Det var en mørk aften ved 8-tiden på cykelstien ude på landet – lidt syd for Hillerød – på min sædvanlige aftentur med mine 2 Cavaliere i snor og lys om halsen.
Ud af øjenkrogen havde jeg bemærket en mørk mandeskikkelse og stor mørk hund noget bagude. De så lidt skræmmende ud. For mine 2 små “skødehunde”.
Da sort mand – i sort tøj og tophue – og sort hund nærmer sig, hører jeg sådan lidt hvæsende vesterbrosk “r I i løbetid”.
Næhh – vi var ikke i løbetid – og vi var kun 1 tæve her (mand indbød ikke til at jeg begyndte at joke og tale om egen løbetids slut for mange år siden). Min største på 12 kg var en han. Han var gammel – 12 år – og fredelig.
”Nårhh, mand – skide godt – så kommer Viggo lige over og hilser.” Vi stod i modsatte rabat – jeg var sådan stadig lidt skræmt over mand og sort hund. Tænkte flygtigt på lænkehunden Bamse i købmandsgården i min barndoms sommerferier. Den var jeg godt nok bange for. For dens gøen og savlen (men kors, stakkels hund).
”Viggo er jordens fredeligste hund – ka’ han li’ en hund, overlader han gerne sin madskål til den”. Okay, imponerende – det gør mine små altså ikke uden kamp. Så jeg rykkede et par skridt nærmere Viggo og hans far, det tegnede jo trygt nok, men mærkede lige om min telefon var klar i lommen. Kunne ikke rigtig greje om Viggos far var fuld eller bare talte, som man gjorde i Krysters Kartel på DR2. Sådan jargonagtigt, ærke storkøbenhavnsk á la satire.
”Men altså Viggo blev skide vild i går aftes, da vi mødte tæve i løbetid. D’rfor sku’ jeg lige være helt sikker.”
Det var jo meget betænksomt af Viggos far.
– Ja, så begyndte vi at snakke, ikke tale, bare snakke …. snarkke … som man gør vest for Valby Bakke …. (Peter Sommer, 2004).
– Og jeg fik det bedre og bedre, og nu startede vi på at gå videre sammen med vores 3 hunni’er i snor. Folk med hunde er altid søde og rare og trygge. Så det blev jeg også ved Viggo og hans far.
”Jaeh, altså Viggo og jeg har været sammen hver dag – døgnet rundt i 10 år nu – han er en skidedejlig hund. Kender alle mine vaner (og, ja, det gør mine hunde også!). D’sværre har han gigt nu – og det kan jeg sgu se, din gamle osse har, sådan som han halter.”
Så fortalte Viggos far om de indsprøjtninger, Viggo fik hos dyrlægen 2 gange om året. ”Sådan lige i skulderen, han piver kun lidt, han er skide dygtig” – ”Det sku’ du også prøve – det koster kun sådan cirkus femhundrede – så er Viggo frisk igen – og det betaler man jo gerne for sin bedste ven”.
Blev helt rørt og forestillede mig hans ensomme liv med Viggo. Jeg var holdt op med at give min hund sin pille og fik dårlig samvittighed. Men – okay – han får specialkost og diverse pulvere (som moren) – og okay, vi havde da også været ved dyrlæge en enkelt gang.
Sendte en god sund tanke til den ”vulkanske, mineralske aske (Zeolit), som jeg forhandlede. Det havde faktisk haft en fantastisk virkning på mine led – knæ, fingre osv. Ja, jeg kunne sågar finde på at småløbe-lunte på mine hunni-gåture. Det var ret “fedt” og dejligt.
Så midt i vores vildtfremmede aftengåtur nævnte jeg så egen gigt og min nye kur på Zeolit – på vulkansk aske – og Viggos far havde søreme også gigt og blev fyr og flamme og ville gerne høre, hvad det kostede, og hvordan man spiste det.
Vupti, kunder i butikken – super lækkert her sammen med ukendt sort hund og dens far. Midt i mørket på en cykelsti. Ude på landet.
Fortalte, at min netbutik hed ”Fusionista” – og det skulle jeg lige sige et par gange til Viggos far. ”Kæft – et fint ord” – sagde han – og herefter meget klogt spørgsmål – ”hvorfor det”?
Jo, altså, egentlig burde jeg være pensionist, men det gider jeg ikke, så jeg kalder mig i stedet fusionist, som en fusion af mine mange liv. ”Århhh – skide smart”. ”Ved sgu ikke om jeg kan huske ordet, til jeg kommer hjem – har du ik et kort?”
Guud, hvor vildt avanceret, at gå med business card herude på prærien i mørket – det må jeg huske nu fremover – og vildt sejt af Viggos far at spørge efter det.
Nævnte forsigtigt, at jeg hørte til de store årgange efter 2. Verdenskrig (mon han kendte den) – og at jeg var 68.
– Beundringen faldt prompte:
”Hold da helt kæft, er du SÅ gammel – jaeh, altså det kan man sgu hverken se (det var jo mørkt!!) eller høre” – ”det virker da til, at du har omløb i pæren, altså ikke at jeg troede du var skraldemand – altså …. ikke at skraldemænd ikke kan være kloge, det er ik’ det jeg mente – det kan de sgu godt være – men du kan da bare nogen fine ord”.
Stod så der og sagde til Viggo’s far, at det da var ”sødt” af ham at sige. Dumt ord til situationen. – Og hundefaderen replicerede lynhurtigt: ”Det sgu ikke for at være sød – jeg mener det – du er sgu da god nok”.
Stort takkesmil i mørket.
Vores stier gik nu hver deres vej, men Viggo’s far skulle også lige høre om, hvad jeg havde lavet i mit tidligere liv. Så jeg fortalte kort om det med eget firma og analyselaboratorier osv – og hundefaderen sagde igen: ”kæft, du har sgu pæren i orden”.
Respekt til Viggos far.
Vi skiltes nu, min sti gik hjem og jeg halvråbte ”pænt farvel Viggos far”, og sjældent har jeg været så overglad på resten af min tur hjem.
Det var den bedste snark /snak – samtale – jeg længe har haft. Så meget beundring på så kort tid på en mørk sti på landet. Jeg mødte aldrig Viggo og hans far igen, men havde heller ikke lyst til at bryde fortryllelsen. Hvil i fred Viggo og far, mødet med jer var en overraskende god og glad oplevelse – tak for det?
