En Fusionistas dage forfalder i rolig samklang med alderens overskud af frihed til ambivalens. Man er privilegeret i egen stille virkelighed med et hav af valgmuligheder for ens gøren og laden. Langt om længe har man erkendt sin karakterbrist med hang til dovenskab, eller – som hun nød at kalde det på italiensk, sit frikvarter til – contemplazione. For det havde hun masser af tid til. Til ulønnet tankevirksomhed, hvor hun lod sig svøbe i tamme rutiner og ladhed.
Hun trøstede sig dagligt med, at hun som egen chef lige så godt kunne elske sine inaktive mangler, da hun ikke skulle aflægge regnskab for nogen. Naturligvis kunne hun anstrenge sig for at finde på noget inspirerende og udadgående. Hun kunne gå en tur i sit nærmiljø ved havnen, opsøge kunst og gader med miljø, hvad end det så var. Måske blot det at være derude et sted, ville give en ny slags fylde til hendes overtid. Så tag dig dog sammen og få ting til at ske, kunne hun sige til sig selv. Alligevel blev hun lettere irriteret og rastløs, når manden spurgte direkte, hvad hendes planer for dagen var. PLANER – kunne hun hvæse, hun var slut med at have planer. Mænd var altid så konkrete og skulle have dagens tidspunkter besat med gøremål hen over dagen. Vær dog lidt laissez-faire!
I bund og grund havde hun altid været en ukoncentreret og rastløs sjæl, og derfor var hun også i nutiden fan af helt planløse dage under egen non-stresskommando. Indrømmet – nogle dage var præget af bølgende følelser af savn over mangel på udefra kommende krav, der kunne vise resultater eller give overskud på en eller anden håndgribelig måde.
Men netop nu skete der noget. De var igen på vej mod blåt hav og stejle landskaber. Det var blevet en årlig rutine med milde måneder sydpå om vinteren. Hun vidste a priori, at de næste 2 måneder ville kræve planlægning både før og under deres udstationering. Helst en for hver dag, og det bekymrede hende allerede inden nedrulningen på de 4 Citroën hjul. Hun var ekstremt dårlig til planlægning, ville helst gøre alt spontant. Desværre var gemalen totalt modsat og ville have alt bestilt og planlangt til både ned- og optur. Det sendte hendes blodtryk op i en spids og udløste højrøstet tale. Hun syntes det var fantastisk med en afstikker fra Autobahn til en tilfældig mindre by med overnatning på en lokal kro til deres dagens måltid og en rustik seng. Det havde næsten altid været en positiv og glad oplevelse. Men sådan skulle det åbenbart heller ikke være denne gang, hvor de havde besluttet sig for endnu et ophold i deres fredelige og højtbeliggende sydfranske landsby. Med hele nedturen planlagt i detaljer.
Trods debat om nedturen, glædede hun sig – en lille uindrømmet smule – til en ny hverdag på fransk, og denne gang drejede det sig kun om 2 måneder og ikke halve år. Landflygtigheden var af ren og skær lyst. Desværre vidste hun også, at tiden på fransk hurtigt kunne forvandle sig til rastløs tristesse. Hvad pokker skulle hun lave “dernede” – ganske vist i en fin lejlighed med stor terrasse og storslået bjerg- og horisontudsigt. Men nu havde de lige fået bygget rede og indrettet sig i deres nye fusionsagtige pensionistliv i spritny lejlighed. Sidste år havde de været boligløse efter hussalg, indtil de kunne flytte til Nordhavn. Men i år havde de et hjem med en ny hverdag, der var ved at tage form.
Efter 1 måneds tid var hendes sind og sjæl en byrde for hendes korpus. Hun orkede ikke slæbe sig rundt til flere udsigter og frokoster i sydens solfyldte februardage. Hun rejste i stedet længere og længere ind i eget refleksive og spejlende tankemylder. Den gode refleksion blev således på en fransk hverdag tilsat en skvæt Prat og franske forfattere via hendes Kindle. Det gav trods alt nogen mening på stedet. Delphine de Vigans to bøger Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie optog hende så meget, at hun følte sig helt infiltreret i forfatterens forfulgte verden og hendes specielle famileforhold.
Læsningen sendte hendes tankerne bagud, for hun havde selv oplevet en barndom, der hyppigt i dag dukkede op i hendes nutid. Som trængte sig på med minder, der havde været borte og engang gjort hende nervøs og urolig på baggrund af faderens unævnelige traumer fra krigens koncentrationslejr. Nu var hun derinde igen, inde i egen efterkrigstid, og hun ønskede bare at komme ud af den. Mon det overhovedet interesserede nogen, at høre om en barndom i en long-time-gone efterkrigstids rationeringer på alt – og mest af alt på følelser og åbenhed omkring dem? Hun var ikke sikker, men rakte alligevel en hånd frem mod sit skrivetøj. Hun ville forsøge at give fortiden ord. Dagen efter kunne hun enten græmmes eller føle et gran ømhed over egne ord og sætninger. De foldede sig ud for hende til nyfødte tanker, som forplantede sig og fik minderne til at formere sig fra hoved til hale. Hun måtte rejse sig for en refleksiv runde på terrassen.
Igen forsvandt hun ind i mindet om fortidens entreprenørånd og ind i egen korte fremtid, som syden trods alt havde puffet til. Hun fik lyst til at sætte gang i en rutinemæssig skriveproces og lege action-woman med romanagtig infiltration af en langvarig voksentid. Hun nikkede, ja, det var blevet tid. Tid til at lade nutiden fortære fortiden, før den forsvandt for hende. Hun måtte dele ud, inden tiden var udløbet i gammelkonebanaliteter. Hun var trods alt rejst ud for at finde overskud til nye tiltag, og måske var de klar nu? Selv om hun i sit Langbortistan var kommet længere ind i sig selv til et underskud med mentalt stress, så var der også sket en opmuntrende kovending til netværket i baglandet.
For en gangs skyld følte hun sig positivt presset af sine flydende franske dage. Hun kunne nyde deres helle på en bjergtop med tavs stilhed over sit talende keyboard. Hun havde sjældent glædet sig så meget til egen hverdag i sit nybyggerhood – i en lejlighed på 3. sal. Hendes liv begyndte på 4. sal til højre, nu kunne hun forhåbentlig få lov til at afslutte det på 3. sal til venstre. En skønne dag ville fortællingen være slut.
