Hvad – jamen de ligner jo en slag up-to-date og samtidig gammeldags telerobotter. Ovenstående 2 offentlige, fritstående offentlige telefoner gav mig et kick-off til en ikke så fjern fortid uden mobilen som hvermandseje.
Telefonstanderne ved søbredden i Garda gav mig også et sjovt tankesyn til forgangne tiders offentlige telefonbokse i Magasin Du Nord’s kælderetage. Du Nord, som Magasin så fint hed dengang – du Nord – med stumt d .. i Nord. I mine yngste dage trådte man ind i en helt lukket boks med lydisolerede vægge og en glasdør. Udefra kunne man så utålmodigt følge med i afslutningen. Senere blev det en transparent plastichætte, man stod inde under. I begge tilfælde var køen lang, og man ventede trippende med sine småpenge i hånden. Det var tidskrævende og besværligt af aftale et møde, at man var blevet forsinket, eller hvad det nu var, der var så vigtigt midt i Magasins shoppeunivers.
Da jeg var purung var det også let at lave telefonfis fra en telefonboks med f.eks. udvalgte drengeemner. Man ringede nervøst op med veninder omkring sig bare for at høre hans stemme, uden at han anede, hvem den fnisende beundrer var. Husker dog også en spytfyldt telefontragt og en snasket telefon som en farlig og smitsom tingest. Priser mig lykkelig over at kunne kramme min helt egen bakteriebombe i lommen. Vi hænger sammen som inficerede af hinanden.
I virkeligheden bliver dagens mobil vist ikke brugt specielt meget til at ringe med eller på. Man ringer ikke bare for at småsludre med børn eller børnebørn. Jeg personligt gør i hvert fald ikke. Ringer den en gang imellem, giver det et sæt i mig, og jeg farer forskrækket sammen. Hvis det er familien, tænker jeg straks – guuud – hvad er der sket. Telefonen bliver anvendt som den computer, den jo reelt er. Meget endda. Jeg både skriver og læser på den. Rigtig meget. Ligesom alle andre. Når teenbørnebørn overnatter eller vi er på tur sammen, ligger vi sengen, ung som ældre, med mobilen i hånden. Tjekker verden og vennerne ud inden vi sover, og igen så snart vi vågner. Vi skulle jo nødigt misse noget stort eller småt. Skulle jeg have spørgsmål til en app, jamen, så kan de mindste fluks vise Die Alte til rette.
Telefoner i moderne udgave går ikke sådan væk, de er overalt, selv i den mindste gyde, jeg har passeret de sidse dage. Og smukke telefonbokse vender heller ikke tilbage i flertal. Mobilen er vores livline og fra at være blevet mindre og mindre, er de nu ved at vokse sig lidt større igen. Dog ikke ikke så store som de to ved Gardasøen. De var flotte og gav et dejligt nostalgi kick?
Jeg smilede med veneration til de 2 telerobotter på bredden, gammeldags som de var, men også på sin vis futuristiske at se på. Italienere kan noget specielt med design. Mon der overhovedet findes lige så flotte offentlige telefonbokse i Danmark? Jeg vil kigge efter, når jeg er hjemme igen til næste år.
A domani …. next trip Verona per public autobus
