Den 19. september 1944: Da dansk politi blev taget

I dag den 19. september 2022 er min families 78 års mindedag for vores fars ændring af livsbane. Og for min egen opvækst.

Krige forfølger os i generationer, ligesom minderne, historien og skæbnen gør. Derfor kan det undre, at der til stadighed verden over – og p.t. endda på grufuld vis i Europa – er igangværende krige. Bliver mennesker dog aldrig klogere? Nej, åbenbart ikke. Desværre.

Nedenstående indlæg blev publiceret i Nordhavn Avis Nr. 15 på 75 års dagen for dansk politis tilfangetagelse af den tyske besættelsesmagt

Torsdag den 19. september 2019 var det 75-årsdagen for det sorteste kapitel i dansk politis og i min families historie. Min far – Togo Jensen – var én blandt de godt 2000 indenfor politiet, som “blev taget” den 19. september 1944. Jeg var selv kun starten på et menneskeliv som et 2 måneder gammelt foster med en 37-årig mor, en 38-årig far og en 8-årig bror. Fra den dag blev vores liv med en rask og stærk far ændret for altid.

Tirsdag den 19. september 1944 klokken 11:00 hørtes en gennemtrængende lyd af luftværnssirener i København og i flere større provinsbyer. Det var ikke usædvanligt og betød blot, at folk skulle søge væk fra gaderne og i beskyttelsesrum. For tjenestegørende politifolk var alarmen et tegn til, at man skulle søge mod sin post. Men alarmen denne dag var et falsum. Sirenerne varslede ikke som vanligt allieret overflyvning, men skulle overfor tyske militær- og politienheder signalere iværksættelse af Aktion Möwe (måge), da tyskerne frygtede, at det danske politi kunne falde dem i ryggen. De skulle derfor afvæbnes med et overraskelsesangreb, så politietaten kunne styres under et stramt tysk føregreb.

I 2014, på 70-års dagen, udgav en yngre politimand, Frank Bøgh, bogen “19. september – da politiet blev taget”. Heri kan man læse et lille afsnit om min fars reaktion på luftalarmen: ”Den vagthavende overbetjent denne morgen, Togo Jensen, kiggede op på et stort ur på væggen, da luftalarmen lød og konstaterede nøgternt ud i lokalet, at klokken var 11. Herefter fordelte han rutinemæssigt sine folk på de poster, de plejede at indtage omkring ministeriet, når sirenerne lød.”

Som overbetjent var min far leder på et vagthold, der gjorde tjeneste inde i porten i Slotsholmsgade 10 for at “passe på dem i ministerierne”. Hans hold bestod af helt unge politibetjente, som – da de tyske soldater klokken 11:00 kørte op foran ministeriet – havde været villige til at gribe til våben og ”skyde sig igennem”. De ville så flygte for at gå under jorden. Min far havde sagt nej – noget, som han efterfølgende i Kz-lejren bitterligt havde fortrudt, hver gang, han var med til at begrave en af de unge betjente. Hans loyalitet over for sin ledelse i politiet havde gjort, at han havde sagt nej til deres forslag. Det fortalte han mange år efter min bror, selvom han stort set aldrig talte om sin tid i koncentrationslejr.

Samme dag den 19. september 1944 foregik der også mange kampe i Frihavnsområdet, hvor jeg bor i dag, og det var netop hertil de afvæbnede betjente og overordnede politifolk blev kørt. Transporten gennem København var i halvåbne lastbiler, beskrevet som “prærievogne”, hvor politifolkene sad sammenlænkede og med bøjede hoveder, mens maskingeværer pegede på dem. (Scenen er beskrevet i “Den Inderste Fare” af Birgithe Kosovic). De blev transporteret til opsamlingssteder i store pakhuse i Frihavnen som de øvrige tilfangetagne kolleger.

Her blev de stuvet så tæt sammen, at de hverken kunne sætte eller lægge sig ned – heller ikke i bunden af lasten i de fragtskibe, som de senere blev ført om bord i. Først om natten stævnede fangetransporterne ud fra Københavns Havn, og det er beskrevet således i Frank Bøghs bog: “M/S Cometa stod ud fra Københavns havn den 20. September klokken 01.00. Skibet afgik med en række andre fartøjer i en konvoj, der sejlede langsomt ned gennem Øresund og videre ud i Østersøen – i zigzag-kurs på grund af faren fra sovjetiske ubåde”. Herefter begyndte et langt og umenneskeligt ophold i forskellige Kz-lejre i Nordtyskland.

Min far overlevede med nød og næppe Kz-tiden og kom hjem den 7. maj 1945 via Sverige til sin kone og søn samt 3 uger gamle datter. Han var dog så udhungret og skadet på både legeme og sjæl, at han blev sygepensioneret i 1946, 40 år gammel. Efter nogle år startede han en mindre grossistvirksomhed og begyndte så småt at komme til kræfter. I 1964 fik han lungekræft og døde som 58-årig den 16. januar 1965, et halvt år efter jeg var blevet student. Samme dag nåede min bror lige netop til Sundby Hospital for at fortælle vores far, at han var blevet juridisk kandidat. 1 måned senere gik min bror ind gennem den port i Slotsholmshade 10, hvor vores far havde haft vagt den skæbnesvangre dag for 20 år siden. Han skulle starte som jurist i Justitsministeriet med kontor direkte over vagten i porten. Jeg fornemmer tyngden af hans viden.

Som nævnt – krige varer ofte generationer – i hvert fald i den efterladte families mindset – i deres tankegang og deres dystre minder. Derfor blev 75-års dagen mindet både af min bror og mig selv med billeder af vores far, lys og tanker pr. mail til hinanden.

Vores livsskæbne har været god, og jeg befinder mig især historisk godt i Århusgadekvarteret omkring den gamle Frihavn. Her har jeg en vemodig følelse af tæthed på minderne om min afdøde far. Han har været her engang! Ganske vist af en meget trist årsag. Min familiering sluttes ligesom her, og jeg føler mig hjemme i Nordhavn, hvor minderne vil uddø med mig.

Min far på job med kolleger, hvoraf flere også var i Kz-lejr. Min far står bagest til venstre. I øvrigt en anden historie: min fars ældre politibror var i samme lejre, og han blev senere af min far opdaget i en bunke med lig. Han fik ham hevet ud og med noget grynsuppe, fik man liv i ham. Mere ved jeg ikke. Min onkel Thorvald overlevede sin bror, min far.

PS: For første gang i mit liv har jeg åbnet min mors efterladte æske med silkesløjfer om. Den indeholder breve til og fra min far i forskellige kz- lejre. Hans breve var på tysk, så det var først i Frøslevlejren på vej hjem i april 1945, at brevene er skrevet af ham selv på dansk. Alt var godt, både helbred og mad!!! Jeg “arvede” dem i 2002, da min mor døde 95 år gammel. Jeg vil forsøge at læse brevene.

Dette indlæg publiceret i Nordhavn Avis Nr. 15 – uge 40