Stå frem – bekend – bekend

“Du har valgt at stå frem i dag” – blev der netop sagt i radioen.

Ved ikke hvorfor, men var ved at brække mig over formuleringen. Kors altså, hvor hører  jeg tit denne sætning – bl.a. lige her for lidt siden på Radio-24syv.  Slukkede straks for et stykke formentlig empatisk følelsesladet dialogprogram.

Kunne ikke rumme en 15-årig pige, som havde valgt at stå frem i dag. Det lød som følelsesporno, og jeg ville ikke vide, hvad hun stod frem for og med. Det ville bare danne billeder og film, som jeg ikke havde lyst til at se.

Men gisp har vi ikke alle valgt at stå frem, valgt at gøre os visible, at stå frem og vrikke med røven. Vi bekender, vi blogger, vi udgiver memoirer, vi er på TV, i reality, vi er på sociale medier af alskens slags, hvor vi snapper hinanden, afslører, trøster, får bank, bliver store eller små, men vi får luft og får det meget meget bedre. Som stå-fremmere.

Ja, det er SÅ godt at stå frem. For vi er nemlig ikke alene om af brække os, vi er ikke alene om at være bange, om at opleve vold, om at være skidefulde og på rulleskøjter, helt reelt eller sådan i overført betydning. Vi er næsten fælles om at blive voldtaget på den ene eller anden vis, om at falde, sommetider dybt, om at rejse os igen, men hvorfor – hvorfor er det så nærende med insider viden om alverdens fortrædeligheder, som deles og kommenteres?  Bliver vi selv klogere, bekræftede, lettede, trøstede – jeg ved det ikke.

Blot at jeg intermitterende får posttraumatisk stress af det, og hver gang jeg efterfølgende ser eller hører en stå-fremmer, er min første tanke, nåh, har du nu fået brækket dig i dag, nåh, har du nu fået tæv og drukket igen. Og så klukker jeg indforstået med mig selv, så velinformeret jeg dog er om andres ulykker og ikke mindst, hvor flot de dog er kommet videre og har klaret det. Respekt! Sincerely, I mean it. Så kom du bare igang du gamle. Det er skide inspirerende.

– Og fame jo, jeg gør det knageme også selv. Står frem. Står ret og slår hælene sammen. Og bekender lige her midt i mit lucky-go-bloggy univers.

Nå, jeg hiver luft ind igen. Det var bare et par flygtige stå-frem tanker, som jeg hæmningsløst og narcissistisk deler på eget ego-medie med risiko for en ordentlig håndfuld fuckfingre. Men så må jeg jo stå frem og bekende med dem i hånden – og få det meget bedre.

StaaFrem400x338

Dagens stå-frit-frem selfie

 

 

 

 

2 Comment

  1. Men måske alt hele tiden bliver for meget, fordi først er det hele så skide pænt, med alle lykke opdateringerne, at det er til at brække sig over, og for at få lidt modvægt, lidt ligevægt, kalder det vel bekenderne frem, mig selv inkl 😉

    Og begge dele er vel følelses porno…….tænker jeg, for det ene er se hvor lykkelig jeg er, den anden se hvor skide ulykkelig jeg har været.

    Ved det ikke, kan udmærket forstå din reaktion. Måske vi alle bare er ved at finde ligevægten i forhold til, hvordan vi kan bruge den åbne mikrofon 🙂

    1. Jamen, du har helt ret dejlige cityprinsesse! Sorry, skrev ikke til dig. Synes det er helt fint, at vi deler og viser os i ligevægten mellem happiness og det modsatte – og jeg deltager selv og næres af det. Men det der triggede mig i dag, da Zoneprogrammet begyndte, var at pigen, der havde valgt at stå frem KUN var 15 år. Come on – stakkels pige. Vi er jo voksne og kan håndtere vores bagage og dele den med andre voksne – for åben mikrofon. Fin allegori i øvrigt, den kan jeg li´.

Skriv et svar