Hvor blev jeg af i tidens stille tomgang?

Ja, hvor blev jeg af? Hvor forsvandt min Fusionista hen efter sit lange suk engang i slutningen af april?

Her forleden tiskehviskede nogen til mig: husk på at tiden iler, og du tillader dig bare at være totalt fraværende! Har du glemt, at den uerstattelige tid forsvinder baglæns fra dig og aldrig vender tilbage? Tempus fugit. Tænk over det!

Jaehh, jeg ved det godt, og jeg kørte derfor mod nord i Danmark og stred mig fremad for at gribe fat i horisonten og et øjebliks sjælelig lise. Følte jeg gik gennem den totale glemsel i sandets bløde bund, og det var så hårdt, at jeg opgav. Jeg kom til at svede, og det var ubehageligt, det gik megalangsomt og føltes som om, jeg sad fast i kviksand. Min lise fandtes slet ikke der. Den var meget tættere på end jeg anede, den var lige inde i midten af mig selv. Jeg vendte derfor om fra drømmen om horisontens forløsning og gik hjemad, hjem til mig selv sammen med de andre for at køle af med min fusionstitel. Kæft hvor den passer godt til mig – min selvvalgte Fusionista-titel- altid mig i en omgang confusione.

Rubjerg Knude Fyr August 2017

Så stor ro på nu, siger jeg til mig selv, hvis det ellers skulle interessere nogen. Mit blegnende fravær i takt med tidens gang, henover en sporadisk sommer, er blot udtryk for reflektioner og ikke fravær, snarere mere nærvær. Med mig selv.

Konklusion. Fusionista’en er ikke forsvundet i egen tomgang. Hun er lige henne om hjørnet, og hun bevæger stadig alle sine gamle lemmer. Mine dage er blevet langstrakte midt i det kæmpe overskud på tidskontoen, der følger med alderen. De er en invitation til dovenskab i bøgernes verden, gåture med en snobbet-genert hund og hygsom småsnak med andre hundemennesker.

Mens dagene sejler afsted i og med tiden, sidder hund og Fusionista helt stille på molen arm i pote og spejder efter vuggende både og svaner, mens vores tanker flyder omkring i den vind, vi aldrig slipper af med her i Nordhavnen. Rytmen i vores hverdag er tidløs rolig, intet er som lige før, nærmeste fortid er forsvundet og næsten glemt. Her er roligt, trygt og tidløst uden at det foruroliger.

Lidt sløset uden mål og med bruger jeg som altid løs af tiden, som jeg fatalistisk mener at have nok af. Ellers kan det hele jo være ligegyldigt.

Godnat og tak for nu – jeg vender tankemæssigt og hverdagsagtigt snart tilbage..

Vi tisser godnat på molen overfor UN-City

 

Skriv et svar