Minimalisme i et soveværelse på 12m2 – for 2 voksne og 2 børn
Et hurtigt kig og man tænker, at papir dog er taknemligt, men skal man, så kan man vel stuve sig sammen og overleve på minimal plads! Og det skulle man dengang i min pureste efterkrigstidsbarndom i slutning af 1940´erne. Jeg ved, at min hårdt prøvede familie var oprigtig taknemlig for deres 2-værelsers lejlighed og for sammenholdet i både opgangen og nærmiljøet. – Man havde været gennem nogle barske krigsår sammen. Det gav åndelig rummelighed og forståelse.
I den store ejendom på Englandsvej foldede en standard 4 personers familie sig sammen og ud i et tilsvarende rum både dag og nat. Der skulle være overskud til både søvn og sygdom samt leg og lektier. Og det var der.
Lige en tanke:
– Led vi af allergi i gamle dage, da jeg var barn? Nej det gjorde vi ikke.
– Led vi under pladsmangel? Næh, det gjorde vi heller ikke.
– Led vores forældre af mangel på natligt privatliv? Hmm. Sikkert.
Men helt ærligt, jeg ved det ikke, det talte man ikke om. Jeg kunne dog fristes til at tro det, når man ser på indretning af min families soveværelse anno 1945-1957. Heldigvis er power spooning ikke opfundet i dag, det er kun ordet, der er det. Alligevel må man undre sig over, at skilsmisser ikke var mere almindelige, dengang jeg var barn. Måske fordi man lå naglet til sengen under megatung dyne og ikke orkede at starte nyt liv under anden tung dyne. Husker dog stadig en enkelt gang, hvor min mor sov på ottomanen i stuen. Og da blev jeg bange. Bange langt ind i min sarte barnesjæl. Min far trøstede, og sagde hun snart vendte tilbage til dobbeltsengen. Det gjorde hun dagen efter.
Ingen forældre i den store ejendom på Englandsvej var skilt, kun en enkelt var enke, og den stakkels kone måtte gå på arbejde og børnene med nøgle om halsen i en snor. Man var lidt bange for børnene med en død far, men især for enken. Hun var anderledes end de andre hjemmegående mødre. Enken havde altid en cigaret dinglende skævt i munden, når hun endelig var hjemme, og hun så meget træt og trist ud. De andre mødre fra opgangen talte ikke rigtigt med dem, og lugten fra deres lejlighed var også fremmedartet. Indelukket og fyldt med angst. Underskudssamfundet havde endnu ikke opfundet hverken ordet eller personen – en krisepsykolog. En sådan sjælelig overflodsluksus fandtes ikke dengang, hvor der i allerhøjeste grad kunne have været brug for det. Bl.a. i min egen familie, hvor min far tilbragte 8 måneder i en KZ-lejr og kom hjem kort efter min fødsel i april 1945. Til en sygemelding og fyring med pension fra politiet.
Så ja, vi indrettede os – vi tilpassede os – vi stillede ikke spørgsmål, og vi brokkede os ikke, min bror og jeg. Vores forældre heller ikke, de arbejdede sig roligt og målrettet videre i livet.
De første 12 år af mit liv og 21 år af min brors blev levet i dette lille soveværelse. Min bror blev student ved bordet ved vinduet ud til altanen, og han startede sine lægestudier ved det. Når han ikke læste lektier, legede lillesøster med sig selv eller en veninde ved bordet med rollespil for påklædningsdukker, som gik hen ad bordet med ført hånd. De boede i et Daells Varehus katalog, hvor siderne var foldet på skrå, så tøj og dukker ikke dryssede ud af lommerne.
Ellers spillede vi historiebold og Karen, Maren, Mette bum, hen over min brors seng ved klædeskabet. Med 2 eller 3 bolde i fuld fart. I mit lille personlige legehjørne op ad brandmuren (et krav fra moderen, så det ikke larmede i hele ejendom). Ibenholt profilen med halsringe var fra fætter Leo, der bestyrede en sukkerplantage i Tanzania. Ham var der respekt om, så langt væk i en eksotisk verden han var. Jeg beundrede ham gysende, tænk at han turde.
Det var også i den lille brunmalede udtræksseng ved døren, jeg havde mine natlige mareridt, hvor jeg forsøgte at flygte, men aldrig kunne. Meget forståeligt med den indretning! Det var nede fra den hårde uldmadras under min røde Ole Lukøjelampe, at jeg hver aften spurgte min bror, om der kunne komme en tiger eller andre farlige dyr ind ad trækruden for at angribe os? På 4.sal! Og NEJ, det kunne der ikke, hvis jeg bare holdt mund og gav ham fodmassage på den fod, han smed op på mit hovedgærde. Det gjorde jeg så sødt lillesøsteragtigt. Det var så trygt med en klog bror, der var hele 9 år ældre end en selv. Hans ord var nærmest Gud for en frygtsom lillesøster. Han var den muntre barndomsklippe på 4. sal til højre. Som 12-årig fik jeg mit eget værelse og har aldrig siden frygtet ensomheden. Har heller aldrig siden manglet plads og rum omkring mig.
