Nej, jeg cruiser ikke selv rundt mere og blinker til nogen, da jeg er et helgammelt kvindevæsen, som sidder yderst på livets limpind. Foreløbig sidder jeg godt og roligt og flyder med tiden i smult vande, mens jeg nyder mine kortere dage. Det er endegyldigt slut med lidenskabeligt at investere sit liv i jobbet – i eget firma. Hver dag var man topklar og parat fra morgenstunden. Det er jeg ikke mere.
Dagens rolige startrutiner
I dag er jeg således privilegeret med et stille otium med sene nætter til Kindlelæsning og sene morgener med mine trofaste, trygge vaner. Dagen starter med et stort glas kogt vand med citronsaft og honning, som er min ledsager på badeværelset til doseringsæskens 4 daglig piller for livets raske rytme af hjertet. Sammen med min iPhone og P1 “rigges skuden klar” i rolige rutiner. Herefter indtages morgenmaden i stilhed – stadig til P1 – sammen med hakkede nødder og tørret frugt løseligt spredt over den trofaste Cultura. Diverse kosttilskud fra Life Extension – alene firmanavnet gør mig forventningsfuld og tryg – synkes med shaket juice. Måltidet afsluttes med et glasklart krus Earl Blue te fra Tante T til ristet Gillelejerugbrød under smagfuld skæreost. Kort sagt hver dag starter roligt med “the same procedure as yesterday”, hvorefter friheden til spontant at gribe dagen er til stede som en aldersbonus. Hmm, på nogle dage tænker jeg dog direkte modsat, bliver mopset og siger fukkk rigtig mange gange. I løbet af min helt egen dag.
Kvinder og alder
På en god dag fulgte jeg nogle interessante blogindlæg om voksne kvinder og alder – når man ikke længere er en galionsfigur. Jeg har tænkt mit, da jeg er 78 år og således gammel i ordets tekniske forstand.
Har alvorligt spurgt mig selv, hvordan jeg de sidste år har håndteret min modne livsfase, når jeg er blevet for gammel og gråhåret til at være ung udadtil, men dog stadig er rimeligt “veloplagt”. Jeg har bestemt konstateret mere usynlighed grundet tabt “stråleglans”. – Og hvad er så lige det, man har tabt? – Og hvorfor er det så vigtigt at kunne shine fordums sexappeal? Det er det overhovedet heller ikke – mere. Vi ved udmærket selv, at vores fuckabilitykurve peger nedad. And so what? Vi kan og har så meget andet, som vi enten kan nyde med andre eller helt for os selv. Heldigvis og tak for det, er vi kvinder i 70’erne stadig seksuelle væsener, som i alderstilgift har fået langt større frihed til at gøre os bemærkede og åbne overfor omverdenen uden bagtanker. Det finder jeg befriende og inspirerende.
Vore formødre
Jeg sender en respektfuld tanke til kvinder i mine formødres tid, de var stort set færdige med sex, når de var i midtfyrrerne. De har sikkert også været totalt udslidte, udtjente og falmede, præcis som i dyreriget. Når dyr har fortabt deres evne til forplantning, falmer de også – enten dør de eller bliver ædt af andre dyr. Deres instinkter fortæller dem, at de må prioritere mellem vækst, forplantning og overlevelse. Således er hurtig vækst og reproduktion tidligt i livet et must i dyreriget modsat hos os, hvor lang levetid og vedligeholdelse af organismen er vigtig. Hvor herligt for os, at vi er intellektualiserede menneskedyr.
Et liv efter Østrogen
Når kvinder i dag ikke længere er fertile ved tabet af hormoner og de signalstoffer, der er nødvendige for vores reproduktion, starter en ny livsfase, der tydeligt viser, at voksne kvinder efter menopausen er smukke seksuelle væsener. Selv uden formeringspotentiale. I virkeligheden frisætter det os og giver overskud til at nyde sex uden konsekvenser for artens overlevelse. Jeg ved det af erfaring.
I dag som 78-årig, føler jeg mig stadig som et seksuelt væsen, selvom jeg allerede frygtede kroppens og sindets forfald efter min totale hysterektomi som 53-årig. Efter den tog det også lang tid at vække kroppen til live igen, selvom det var befriende aldrig mere at skulle menstruere. Husker jeg i starten resignerede og blot glædede mig over at være befriet for tilbagevendende krav fra min krops feminine funktioner. Dernæst frygtede jeg at komme ud på den anden side af min livmoder som en totalt rynket og indtørret rosin uden nogensinde mere med lyst til nærvær. Det skete heldigvis ikke ved hjælp af østrogentilskud, som blev seponeret for nogle år siden. I dag tæt på de 80 år er mit corpus, mine knogler og hud stadig ikke helt på skrump og den engang såkaldte “seksuelle stråleglans” er i dag ligegyldig. “Vi” savner ikke et kemisk hormontilskud og bruger ikke energi på at vedligeholde en slags pseudo forplantningsudstråling – og hvor er det afslappende. Man er blot en gråhåret gammel kone med munden i brug til kommentarer, en hilsen og ros til folk man møder omkring sig. Anonyme mennekser taler alt ford lidt med hinanden. Har jeg erfaret.
Godt på vej mod de 80
I dag holder jeg således meget af alderens frihed og “usynlighed”, selvom jeg ikke kunne drømme om at gå ud i dagens miljø uden min daglige make-up og rimelig pænt hår. Har aldrig brugt læbestift og neglelak, begge dele ligner fremmedlegemer på mig, så jeg skilter ikke med farver til min eksistens. Sommeren er selvfølgelig skøn og sætter kroppen fri. Dog ikke mit corpus, det forbliver rimelig tildækket, både sommer og vinter, hvor jeg helst går i sort og helst ikke uden et af mine mange kulørte silketørklæder om halsen. Jeg er overbevist om, at silke beskytter mod gigt i nakken, og dernæst kamouflerer det halsens rynker. Ren win-win for en 75-plusser.
Summa summarum. Det er sikkert og sandt, at min alder har givet mig ro i hverdagen og overskud til menneskelig rummelighed overfor dagens oplevelser alene eller med min familie. Selvom jeg foretrækker at være “grå” og “lettere usynlig”, så håber jeg ikke at føle mig totalt transparent og mundlam foreløbig. Jeg vil gerne stadig skabe dialog omkring hele mit skrog med både for- og agterstavn, så længe det er oven vande. Takker tidens højere magter.
