? Hvorfor forblev hun så tavs og uinspireret? I øvrigt – mon det overhovedet interesserede nogen? Faktisk var hun ikke sikker, men rakte alligevel en krum hånd frem mod sit skrivetøj. Hånden som sådan var ikke krum, endnu, men hendes fingre var blevet det. Måske også snart hendes tanker, de kunne godt krumme sig flovt sammen og var ikke altid helt rene i kanten. Dagen efter kunne hun enten græmmes eller fyldes af ømhed over sine egne ord, ligesom fingrenes yderpunkter helt fysisk kunne føles ømme henover tasterne. Alligevel smuttede fingrene henover tasterne sig ud til tanker, der rullende forplantede sig og fik ord og minder til at formere sig fra hoved til tå.

Lea forsvandt ind i fortidens entrepreneurånd, ind i egen korte fremtid og ind i tanker om sit alter ego, som syntes at være rejst helt ud af hendes system. Lidt ærgerligt, for det måtte gerne romanagtigt overtage fortiden med de mange forglemte år. Måske det ville hjælpe at sætte gang i en daglig rutinepræget skriveproces og lege action-woman-hverdag, som dengang man var derude i erhvervslivet. Nej, hun orkede ikke mere. Det var blevet tid

Husk du kære – verba volent, scripta manent. Ordene flyver – det skrevne forbliver

– Med tidens tand som kompas

36

Langstrakte dage

Lea prøver at forsvinde i egen tomgang fra sin plads ved vinduet. Tankerne kører i ring om fortiden og den fremtid, som langsomt ebber ud. Hun rejser sig og går lidt omkring i stuen, mens hendes hund følger hver en bevægelse. Heldigvis bevæger hun stadig alle sine gamle, næsten lydefri lemmer gennem dagene uden support af nogen art. Dagene er dog blevet langstrakte midt i det kæmpe overskud på tidskontoen, der følger med alderen. De er en invitation til dovenskab til læsning, skrivning og gåture med en høflig hund og hygsom småsnak med andre hundemennesker.

Mens dagene sejler af sted i og med tiden, sidder hund og Lea ofte helt stille på molen arm i pote og spejder efter vuggende både og svaner, mens deres tanker flyder omkring i den vind, man aldrig slipper af med i Nordhavn. Rytmen i hverdagen er rolig, selvom intet er som lige før og nærmeste fortid er forsvundet og næsten glemt, men her er roligt, trygt og tidløst uden at det foruroliger.

Lidt sløset uden mål og med bruger Lea som altid løs af tiden uden dybere planlægning. Fatalistisk forsværger hun over for sig selv at have nok af den, af tiden, hun tror helt bestemt, at tiden præcist er tilpasset hende. Ellers kan det hele jo være ligegyldigt. Derfor ingen bekymringer, hun har ikke mere behov for at færdes med verden som sin store personlige scene.

– Med ønsket om livsoverskud

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.