Barndommens MODER – min mor – var altid nærværende. Dengang i 50 og 60’erne. Trods hjemmegående, var barnets angst der altid, angsten for at blive forladt, for at blive svigtet, angsten for at de blev hentet. At moren og faren blev hentet.
Hun havde slæbt sig udtørstet af boldleg i gården op på 4. sal for at finde låst dør og intet svar på blodig hamren og ringen. Åndeløs og hurtigere end lynet var hun løbet hylende ned på gaden højt hulkende ”tyskerne har taget min mor”. Moren stod i ismejeriet og købte smør fra fad til isskabet. Helt rolig under sin tørklædeturban med overskud til det lille hys-barn fra de store efterkrigstidsårgange. Som pludselig var gået i Palle-alene-i-verden-efterkrigscoma med angst ud over alle grænser.
Moren var ældre, da hun endelig blev gravid med efternøleren. I 8 år havde de ventet på en lillesøster til sønnike. Det lykkedes endelig, men så havde hendes far byttet vagt med anden politibetjent, og den 19. september befandt han sig pludselig om bord på båd til Tyskland. Til koncentrationslejre – til arbejdslejre. Igennem 7 måneder boede han på en træhård sulten hylde med tom madskål som hovedpude. Sammen med sine kolleger, bedste venner og en ældre bror.
Moren havde tilbragt dage og nætter på altanen på 4. sal spejdende efter manden. Han kom ikke før den 7. maj året efter – i 1945. Afpillet, udhungret, Basedowssyg og pensioneret i en alder af 40 år. Hun var præcis 3 uger, da hun så sin far første gang.
Som spæd og barn var hun ofte syg – havde altid ondt i ørerne og græd stille og meget, indtil hun 7 år gammel af huslægen fik penicillin. Hendes forældre faldt nærmest på knæ af taknemlighed over det medicinske mirakelmiddel fra Amagerbrogade. Hun selv var taknemlig over ikke mere at skulle stikkes og have ondt i ørerne.
Moren fortalte senere, at lægen engang før havde reddet hendes liv. Dengang hun var gravid under krigen, bad hun om abort. Hun var alene med usikker fremtid uden uddannelse. Havde kun gået 7 år i landsbyskole og været på husholdningsskole. Hvordan skulle hun kunne forsørge sig selv og søn, hvis og hvis faren nu ikke kom hjem fra kz-lejr. Det kunne hun ikke overskue. Lægen sagde nej, krigsfangemand var ikke brugbar indikation.
Hun holdt også meget af den gamle læge, selvom han besad en bister, militærisk og rank arrogance i sin mørke mahognikonsultation. Han klappede hende altid på hovedet og sagde ”du er min pige”. Han syntes åbenbart, hun var noget særligt, nævnte hendes brune øjne og roste hendes fod med smukke tæer og høj svang. “Du skal danse ballet” sagde han. Hun blev høj og rank af ordene, der gjorde hende til noget specielt. Først senere forstod hun rigtigt, hvad det med min pige havde betydet. – Endnu mange år senere havde hun på jobbet mødt hans lægesøn. Hun var på det nærmeste blevet forelsket i ham på grund af mindet om hans far. Han var lige karismatisk og med stærke øjne. Desværre døde han ung fra kone og små børn. Hun nåede dog at få lægehjæp af ham i hans konsultation i Hollænderdybet.
Aldrig havde hun dog tænkt i had og skuffelse om moren. Hun havde forstået hende med et liv i krigsusikkerhed uden krisepsykologer på spring til de efterladte. Moren havde jo heller ikke kendt hende dengang – før fødslen. Altid havde moren været der for hende lige til den dag, hun fyldte 95. Selv svigtede hun, og kom ikke ind i hendes sidste døgn. Det var i påsken 2002, og børn og bonusbørn havde bestilt lammekølle m.m. Traditionen tro – påskelørdag. I dag mange år efter var hun stadig trist over svigtet i morens sidste døgn. Det var en mærkelig paralyseret tur til Korsør fra Hillerød, hvor moren havde været så betænksom at dø på den sidste dag i måneden, i kvartalet. Det lettede boopgørelsen. Sådan havde hun altid været – selvopofrende, elskelig og hensynsfuld.
