Er jeg i handle- eller lideform – i dag? Gå til bunds på siden og bedøm selv.
Hej du …
– Long time no hear
– Hvordan går det gamle jas, er du i aktiv eller passiv form?
– Øh, bøv – altså – jeg er slet ikke i nogen form overhovedet. Tror jeg nok.
Men jeg keder mig – er rastløs – og alligvel sidder jeg ned. Sidder helt stille, glor ud i luften og tænker – alt imens jeg grammatisk bøjer mit gamle liv. Lemmerne er lidt stive, lænden lidt øm, fingrene lidt krogede. Konklusion – jeg er i lideform og havde ikke andre sysler end at lege splatterkone med egne godmorgen-efter-bad-billeder. Ikke noget kønt syn mere. Men jeg er da i live.
Troede alder, erfaring og modenhed kunne være – var – en kvalifikation i disse dage. MEN det er det ikke. Må derfor lege med mig selv i min anonyme, fusionistiske verden.
Egentlig pudsigt, min generation af store årgange (dem, der er født i fyrrerne – altså 1940’erne), er der altid blevet bejlet til. Det bliver der ikke mere. Nu betragtes vi med vores aldring som særprægede, egoistiske og grålige oldtidslevn. Om ikke ligefrem her i start 70’erne som en ældrebyrde, men det skal nok komme en dag.
Vi var interessante og rigtig mange i en tid, hvor kapitalen ynglede, og vi besad en god portion købekraft. Nu er de store årgange blevet slidte og gamle og nærmest faldet ud af regnestykket. Som en anden kold tyrker ovenpå al den fokus, er vi ved at gå i glemmebogen. Der er ikke så meget kreativ købekraft og overskud i os mere.
Hvor vader jeg derfor veloplagt og sprudlende hen for at opleve andre voksne, næsten jævnaldrende, som ligner nogen, der giver den gas med overskud. Det må være så motiverende. Føler mig allerede halvt begravet og mangler både energi og inspiration til at gøre noget som helst udover at glæde mig til rødvinen til min aftensmad og lørdagsNoilly’en kl. 17:15 sammen med Poul Pilgaard Johnsen. (Flaskens ånd på Radio24syv – my favourite). Lytter, mens middag kokkereres og anrettes på rigtig porcelæn – det helt gamle, arvede musselmalede. Tænk hvis min føde endte på en plasticbakke med madhuller. Det kan blive virkelighedens gys en dag inden længe.
Tror I, jeg synes det er sjovt det her. Ikke at være med i en aktiv historietime. NEJ – det gør jeg ikke. I hele mit lange liv har jeg aldrig kunnet sætte mig ned og slappe af, før jeg liiiiige havde ordnet det og det. Jeg elskede at have travlt. Det kunne være huslige sysler eller planer og aktiviteter med “firmaet”. Mit eget. Det var tider. Nu gider jeg ingenting udover at læse romaner om andres levede liv.
Burde jeg gøre noget frivilligt i verden af i dag – den er så uhyggelig. Der er bare det, at frivillighed for mig oser af ikke at “tjene” noget. Noget, der kan ses på bankkontoen. Ellers gider jeg ikke. Meget politisk ukorrekt at sige højt – ved det godt. Helt korrekt skulle jeg i stedet for tænke på at sætte noget glædeligt overskud ind på min tilstandskonto. Sikkert en rigtig god idé. Hvor er der nogen ensomme, jeg kan hjælpe med at vrisse, hvor er der nogen flygtningebørn, som jeg kan lære både at tale og skrive dansk? Hmm …. tænke tænke – rigtig meget. Det må jeg altså lige sove på. Igen.
Kontemplerer i ro og mag til i morgen over min lyst til være aktiv og i handleform. Idéer popper allerede op. Skal jeg gå til motion, skal jeg begynde at ryge, skal jeg gå på skrivekursus, skal jeg gå ind i politik, på olde-uni, til lydighed og agility – altså med min hund – skal jeg gå til bridge via Ældresagen, til frivilligt arbejde, gå mere til børnebørn? JEG VED DET IKKE, men noget må gøres i mit gamle pensionist-fusionsliv. Jeg har godt nok meget at gruble over. Til i morgen.
Hip hil hurrah for det gamle liv. Jeg slutter af som aktivt rejsende mig – i slow-motion – fra min sofastol. Åndeligt face lift ligger forude med min morgen make-over. Jeg vil smile lidt til verden og sige tak for nu. Det hjalp.
,
Above is just too much. Thanks for minimizing.
