JA, HAPS – dengang mormor var ung, tog man store hapsere af ungdomslivet. Alt skulle prøves, alt skulle gøres vildt og vovet. Rent personligt startede min ungdom først, da jeg som 22-årig blev gift med færdiguddannet jurist. Det blev til børn og stor omgangskreds af akademiske ægtepar, som alle forstod at bunde en flaske og en fest. Der var ingen smalle steder for højt humør og en uskyldig omgang strip poker. Alle var very fuckable på en forfalden og naturligvis begavet måde!
Netop f-ordet hørte jeg for nogen tid siden nævnt i min radio. Meget voksne kvinder talte om savnet af ikke længere at være fuckable. Guud – tænk at de overhovedet turde nævne det unævnelige F-ord i disse #metoo-tider. Det måtte da være ment som en joke, selv om jeg er overbevist om, at unge piger i dag på ingen måde finder det spor sjovt. Såre forståeligt, valget skal være deres. Til at sige stop.
Dengang mormor stadig var en ung, voksen single og bar en usynlig rødstrømpeuniform – det var i 1980’erne – betød fuckableness alverden. Vi sagde ikke stop. Selvom vi ikke tænkte i fuckabilityevner, var det det, vi tændte på, og det vi gjorde med hvem, vi nu lystede. Det er pigerne, jeg taler om her. Selvfølgelig alt imens vi uddannede os, havde været gift, gik på uni eller havde job og var enlige mødre.
Da jeg i nutiden genhørte fuckabilityordet, smilede jeg og følte en vis lettelse over, at min pensionistalder var vokset fra det. Men jeg kunne godt lide at smage på ordet, sutte lidt på det og sige det højt for mig selv. Spurgte alderssvarende, om jeg også længtes efter at få den – “evnen” – tilbage? Få min “stråleglans” som et brunstigt og farverigt dyr tilbage?
Næhh – det gjorde jeg egentlig ikke, og hvad pokker, evnen til ”fuck” havde man vel altid – hele livet. Hvis det nu skulle være. Lysten kunne svinge op og ned, men det var vel hverken alders- eller parrelateret? Sværere var det ligesom at gide at fastholde sin udstråling, og det spil mellem to mennesker, der var så givende og gav gensidig fascination. Une fascination reciproque havde siden min ungdom i Paris været mit bonmot overfor tilstedeværelsen af den vibrerende fornemmelse af genforelskelse. Uden den ingen elskov. I takt med den synlige alder på ens cover var dette behov og denne følelse falmet og stedt til hvile. Selvom både hjerne og følelser fungerede, accepterede man sine begrænsninger for at blive set og bekræftet. Den salige eskapisme i samhørighed og carnal intimitet var forduftet.
Vidste naturligvis godt, at der ingen attrå var i en alder > 75, og jeg bad skyndsomt seniorsex-fantombillede gå væk sammen med mine smagløse svulmende tanker. Men hvad var det så, jeg længtes efter? Hvis overhovedet noget og ikke engang et evigt liv! Stadig at have en gråpærestor uterus og et sæt aktive ovarier? At starte forfra med nye partnere. Nej tak. Ellers tak. Alle disse scenarier virkede i dag totalt dystopiske. Ens korpus var falmet og stod for fald, og dets appetit var sat på vågeblus til baggrundsmusik af ungdommens stråleglans. Længslerne lå i bagagen og fulgte forbrugte og tilfredse med tiden.
Man havde smagt de forbudte frugter og var heldigvis qua alder og erfaringer kommet videre til en roligere iscenesættelse af resten af ens liv. Resignationen længe leve! Sic dixit en Fusionista … Haps.
