Oh, Fine – min smukke, livlige, højdespringende tøsehunni. Min elskede Cavalier King Charles Spaniel. Du landede pladask i mit hjerte for lidt over 2 år siden, 8 uger gammel. Nu er du borte. For ever.
Du overtog mit hjemmeliv og lagde roligt ører og øjne til min rytme. Vi var altid i synk – og du gad aldrig rigtigt de andre – de andre hunde. Sådan blev vi et perfect match med nok i os selv og hinanden.
Du indtog hurtigt dobbeltsengen ved din mors side. Drengene gik på 1. sal i deres hule. Din mor faldt godt i søvn med din bløde pote i sin.
Midt om natten listede du bag ryggen på mig, og når den gamle vendte sig, skridtede du lige så forsigtigt over hendes fødder om på den anden side. Hun skulle ikke snyde dig for et ryglæn.
Du havde altid travlt med at ryste og svinge dine legedyr. Desværre havde du også alt for travlt med at svinge ørerne og kradse dig. Hvad fejler min kære Fine dog – er det noget neurologisk tænkte din mor.
Efter 1 år kom du til MRI scanning på Universitetshospitalet for Familiedyr. Den 12. juni 2014 var diagnosen klar: syringomyeli (SM) i svær grad, kronisk otitis media (PSOM) med Chiari malformation. Det var noget af et chok, men også en forklaring på dine symptomer. Stakkels lille Fine.
Intet var dog bedre end at grave, tigge godbidder med storebror og spæne rundt på farens flymark i Gørløse. Det blev en lang, varm sommer med masser af fri leg og kænguruspring.
Desværre også med megen frustration og uro fra din side over et blad, en fjer, en pind, der pludselig lå et sted, hvor du ikke genkendte dem.
Persienner, der var rullet for lidt eller for meget ned, de skulle gøes af. Rigtig meget.
Andre hunde på dine enemærker blev knurret vredt af og angrebet med en aggressivitet, som slet ikke skulle være dig.
Uro, gøen, kradsen, slingren, skævgang, tilflugt i lille transportkasse – efter sigende med hovedpine – blev dine følgesvende de sidste måneder af dit og mit – af vores liv sammen.
Vi havde alle 1 uge i et følelsesmæssigt helvede i afventen på dagen, hvor Fine skulle have fred og post mortem indgå i et SM forskningsprojekt.
Fine og jeg var begge urolige og tørstige i lang bilkø ind til Kbh tirsdag morgen den 7. oktober 2014. Dagen for folketingets officielle åbning.
Dyrlægen forsikrede mig, at min beslutning var den bedste for Fine, hun var hårdt plaget af sin sygdom. Det vidste jeg godt, men alligevel. Hun var så elsket.
Fine blev filmet – inden det var slut – men så havde jeg hende også lige lidt længere.
Der blev foretaget en følsomhedstest på halsen – derfor bånd om ørerne som en anden Pippi. Hun var hypersensitiv efter deres målemetode.
Videoen skal bruges til undervisning af kommende dyrlæger sammen med mine videoer af Fines kradsen og svingen med ører. Jeg håber inderligt, Fine vil gøre en forskel for sygdommens behandling og forhåbentlig udryddelse.
Til helt slut gik vi alle 3 til en undersøgelsesstue med levende lys udenfor døren og i rummet.
Der lå flere tæpper og hundepuder på gulvet. Fine snusede til dem.
Mit hjerte hamrede.
Fine sad under min stol og guffede godbidder.
Jeg holdt vejret.
Fine fik en rolig injektion i en muskel i forbenet. Kun lidt piveri.
I løbet af et 1 minuts tid væltede hun under stolen.
Så – nu er det nu – panik – jeg tog hende op på mit skød.
Hun blev strøget roligt på sit lille, bløde hoved af både dyrlæge og moren, og jeg hviskede kærlige, velkendte ord til hende.
Phew – ro på mor.
Fine var nu “bedøvet” som før en operation.
Hun havde stadig åbne øjne og hjertefunktion.
Jeg kyssede og krammede farvel – og dyrlægen overtog Fine til blodprøver og den endelige fred. Inden patologerne tog over.
Meget tom og ked af det satte jeg mig ind i min bil. – Sad der længe – kunne ikke køre derfra.
Da jeg endelig startede kom der den skønneste orgelmusik, salmesang og gudstjeneste ud af min radio på P1 fra Christiansborg Slotskirke.
Det var så smukt og godt at køre hjem til. Det var til at blive helt religiøs af. – Og det forbliver jeg.
Hvil i fred smukke, majestætiske Fine i din blå himmel – foreviget i Thailand vinteren 2013.
Her er så stille nu.
Post scriptum – af den triste slags
3 uger efter Fines død blev 12,5-årige Buzzy pludselig syg med blodige diarréer uden respons på akut behandling. Vores elskede, altid raske Cavalier fik herefter fred. Til stor sorg især for faren. Det var hans trofaste følgesvend dag og nat. Jeg var dens mad- og træningsmor sammen med de 2 Ruby’er, vi har måttet tage trist afsked med pga sygdom.
