Længslens paranoia

Rubjerg Knude Fyr August 2017

Mine længsler løber foran mig og driver mig frem med et trygt tilbageblik.

Uden længsler – ingen fortid – ingen fremtid.

Hun havde altid kendt til længslen.

Længslen efter noget. Efter nogen.

Som hun ikke rigtig vidste, hvad var. Hvem var.

Alligevel rakte hun ud efter den. Løb efter den.

Uskyldsren længtes hun efter at blive voksen.

Som voksen blev længslerne farligere.

De var en konstant rastløs drivkraft.

Fremad efter mere ekstase.

Hun huskede fornemmelsen af opstemt forventning.

Mod noget udefinerbart og uprøvet.

Forude i uendeligheden.

Hun greb fat med håb og sitrende lykke.

Nu havde tiden bedøvet sanserne.

Magien ved længslen var forduftet.

Bevægelsens langsomme tryghed

var slet ikke magisk mere.

Hun kiggede sig over skulderen.

Mon længslen og håbet fulgte efter hende.

De havde opfyldt hende engang.

Hun håbede, men de var begge borte.

Fortiden var lagt øde og gold af tiden.

Hun så kun intetheden og hørte kun stilheden.

Hun følte trist tunghed i krop og køn.

Hendes længsel gav ingen mening mere.

Hun forblev solitær uden motivation.

Apokalypsen var totalitær.

Længslen efter længslen forblev dens paranoia.

Hun trodser – giver dem alle fingeren.

Udviser stamina og går intuitivt foran ind i landet.

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.