2 uger på fransk med distance til tiden (Nr. 2/3)

Trods regnfuld start på vores franske ferie nød vi vores rustikke ferielandhus og dets klassiske, smukke indretning. Vi glædede os over naturhaven med oliventræer og en stenhøj med Greyhounds, der skuede vogtende ud over os og ikke mindst over at opleve vores 3. sals Cavalier i spænende friløb rundt på hele arealet. Interessante store og små fugle fløj over os og byggede rede. Nyt liv var i støbeskeen. Det var så rent og roligt og livsbekræftende. – Og et vejrskift til sol efterfulgte vores medbragte regn.

Onsdag kl. 10 er året rundt dansker-bouledag i Fayence. Så ja, jeg var tidligt oppe og parat til at køre med. Gensynet var dejligt med efterfølgende udendørs, primo marts frokost med poulet og gode frittes, tarte aux pommes, 1 glas stort vino og kaffe til 16.50€ – det var næsten for godt til at være sandt. De fleste franskmænd omkring os hilste som sædvanligt med kram og trutmundsluftige kindkys, ganske få med albuer eller et lille kick med skoen.

Vores bjergby og omegn var endnu ikke inficeret med Coronaparanoia, så det skulle blive skønt med 3 1/2 uge i den velkendte region. La vie est belle en France, og vores sædvanlige supermarchés rummede alle et spændende og godt udvalg til langt lavere priser end derhjemme. Vi snoldede løs af fisk, kød, oliven, quiche og ost.

Det lokale bjerglandlige, men fine lørdagsmarked i Fayence, skulle naturligvis også inspiceres. Og sandelig her kunne man stadigvæk købe den gode ægte Alepposæbe – Le veritable savon d’Alep – som min nærbutik hjemme desværre ikke sælger mere.  Franskmanden var – ja, også veritable charmant 🇫🇷 så jeg nød min torvedag.

Vi tog på søndagstur op til Mons, som bl.a. udmærker sig ved sine fine gamle butiksskilte, der viser erhverv, som var engang.

Bugadiero-skiltet til højre (la bugadiero = la lavandière) viser, at her var engang et vaskeri kun håndteret af kvinder.

Den hedengangne urmager er jo ikke til at tage fejl af ligesom skiltet over slagterbutikken. En fin inskription ved siden af den lukkede dør fortalte, at slagterbutikken var gået i arv fra far til søn i Familien Rebuffel siden 1864 indtil lukning i 1930.

Den lille bjergby var totalt tyst, og man listede nærmest rundt i de stejle gyder for ikke at forstyrre sjælefreden. Men livet pulserede i de tavse huse og ens næsetip vibrerede i de spændende dufte fra søndagsmiddagen, der var på kogepunktet bag de tillukkede skodder.

– Selv byens lille fontæne var tavs og uddød her 811 m over havets overflade.

Midt i vores 2. uge forkyndte Danmarks førerhund nr. 1, at landet lukkede totalt ned p.gr.a. frygten for spredning af Coronavirussen og sygehusenes kapacitet. Danskere i udlandet blev opfordret til snarest at rejse hjem, men vi var ikke helt overbeviste om, at det gjaldt os. Vi rejste jo privat i egen bil, og havde netop besluttet at aflægge en genvisit i vores favoritby, Antibes. Vi skulle som de andre gange spise fransk déjeuner på Le Pimm’s.

Det var da også synligt, at man i Antibes selvfølgelig intet kendte til Danmarks undtagelsestilstand, selvom Corona var all over på TV. Franskmænd performede som de plejede, de hilste og gestikulerede og opførte sig helt naturligt – som franskmænd  🇫🇷.

Restauranterne var velbesøgte, og som apéritif råspiste manden i midten “fingeroliven” fra de små skåle på bordet. Herefter blev der højlydt snydt næse i servietten, efterfulgt af flere fingerplukkede oliven. Ja, hverken han eller de andre gæster lignede et folk i alarmberedskab med frygt for smitte og på vej i isolation.

Ved synet af den grådige olivenfranskmand frøs jeg mentalt til i stille væmmelse. Jeg havde lige guffet oliven fra vores hvide kvadratiske skål med en yderst forsigtig spids af en tandstik. Jeg græmmedes på dansk over synet af den ældre stamkunde, som uhæmmet mæskede sig i de olierede sorte sager.

Jeg gøs over eget olivenindtag og mistede stort set appetitten til min enorme Salade César. Den var alt for overfyldt med et rod af ingredienser i en uskøn bunke. Hvilke franske fingre havde pillet i den og i de oliven, jeg lige havde guffet? Coronafrygten gjorde mig den dag ikke specielt tolerant og rummelig. Trods alt sagde jeg bon appetit til mig selv og stak prøvende i salaten, som ikke synede af svind, da jeg gjorde tegn til travl tjener, at jeg var finito.  🙏🙏🙏

Det var torsdag den 12. marts, og vi var midt i vores uge 2.  Det var dagen, hvor Danmark havde lukket nærmest totalt ned –  skræmmende, men dog forståeligt på det tidspunkt – så måske burde vi også drage hjemad. Vi sov på det efter Pimm’s-oplevelsen og besluttede ikke desto mindre, at vi jo boede overskønt og fredeligt, klimaet var behageligt, og vi kunne vel lige så godt være isoleret her som derhjemme nordpå. Men vi blev meget klogere om lørdagen, da min datter ringede og talte dunder til moderen.

Fortsættes ….🇫🇷 .. 🇩🇪 ..🇩🇰

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.