Derfor troede jeg det ville gøre godt med endnu en tur sydpå. Desværre fandt jeg hverken stress eller deadlines i Langtbortistan. Tværtimod blev jeg helt væk for mig selv i ren og skær inaktivitet og dovenskab. Jeg rejste ud for at finde overskud, men kom længere og længere ind i mig selv til et underskud.
Hvordan kom jeg derind, og hvad har jeg dog lavet siden sidst? Hvorfor har jeg været totalt tavs og stum? I øvrigt – mon det overhovedet interesserer nogen? Faktisk tror jeg det ikke, men nu rækker jeg alligevel en hånd frem. Alligevel sætter fingrene og tasterne gang i alle de tanker, der ruller rundt inde i mit hoved. Dels tanker om egen entrepreneurstatus, egen korte fremtid og dels tanker om mit alter ego, som jeg har rejst helt ud af mit system. Lidt ærgerligt, for mit alter ego var ved at overtage min fortid sådan romanagtigt. Og den ville jeg gerne høre mere om. Måske det hjælper at sætte gang i en daglig rutinepræget skriveproces og lege psykiatrisk ambulatorium, som dengang man var derude i det offentliges arbejdsliv.
Hvor har jeg været siden sidst?
Jeg har atter været i Sydfrankrig via lande- og motorveje. Denne gang dog kun 2 måneder og ikke halve år, og turen var ikke af nødvendighed, men af ren og skær lyst. Desværre blev lysten for mig forvandlet til ulyst og tristesse. Hvad pokker lavede jeg “hernede” ganske vist i en fin lejlighed med udsigt og stor terrasse. Ferie tænkte jeg, jeg var fa’me på pensionistferie.
Mit sind og min sjæl nåede aldrig helt med mit korpus til sydens mildere klima og de mange jævnaldrende danskere. Jeg rejste længere og længere ind i mit eget refleksive og spejlende tankemylder. Refleksionen blev min nye hverdag sammen med min Kindle. Havde jeg ikke også oplevet en fortid, der pludselig dukkede op i min nutid? Som trængte sig på med minder, der havde været borte? Jo, og jeg kunne ikke lide det. Ordret huskede minder gjorde mig urolig.
Savner stadig deadlines
Det er helt tydeligt, at intet forventes af en pensionist/en fusionista. Dagen, natten og tiden styres af egen langsommelige kontoløse agenda. Så – ja: hvorfor ikke slappe helt af og nyde ikke at være genstand for større krav end man ved, man kan efterkomme? Endelig er man enevældig hersker i eget rige. Man er ikke mere i tvivl, om man skal gå til højre eller venstre, man skal jo bare ligeud ad den lukkede vej. Hmm, tænke tænke, skal man virkelig nøjes med det? Kæft, hvor jeg savner nogle krav, der kalder på mig med en glad pose overskud. Jeg spejder mod den dunkle bjergtop i håb om et syn …. men der er intet.
Efter et par måneder er jeg hjemme i en hverdag med fin udsigt til naboer, højhuse, ombyggede siloer, tårne, moler og vand i hverdagens stille ro til en definitiv finale, der aldrig har været nærmere. Men indtil da trænger jeg til noget action, noget mental action, da jeg ikke er den fysiske motionstype. Personligt har jeg lært, at jeg ikke nødvendigvis skal rejse ud for at finde min motivation, så jeg vil gå ned på min nærmeste Sandkaj.
Her vil jeg tænke over et “positivt produkt” til næste gang, vi ses. Ja, ja, den er god med dig! Ses med hvem? Ingen gider ses for at høre på folks brok eller læse om deres mentale underskud. Forstå det dog. Ovenstående var derfor blot mit stykke dagens højtbelagte med resignation og et suk … so far and so bad. But forget-me-not!
