Kortet er fra Statens Museum for kunst og viser mandens – menneskets – 7 tidsaldre. Det er købt som et sprogligt divertissement til egen fri fortolkning og viser tydeligt, at manden er i centrum som den afbillede og virile person.
MENNESKETS LIVSFASER ifølge Leopoldo
Billede 7 – Decrepitas (eng decrepit = affældig = krepere)
Denne slutlivsfase er den, jeg i dag nærmer mig. Engang var 70’erne sikkert også lig (!) med slutningen på et menneskeliv. Da jeg er midt i årtiet, tager jeg derfor mine forholdsregner med daglige ritualer for at holde kistescenariet og de 2 stokke på afstand. Håber således på et ottende årti.
Ikke desto mindre minder livsfase 7 mig om, at mit skelet nogle dage føles slidt. Meget slidt. Skulle jeg en dag gribe til stokken, må den I så fald gerne være med et aristokratisk sølvhåndtag med bid i. Et der siger “her kommer jeg, og der er stadig liv i mig”.
Hver gang vi er i Hamburg, skal jeg altid lige forbi til et kig på stokkebutikken.
Billede 6: INFANTIA
Pudsigt nok er den infantile livsfase anbragt foran den yderste slutfase. Måske fordi man her kan opleve en tilbagevenden til barndommens naive og impulsive landskab, hvor flygtige minder huskes. Kender det sporadisk.
BILLEDE 5: SENECTUS
Alderdom: det er totalt mig lige her og nu. Jeg er i min alderdom, hvor jeg trygt og muntert kalder mig Fusionista – som en fusion af de forudgående aldres liv og levned.
Min alderdom består af mange glade ritualer. Således er mine morgeners mantra et Memento mori – Husk, at du skal dø. Det småmumler jeg for mig selv, mens jeg strækker ud på sengekanten. Det føles trygt inden opstandelsen til mine rutiner og dagenes næsten ensartede gøremål. Med eller uden Corona. Håber inderligt, at mine besværgelser og dagenes rolige rytme, ikke vil minde for meget om et præludium til døden! Hvilken grum tanke i sin yderste konsekvens. Egen død frygter jeg dog ikke, det er blot en slutfase, man ikke selv oplever – bagefter. Meget værre er tanken om ens børn og nære families bortgang. Jeg håber derfor at blive den første til den sidste tur. Takker for at være nået så langt og godt i min aldersfase.
BILLEDE 4: VIRILITAS
Typisk for tiden. Kun mænd tæller. Da jeg er et femininum, har jeg som sådan sjældent følt mig specielt opfyldt af mandig kraft og styrke – altså følt mig viril. Bortset måske fra mine 2 fødselssituationer, hvor jeg godt nok syntes, der skulle meget man power til for at klare strabadserne. Og det er jo totalt kontradiktorisk at føle sig viril i en situation, der er 100% kvindelig. Men det var en skøn forløsende magt at have, når det her og nu gjaldt mine børn. For dem henter jeg til enhver tid hjertens gerne al min virile livskraft frem. Selv om den svinder ind med årene. Forhåbentlig efterlades man da med noget virilitet til at klare stok og sarkofag.
BILLEDE 3. PUERITIA
Min barnagtige – puerile – periode og livsfase strakte sig over en del år af min pureste ungdom.
BILLEDE 2: ADOLESCENTIA
Min tid som ungt menneske og teenager forløb i en umoden – juvenil – krop.
BILLEDE 1: JUVENTUS
Min juvenile ungdom var som nævnt forudgået af en umoden og pueril periode. Den blev dog heldigvis efterfulgt af et forsøg på at opføre mig – forklæde mig -som en halvvoksen – adolescentia – person. Har helt sikkert også opført mig ganske INFANTIA – infantilt og umodent i denne periode. Tør dog ikke spørge nogen.
Og således nåede jeg slutningen af min spontane repetition af et stort livsomfattende emne – ethvert livs faser. Lad os få det bedste ud af hver vores.
Menneskets 7 tidsaldre af Leopoldo Maccari (1850-1894) – Postkort fra SMK
Leopoldo døde selv midt i sin 5. virile livesfase, 44 år gammel. Nåede således hverken alderdom (livsfase 6) (Senectus/Senescence) eller sidste 7. livsfase med affældighed (decrepitas) før graven.
