Novembermørke i digtform anno 1844

Goddag og velkommen igen i år til mørke og lettere mismodige november.

Siden min ungdom i 1960’erne har jeg med gode mindesmil memoreret No-digtet hvert år den 1. november, som et slags vintermantra for årets næstsidste måned. Jeg glæder mig hver gang over dets alliteration af gentagne konsonantlyde, som no-no-rytmisk har prentet sig i min hukommelse. Samtidig glæder jeg mig også over, at vores nutid er knapt så dunkel som anno 1844 –  heller ikke rent lysmæssigt.

Derfor kære mørke November – hjertelig velkommen til vores hverdag præcis på samme tid som sidste år, ja, som hvert år med en påmindelse om, at vi trods alt bør smile til månedens indendørs hyggemørke. Det varer ikke engang alle dine 30 dage, før vi øjner en lysende og dejlig december allerede i november.

Heldigvis kan vi i vores år 2021 glæde os over ikke at være på shoppetur i London for 177 år siden! Måske også af så mange andre grunde, men lad os nu bare lytte til mørkets fortid á la

Thomas Hood   

No sun – no moon!

No morn – no noon –

No dawn – no dusk – no proper time of day.

No warmth, no cheerfulness, no healthful ease,

No comfortable feel in any member –

No shade, no shine, no butterflies, no bees,

No fruits, no flowers, no leaves, no birds! –

November!

Den poetiske og londonske knark Thomas Hood (1799-1845) var kendt som en munter forfatter, men blev senere i sit liv bedre kendt for sine mere alvorlige arbejder – bl.a. The Song of the Shirt. Her “angreb” han udnyttelsen af arbejderne og blev kendt i de europæiske, trykte nyhedsmedier.

Nedenfor blot 2 vers af i alt 11 fra The Song of the Shirt af Thomas Hood, 1843, hvor han viser sig som en sand socialist, der er sukkende, indigneret over den fattige og flittige syerskes slidsomme og dårligt betalte arbejde.

I nutiden kunne vi tænke vores iphones og iPads ind i sytøjet – ind i skjorten. Teksten bliver så pludselig helt aktuel.  Suk.

With fingers weary and worn,
With eyelids heavy and red,
A woman sat, in unwomanly rags,
Plying her needle and thread —
Stitch! stitch! stitch!
In poverty, hunger, and dirt,
And still with a voice of dolorous pitch
She sang the “Song of the Shirt.”

“Work — work — work,
Till the brain begins to swim;
Work — work — work,
Till the eyes are heavy and dim!
Seam, and gusset, *and band,
Band, and gusset, and seam,
Till over the buttons I fall asleep,
And sew them on in a dream!

Lad den smukke solnedgang sænke sig over et lysende novembermørke i mit  Nordhavn
Praised be 

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.