Kom Venner og Veninder
og hjælp mig at samle Minder
Sådan skrev min mor i 1925 – 18 år gammel – på den første jomfruelige side i sin poesibog. Nedenunder skrev min 19-årige fader in spe meget prosaisk
En Hilsen fra din Ven.
Jeg skriver med Blyant for jeg har ingen Pen.
De havde et godt øje til hinanden siden landsbyskolen på Mors. Her gik de i skole hver anden dag og lærte at skrive og regne med grifler på deres små tavler. De ventede tålmodigt på hinanden, min mor i den store købmandsgård og min far formentlig som “overkarl” på en gård. De blev gift i 1933 – hhv 27 og 26 år gamle, hvorefter de “udvandrede” til Holmbladsgade, København Sundby. Min far skulle på politiskole, og min mor skulle være husmoder i en lille lejlighed til 25 kr. om måneden.
Inden da skulle min mor dog, som alle unge piger dengang, enten ud at tjene eller på husholdningsskole. Min mor kom det sidste som 18-årig – i Silkeborg. Husker hende fortælle om alle de gode oplevelser på “kostskolen” med nye veninder og besøg af sin flotte kæreste og hans bror, som alle pigerne smilede og nejede beundrende til.
Hvad drømte pigerne på “husmoderskolen” om for mere end 90 år siden? Helt sikkert om at blive forlovede, gift og lykkelige med en flot mand og nogle børn. Så ja, der er næsten intet nyt under solen (hmm), bortset fra af vi i dag alle kan og vil selv – det hele.
Poesibogen var deres drømmeverden, her samlede pigerne på minder og gode ønsker for fremtiden.
På en af de første sider skriver veninden Lis fra Varde Præstebolig:
Kærlighed er kun en Biting i Mandens Liv
Den udgør Kvindens hele Liv
den er hendes hele Væsen
På sin vis en ganske klog præstedatter på 18 år i 1925, selvom jeg undrer mig såre over, hvor hun har det fra? Måske fra præstefaderens liv, hvor han mest har elsket sin gud, og præstekonen har ofret sig i kærlighed til mand, børn og husholdning.
Jordisk mammon var ikke altid topprioritet i 18-års alderen, men manden og forlovelsen var.
Jeg ønsker dig ej Guld
som i Lommen klinger
men en Guldring på fjerde Finger
Et par af nedenstående kunne have været fra min poesibog i 50’erne:
Elsk din Mand og stop hans Hoser
så skal du vandre på Lykkens Roser
—
Et lige Kys du ej kan faa
men et på skraa kan vel også gaa
—
Alt – ja alt jeg ønsker dig,
Guld og mange Penge,
og naar du engang bliver gift
sytten raske Drenge
—
Naar du elsker
elsk oprigtigt
naar du kysser
kys forsigtigt
naar du ser en Herre sød
bliv da ej om Hjertet blød
—
For Amor den lille Gud
tag dig i agt min Ven
rammes dit Hjerte
af hans skud
læges det aldrig igen
—
Med patos noterer Grethe Johansen fra Bornholmsgade i København den 19-12-1925:
For Kvinderne på denne Jord
er der kun to Tilflugtssteder:
Kærligheden og Religionen
Håber hun også oplevede kærligheden den gode Grethe?
Optimisme og overskud spores trods alt hos Thora fra Stenlille
Gaar Verden dig med
saa pris din Lykke
Gaar den dig imod
saa blæs den et Stykke
Efter den lidt svære håndskriftslæsning tænke jeg på min egen røde, blanke og banale poesibog, hvor man skrev:
Mors pige – fars skat – hele husets abekat!
Og
Smil til verden, så smiler den til dig.
Oops – må man overhovedet sige og skrive abekat i dag? Det må man nok ikke her i nypuritanismens årti, og poesibøger eksisterer vist heller ikke mere! Hos familiens yngste pigebarnebarn på 7 år så jeg forleden en Venindebog, hvor man bl.a. skulle svare på, om man brugte make-up. Ja, hvorfor ikke. De er voksne tidligt i dag takket være deres SmartPhones, iPads, SnapChats og speedy messages. – Pist borte er de bogførte håndskrevne minder. Ikke desto mindre glæder en gammel – halvgammel – Fusionista sig over de næsten 100 år gamle håndskrifter. De vil uden tvivl forgå sammen med mig og den snart glemte familie.
