Dette indlæg har tidligere værer publiceret i Nordhavn Avis, nr. 18
I sommeren 2016 flyttede jeg og gemalen ind i spritny lejlighed ved Sandkaj i Nordhavn. Vi lagde Nr. Herlev ved Hillerød og et mangeårigt husliv tæt på mark og skov bag os, for nu skulle seniorlivet nydes i hovedstadsområdet med topkig til siloer og sidekig til havn og UN City.
Vi har fået tætte genboer og naboer og en opgang, der om aftenen dufter af madlavning, så overskriften på min nye hverdag kunne være som den tyske film “Das Leben der Anderen” – De andres liv. Bortset fra selvfølgelig, at ingen af os er en del af en hemmelig hær af agenter og ulovlig overvågning. Heldigvis. De tætte ejendomme omkring mig er dog daglig skueplads for et smugkig til de andres liv.
De mange genboere derovre i dukkehusets lejligheder inspirerer min fantasi til at udstyre dem med indbildte historier. Indimellem får jeg også lyst at flytte rundt på dem eller sende dem på besøg hos hinanden til en drink’s eller en legeaftale. Så holder jeg egen dramatime og giver dem navne og replikker til et fantasiliv ifølge genboen og tænker, at den historie må jeg da skrive en dag.
Er dog så realistisk, at jeg også spekulerer på, hvad de andre mon tænker og kalder mig? Måske “die Alte”, som jeg selv gør! Eller bare “hende den gamle i sort”. De tænker nok – hvis de overhovedet har fået øje på gråmusen: nu lunter hun igen rundt med sin iPhone i hånden og ligner én der har travlt. Og nu vasker hun igen tøj – det må da være for nogen – for aldrig har de set så mange kjoler på altanen hos buksedamen. Og OMG hun drikker rødvin hver aften! Jeps, det gør hun, et enkelt godt glas – og ja, det er helt rigtigt, jeg har et afhængighedsforhold til min iPhone, den er min livline. You never know i min alder. Og ja, jeg både læser og skriver meget på mobilen og vasker med glæde tøj for mine børnebørn ovre på Østerbro. Så ved I det.
Mange af de andre derovre – har jeg set – går meget rundt, mens de taler længe i mobiltelefon. Samtalen akkompagneres af store armbevægelser som dirigerede de et helt symfoniorkester. De har nok et meget vigtigt job, nogle meget krævende venner, eller de kan helt enkelt bare godt lide at høre sig selv tale til motion og bevægelse. Selv får jeg nærmest et chok, hvis min mobil ringer og tror straks, der er sket børn eller børnebørn noget.
Om morgenen vandrer mænd – kun mænd – rundt i lejligheden og helt ud på altanen og børster tænder. Selvfølgelig med en elektrisk tandbørste. Det elsker de, alle genopladelige gadgets. Helt ind i munden. Altså come on, det ville jeg aldrig kunne finde ud af. At gå omkring med mig selv og børste tænder samtidigt. Ville grise med tabt mundvand og tandpasta. Men det gør mænd åbenbart ikke. Eller mænd er bare ligeglade med griseriet, for man må gerne kunne se, at livet leves laid-back her i lejligheden. Kan i hvert fald slet ikke forestille mig kæreste-konen fiser rundt og tørrer op efter dem. Det kunne jeg ikke engang selv finde på.
Året rundt huserer familiefædre over altanens monstergrill, så de kan lege Nak & Æd i en byversion light med nedlagt ko og økopølse på gasgløderne. Min egen gemal inklusive – stort suk. Jeg ønskede mig bare en grillpande, da vi flyttede i lejlighed, men næh, mænd elsker spejderlivet selv på en altan over Nordhavn.
En sen sommerformiddag ved frokosttid stod ældre herre med et stort hvidt badehåndklæde omkring livet bag det store gulv-til-loft vindue øverst oppe. Han stod der længe, og til sidst vidste jeg ikke, hvor jeg skulle kigge hen fra mit skrivebord med front ud. Kunne han se mit blik? Vinkede han snart til mig? Eller skulle jeg vinke og smile til ham med en thumbs-up? Vist for pinligt, så jeg sad musestille og åndeløs og skrev blindt videre. Han skulle heller ikke føle sig for interessant, og jeg anede jo intet om, hvad han kiggede på fra sit zen moment. Fuldvoksen mand stod bare ganske fredeligt i sin egen lejlighed til tørre i solen efter formiddagsbadet. Det er da ethvert menneskes ret. Tiden føltes uendelig, jeg turde slet ikke bevæge mig, knapt trække vejret – og ved næste forsigtige kig var han væk. I dag er han flyttet – og jeg har for en sikkerheds skyld vendt mit skrivebord med siden til.
Når mørket falder på, og der er lys om aftenen bag de store ruder, ser jeg i glimt, at vi menneskevæsener er simultane i vores handlinger, når vi er hjemme hos os selv og slapper af. Vi spiser aftensmad og sætter i opvaskemaskinen nærmest synkront og smider os derefter henslængt i sofaen med Tv’et på sport eller serie. Skægt nok ligger overboen præcis som underboen med det ene ben oppe på sofaryglænet. Det er vist også sundt, og jeg gør det selv. Mange ligger og flyder med den bærbare på maven, mens de grifler løs med et par fingre. Gud ved om pc-placeringen på de ædlere dele nedsætter fertiliteten? Nå, det er ikke mit problem længere, verden er alligevel helt af lave.
Sådanne genkendelige glimt oplevede jeg aldrig i mit tidligere liv med udsigt til egen hæk. Men i dag, efter 3 år på 3. sal, holder jeg af genbokig til de andres liv med vink og efterfølgende gadesnak om hunde, nyfødte og hverdage i vores nærmiljø. Smugkig til de andres liv føles trygt og godt, men dialog er sjovere og langt bedre. Så mere af det her i 2150 Nordhavn.
