Kære LL!
En varm kærlig hilsen for at fortælle, at jeg dagdrømte jeg lå i din seng bag dig, krop mod krop med næsen i din nakke. Jeg kunne fysisk mærke dig og var til stede i rummet. Efter et stykke tid faldt vi i søvn, og solen skinnede ind ad vinduet, da vi vågnede.
Det korte brev var fra elskeren med det fine lille skæg. Hans smukke, slanke fingre kunne ikke holde fri fra hende i køen i supermarkedet, han havde kysset hende i nakken og købt sigtemel. Det var en sjælden, stille nydelse.
De cyklede hjem, han æltede brød med hjertet og bagte kartoffelbåde med flag i. Hendes børn blev sendt ud for at lege på midterstriben på landevejen, mens de hævede. Brødet, elskeren og moren.
Hun jonglerede 2 simultane mænd. Den ene var helt indenfor og kradse i sjælen med en følsom pilfinger som en Viking nr. 2. Den anden kradsede kun, når han fyldte hende til ug med kryds, bolle og slange. Det irriterede hende ad H til, at hun var så let. Hun lod sit onde gen svirpe snerrende over manden, hun kaldte revisoren. Han gjorde sig ellers sådan en umage med sit regnskab og sin frimærkesamling. Ville så gerne bære hende og hendes børn på hænder og fødder og købte bil, så han kunne fragte hende omkring som et nedlagt bytte. Lad dog fjolset, tænkte hun, mens hun inderst inde strittede voldsomt imod og blev endnu mere glad for sin cykel. Hun skulle ikke småborgerliggøres i en Ford et eller andet. I en rigtig revisorbil. Pis.
Bogholderen og hans udstyr gjorde hende momentant tilfreds, ond og utaknemlig. Venner bedyrede, at han var et fund for hende. Gu’ var han nikkenej. Frimærkerne, bilen og til sidst den gule buket var dråberne, der valgte for hende. Revisorens excelark visnede, hans kolonner faldt sammen, han brød op, han forsvandt fra den onde kæreste – efter den gule buket. Hun ville åbenbart ikke have tryghed, og hun kunne ikke læse skiltet, hvor der stod den rigtige vej. Som Anton Hannibal Olsen valgte hun den forkerte vej. According to mr. Excel.
De gule tulipaner
De blev afskedsdråben, der kom på dagen for fyrreårsfejringen – 40 gule tulipaner. Ikke roser, men tulipaner.
Revisoren hvæsede “falskhed” til den altfavnende gule buket. I sit berørte, stille indre frydede hun sig over modenhedens, gavmildhedens, intellektets og intuitionens farve. Hun elskede det velskabte, vegetabilske gule vanvid med en æterisk taksomhed. Hendes gule gifte gom blev aftenens og nattens hovedperson uden fysisk tilstedeværelse. En superstar i kulissen helt uden blusel, kærligt, smukt og snedigt.
Hun gik i seng til et tilbageforladt kig ud i natten gennem det vældende blomsterflor. Buketten sov for fodenden. Lettelse og sårbarhed deltog i en tankevækkende ny virkelighed. Hun var atter alene, men velsignet fri – hun var blevet rørt ved og var klar og åben igen. Søvnløsheden gryede i hendes slørede synsfelt.
På de efterfølgende lange dagsmarcher favnede hun sin gule gom, men pludselig var han borte – han stolede ikke mere på hende. Hun var utroværdig, jagende og flagrende. Hun lod ham forsvinde, kunne ikke holde fast i noget, i nogen. Det gule opbud blev til universelt opbrud.
Lettilgængelig blafrede hun rundt i sit nye job med alle mulighederne for at præstere og præsentere. Resignationen havde hun endnu ikke lært, hun var til suset, tomheden og den bitre erfaring. Hun blev lige så innovativ som jobbet og spænede videre ud i verden med al sin rastløshed, hendes evige, faste følgesvend. Kun for igen og igen at erfare, at det kunne man ikke – få en enkelt mand med det hele. Denne perfekte mandemenu eksisterede ikke i hendes verden. Desværre.
