Tager du kittel på, når du gør rent – det gjorde din mor?
Nej, det gør du helt sikkert ikke. Måske bruger du ikke engang et forklæde, når du laver mad. Men min mor gjorde – engang – hun gik både i kittel og forklæde. Måske endda samtidigt for at skåne fin kittel.
Over fruekjolen iførte hun sig en spraglet, sjalsmønstret kittel, når de 70 kvadratmeter 2-værelsers lejlighed med karnap skulle støves af og gøres rent. – Og når der skulle støvsuges, vaskes op, laves mad, koges tøj i stor gryde på komfuret, eller når hun skulle i vaskekælderen på den månedlige vaskedag til den helt store kogevask med efterfølgende rent på sengene.
– Og når der skulle vandes altankasse med lyderøde pelargonier på Englandsvej 40, 4. sal til højre. Ja, så var der kittel på.
Ofte blev der også bundet et langt tørklæde om håret, som blev foldet som en turban. Min mor skjulte håret – ikke ansigtet – enten med et hverdagstørklæde eller med et finere et, når vi skulle ned på gaden. Det var korrekt at dække håret til, når man skulle ud for at handle eller promenere med børn og mand.
Der var ikke religion i tørklædet, forældrene var gode kristne på den danske måde. Man kom i kirken ved famileting og højtider, men det var altid så trist for min mor græd, så snart orglet og sangen satte ind med et brag.
Jeg var selv bange for kirken med al den triste patos, men blev trøstet med, at min mor blev ked af det for alle dem, hun havde mistet engang og som var døde før min tid.
I kirken mindedes hun krigstiden med min fars fravær i 8 måneder i Kz-lejr, og før krigen havde hun mistet sine forældre og en bror. De var døde nogle år før min tid af lungebetændelse, sådan bum indenfor samme uge. Først min mors bror, så hendes mor senere på ugen, og faren året efter.
Det var i starten af 40’erne, så jeg kunne jo ikke savne dem, havde aldrig kendt dem. Men det var selvfølgelig meget trist, og broren skulle også have overtaget øens største købmandsforretning. Så de svævede alle som uhyggelige genfærd over min barndoms voksensamtaler om familiens gode, gamle dage på Mors – før krigen – hos storkøbmanden og hans storhusholdning.
Kirken blev således for mig – om man så må sige – lig med død og tristesse – og midt inde i den – i al sang, tårer, bøn og gråd – stod en god og rar, men for mig en uhyggelig stor mand i sort kjole, med en kridhvid, rillet krave og en dyb, langsom stemme. Han svævede oppe i et lille bur, hvor han så alvorligt ned netop på mig. Jeg var skrækslagen for ham, selv om musikken egentlig var god nok, men også så voldsom, at man fik gåsehud af angst.
Instinktivt vidste jeg dog, at jeg måtte være der for at se from og salig ud til manden deroppe. For han havde magt. Magt over liv og død. Så jeg foldede min hænder til hvide knoer, og lod som om jeg bad og sang for præsten, men det gjorde jeg ikke. Jeg formede min egen bøn for at frelse min far fra mere sygdom og død efter hans krigslejr. Sådan begyndte det med ritualerne. Med foldede “falske” hænder, korsets tegn og en hemmelig hvisken af hemmelige ord, som ingen forstod. Ikke engang jeg selv. Jeg ville bare af med frygten for fremtiden.
– Og fremtiden kom – og den lille pige gik ud for at lege. Nede i gården, mens moren tog sin kittel og sin turban på for at skåne frisuren for familiens støvdragere. Alt var helt normalt og trygt med en husmor som mor.
