Dette indlæg er publiceret den 6/10/2019 på Line Baun Danielsens blog. Link her
“Hvad er dine planer for i dag?” – spørger gemalen hen mod spisebordet, hvor jeg sidder over min digitale Berlinger og cruiser systematisk gennem min rituelle morgenmadsprocedure. Ved det direkte spørgsmål går jeg sukkerkold samt i lettere panik over ikke at kunne svare straks – sådan bare svare med ganske få ord, som gemalen godt kan lide det. Direkte kort tale, ikke noget hvis, noget eller, noget måske eller andre væverier. Men jeg ved det helt ærligt ikke, jeg aner ikke, hvad dagens planer er eller kan være, så jeg kan ikke svare sådan up-front. Jeg må i tænkeboks. “Typisk” – tænker vi begge og fortsætter vores gøremål, indtil gemalen enten kører til sin flyklub i Gørløse eller på cykeltur med vores hund. De ser begge tilfredse ud, og jeg er happy for solotid i mit skrivende univers sammen med mit alter ego til historien om der var engang.
De store årgange anno 1945
Der er dog noget gemal og jeg er fælles om, sammen med mange andre fra vores årgang, nemlig medio 70 års alderen og at vi er pensionister. Vi har lagt vores produktive arbejdsliv bag os. For mig har det således været endegyldigt slut med lidenskabeligt at investere mine dage i eget firma og hver dag at være topklar og parat fra morgenstunden. Det er jeg ikke mere. I dag har jeg haft nogle år til at vænne mig til tanken om at være en slags “samfundsindolent” senior (pensionist), som dog med tilfredshed er selvanbragt i en lejlighedsvis form for omlastestation, før den store brandsikre ovndør solidt smækker i for fødderne af en!
Det er hverdag hver dag
Galgenhumor til side! Jeg er naturligvis privilegeret med et “stille” otium på egne betingelser og kan uden problemer bruge sene nætter til Kindlelæsning og sene morgener til trofaste og trygge vaner. Alle mine morgener starter med kogt vand med citronsaft og Manuka honning samt doseringsæskens daglige håndfuld piller for hjertets raske rytme. Sammen med min iPhone og P1 “rigges skuden klar”, og efter morgenmaden shakes en juice til diverse kosttilskud fra Life Extension – alene firmanavnet gør mig tryg og forventningsfuld. Bedre bliver hverdagens start ikke, og jeg er klar til endnu en ny en dag.
I min seniorlivsfase er alle hverdage normalt præcis magen til mine weekender med friheden til spontant at gribe dagen og smile til den aldersbonus, man har optjent. En god hverdag kan gå med tanker omsat til skrifttegn, eller den kan indbyde til kortere cykelture uden for myldretiden, måske med et museumsbesøg indenfor rækkevidde. Cyklen har desværre kastet mig af et par gange, indtil videre heldigvis uden brækkede knogler. Efterfølgende har jeg været ganske øm i knæ og ribben, men også vældig glad over indtil videre at have et solidt skelet. Desværre har styrtene sat en dæmper på mine cyklende aktiviteter på grund af en følelse af lettere balanceproblemer.
Rolige og eftertænksomme aktiviteter
Mine hverdage behøver ikke rumme en masse udadgående aktiviteter, dem har jeg haft så rigeligt af gennem mit arbejdsliv. Jeg trives med hundetræf og oplevelser i mit nærmiljø, hvor jeg også har fået en god, jævnaldrende veninde, som jeg mødes med på “vores bænk” under kirsebærtræerne til småsnak og ofte gode grin. Når det bliver køligere trækker vi indendørs i vores lejligheder til en kop skumringste med snak om ungdommens aktiviteter og oplevelser, og så sukker vi sammen over vore kroppes forfald med slidgigt og andre somatiske symptomer. Samtalen falder derfor naturligt på, hvordan og hvor vi vil ende post mortem. Jeg har selv besøgt den nærliggende Holmens Kirkegård nogle gange og befinder mig godt i roen, den stedsegrønne beplantning og de arbejdende gartnere. MEN – det store spørgsmål er, om jeg vil påtvinge familien et kirkegårdsbesøg for at mindes deres mor og mormor ved at stå og kigge på en busk eller en sten. Det tror jeg ikke, jeg vil. Har aldrig selv været god til at “besøge” min mor og far på Sundby Kirkegård. Jeg mindes dem ved at tale om dem med min familie, ved at fornemme dem i egne handlinger, ved bruge gode arvestykker og gøre ekstra ud af deres mindedage. Det giver ro til eftertanke, og jeg føler samtidig sindsro over de aftryk, jeg selv har sat via mine 2 døtre og deres børn. Jeg ser således egen afslutning som en naturlig følge af kroppens snigende afmagt.
Flyvende hverdagsferier – til enhver tid
Heldigvis kan jeg og gemal stadig glædes over at have mulighed og overskud til i løbet af sommeren at kunne flyve på kortere ture til øer eller byer i Tyskland, tæt på Danmark. Steder man normalt ikke lige smutter forbi. Gemalen er pilot i den lille tosæders Grob 109B, jeg nyder blot udsigten og ser frem til igen at blive foldet ud på landjorden. Sidste gang vi var på Sild/Sylt, var flytrafikken så tæt af rige tyskere på vej til “stranden”, at vi måtte i venteposition og cirkle i kø, før vi fik lov til at lande. Det blev jeg helt høj af – deroppe – næsten som at skulle lande i New York.
Hverdagen flytter til Sydfrankrig
Hvert år i løbet af januar kører vi sydpå til Côte d’Azur og installerer os alle 3 (de gamle + hund) et par måneder i en lejet lejlighed i en lille bjergby med udsigt. Så nyder vi en hverdag på fransk med dejlige lokale torvedage og gode, langt billigere fødevarer end herhjemme. Vi mødes med danske, fastboende venner, vi får set os godt omkring og får spillet en ugentlig omgang pétanque med efterfølgende frokost. Vi vænner os til, at dagens varme hovedmåltid er frokosten, og at den lette er om aftenen med quiche, paté og ost tilsat frisk og sprød salat. Det er årets stjernestunder, og indtil videre har vi hvert år været heldige med et solrigt klima om dagen tilsat kølige vinternætter.
Skål i Noilly PRAT
For at adskille mine hverdage fra weekenden, skåler jeg hver fredag med mig selv i en solid Noilly Prat, mens middagen sættes i proces. – Ofte er det familietid i weekenden, og herefter kan jeg atter se frem til min rolige hverdag – så længe den måtte vare. Min mor blev 95 år, så jeg håber at kunne præstere en slags copy cat. Praised be … whoever … for the rest of my days.
PS:
Titlen pensionist gør mig i øvrigt både træt og trist. Ved godt den er korrekt, men da jeg stoppede med job i 2014, valgte jeg at kalde mig fusionist – Fusionista. Syntes titlen passede perfekt til mit nye liv, som netop var en slags kernefusion af mine mange forskellige livsfragmenter og erfaringer. En fusionista virkede således forsonende for min nye livsfase. Jeg gik i gang med en blog og webshop med islandsk økologi, men shoppen lukkede pga. vores tid i Frankrig. Der publiceres dog stadig her på bloggen.
