– Eller snarere blondedragten – anno 1959
Dragten af dybblåt blondestof blev skræddersyet til min konfirmation den 4. oktober 1959.
Ikke til mig, konfirmanden, men til min mor. Hun skulle være rigtig fin i todelte blonder på lilla foer. Jakken var med super lang sjalskrive, der selvfølgelig ikke måtte afsløre en kavalergang. Derfor var der indsat et stykke foret blondestof ved hjælp af tryklåse. Smart! Man var vel ærbar i slut halvtredserne.
Måske den blå blonde skulle have været en kjole, men den gamle familieskrædder på Amagerbrogade havde nok sagt, hun ville gøre sig bedre i en 2-delt dragt med trekvartærmer, for kjolelookets skyld og med gålæg bag på nederdel – for praktikkens skyld.
Min mor var blevet lidt rund om bugen, hun var 54 år, og jeg var 14. Hun havde passeret overgangsalderen for mindst 5 år siden med stort besvær, meget drama og en avanceret semi-hysterektomi ala lægevidenskaben 1954. På Sundby Hospital. Fra dengang man lå ret i sengen med foldede hænder, når overlægen med trippende rankt følge gik stuegang. Det fortalte min mor med ærefrygt og tillid.
Jeg husker, det var i mine første skoleår, for jeg kunne ikke selv sætte mit hår, min hestehale. Men så tog den svage, anæmiske power-mama fat og hev børsten gennem hår og hestehale. Den obligatoriske gummielastik blev snoet ind i halen, og en stor silkesløjfe skulle fuldende værket. Mama opbød alle sine kræfter nede fra lejet og vupti, stor sløje blev bundet så hårdt, at den gik i 2 stykker med et knæk. Det grinede vi alle meget af længe efter. Sej gammel mor, vi havde.
Nu var det så blevet konfirmationstid, og en lidt trivelig mor var i sidste skrig med blå blonder til yngstebarnets konfirmationsfest med suppe, steg og islagkage. Sammen med hele den pukkelryggede familie, som hendes far altid omtalte dem. Både dem fra Borrebyvej, Holsteinsgade og helt fra Øster Assels på Mors.
Konfirmanden var happy i et enormt strutskørt, der gjorde det svært at sidde stille på kirkestolen. Det kradsede på nylonnerne, og man var bange for at rive dem. Med behandsket hånd krammede man sin jomfruelige brudebuket og følte sig for en gangs skyld SÅ supersmart i købekjole fra Illum. Også med tidens sjalskrave.
Normalt blev mit tøj – især overtøj, der skulle holde i årevis – altid skræddersyet. Egentlig syntes jeg det var meget fint, specielt og udvalgt sådan at få håndlavet, personligt unikatøj – og så alligevel ikke, det var ikke særlig sjovt med klassekammeraterne. Især ikke den bæbrune, alt for store uldne frakke med bindebælte og persianerpels på kraven. Varmt og flot skulle det være, og til at vokse i. Jeg var 9 år og frakken var syet til en 13-årig. Den skulle holde indtil da.
Husker hvordan de andre piger aldrig sagde noget om frakken, som faktisk glad blev taget på de første uger af vores lange liv sammen. De gloede bare sådan lidt stakkels-hende-agtigt smilende. Æv, de havde også bare så unge, smarte mødre, min var gammel og forbi overgangsalderen. Hvad jeg dengang overhovedet ikke anede, hvad var. I hvert fald de andres mødre var ikke færdige med at føde endnu.
Den tunge frakke blev herefter båret med hængende skuldre, indtil der kom focus på de store årganges teen-agers. Nyt merkantilt begreb blev opfundet inspireret af det enorme amerikanske langtbortistan land. Stormagasinerne indrettede specielle afdelinger udelukkende til teen’s – og de holdt modeopvisninger med tøj til konfirmanden både til den store dag og 2. dagen. Jeg sad der sammen med min mor og beundrede showet. Aijj, hvor var det dejligt endelig at blive voksen.
Min andendagskjole og trapezformede overfrakke med kæmpe krave helt ud over skuldrene var fra Illum. Kjolen var i gråt flannel med enorm vidde over stift strutskørt. En meget voksen og ladylike 1959 model, der var alt for varm og kradsede. Men man led gerne for voksendommen.
Den lettere nedringede flannelskjole tålte slet ingen sammenligning med mine sædvanlige praktiske “mellemkjoler” til finere hverdagsbrug. Det havde altid været et problem at finde dem beskedne og artige nok.
Travede engang længe op og ned ad Strøget og ud og ind af magasiner med min mor i jagten på den helt rigtige mellemkjole. Udenfor Julius Kopp, overfor Helligåndskirken på Strøget, mødte vi underboen fra opgangen, fru Andersen med sønnike – min brors ven – og således 9 år ældre end mig. Min mor fortalte sukkkende om jagten på mellemkjolen til pigebarnet, og Jørn, som vennen hed, spurgte på sin vanlige vis, hvad jeg så skulle have på foroven og forneden – og ih, hvor det lød spændende. Jeg var vant til drengenes humor og morede mig i mange år over min finurlige ven fra opgangen. Min mor har sikkert også smilet, men lod nok, som hun ikke forstod det. Man var vel voksen og ikke så pjattet overfor børn.
En kort – en lang – en trekant en stang – en kjole – en sang … og nu fordufter jeg helt ud ad tangenterne.
