Tilværelsens lette ugidelighed …

…. tilsat dagens langsomme bevægelse

I min daglige dovne rytme savner jeg suset fra forventningens stimulans.
Jeg savner den lette lykkefornemmelse af uanede muligheder,
som man opfyldes af før en rejse mod nye oplevelser.

Det kunne være en privat rejse eller en arbejdsrelateret rejse udi det ukendte. Tanken om denne himmelflugt gav lethed og overskud.

Forventningen om noget nyt eller gentagelsen af noget velkendt var vitaminer, som tyvstartede en energifyldt foryngelseskur allerede inden ens corpus var lettet fra hjemmets tilvænning.

I min ultimative sidste frihed spørger mit alter ego, hvor min nysgerrighed fører mig hen i dag, som totalt fristillet og befriet for krav.
Tænk alle de muligheder! Hvor må det være spændende!

Stort suk i stille tænkepause.
Jeg spørger mig selv, hvad jeg egentlig gider, hvorfor jeg så overlegent tør gå i tomgang i hverdagen ved introvert at give mig hen i anti-jag med enkelhed og overskuelighed?
Hvor jeg tilbeder dagdrømme og mindfuldness som mantraet for min alderdoms rigdom i ofte vemodig og ugidelig stilstand.

Jeg reflekterer og mediterer, mens mit nye årti afføder stribevis af bekymrede rynker over ladhedens vej mod udgangen.
Ganske vist muntert omkranset og beplantet af mit livs eventyrlige og autentiske landskab med minder fra der var engang.

Noget må ske.
Vil overraskes i min ugidelighed i nyt land som modvægt til tilværelsens ulidelige lethed, hvor man er isoleret af både egen og de andres ånde.

Jeg rejser mig op, strækker langt ud, løfter brystkassen i en dyb indånding.
Puster hørligt ud og står i åndeløs spænding sammen med en ny vilje mod et rejsemål.
Lige om lidt.

Læs her 10 fantastiske citater fra Tilværelsens Ulidelige Lethed af Milan Kundera. Citaterne  er mindeværdige for deres klarhed. Det er en roman om kærlighed, men samtidig meget mere end bare det. I kernen handler den om det, alle store bøger handler om: Meningen med livet.

Enhver, hvis mål er “noget højere”, må forvente en dag at lide af svimmelhed. – Milan Kundera

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.