Dengang mormor var ung

Et galleri i Saint-Paul de Vence

Haps – ja, dengang mormor var ung, tog man store hapsere af ungdomslivet. Alt skulle prøves, alt skulle gøres vildt og vovet. Rent personligt startede min ungdom først, da jeg som 22-årig blev gift med færdiguddannet jurist. Det blev til børn og stor omgangskreds af akademiske ægtepar, som alle forstod at bunde en flaske og en fest. Der var ingen smalle steder for højt humør og en uskyldig omgang strip poker. Alle var very fuckable på en begavet måde – naturligvis!

Netop f-ordet hørte jeg forleden nævnt i min radio. Meget voksne kvinder talte om savnet af ikke længere at være fuckable. Guud – tænk at de overhovedet turde nævne det unævnelige F-ord i disse #metoo-tider. Det måtte da være ment som en joke, selv om jeg er overbevist om, at unge piger i dag på ingen måde finder det spor sjovt. Såre forståeligt, valget skal være deres. Til at sige stop.

Dengang mormor var ung, og hun bar en usynlig rødstrømpeuniform i 1980’erne, betød fuckableness alverden. Vi sagde ikke stop. Selvom vi ikke tænkte i fuckabilityevner, var det det, vi tændte på, og det vi gjorde med hvem, vi nu lystede. Det er pigerne, jeg taler om her. Selvfølgelig alt imens vi uddannede os, havde været gift, gik på uni eller havde job og var enlige mødre.

Besøg forlaget Taschen her

Da jeg i nutiden genhørte fuckabilityordet, smilede jeg og følte en vis lettelse over, at min pensionistalder var vokset fra det. Men jeg kunne godt lide at smage på ordet og at sige det højt for mig selv. Spurgte, om jeg også længtes efter at få den – “evnen” – tilbage? Få min “stråleglans” som et brunstigt og farverigt dyr tilbage?

Næhh – det gjorde jeg egentlig ikke, og hvad pokker, evnen til ”fuck” havde man vel altid – hele livet. Hvis det nu skulle være. Lysten kunne svinge op og ned, men det var vel ikke aldersrelateret? Sværere var det ligesom at gide at fastholde sin udstråling, og det spil mellem to mennesker, der var så givende og gav gensidig fascination. Une fascination reciproque havde siden min ungdom i Paris været mit bonmot overfor tilstedeværelsen af den vibrerende fornemmelse af genforelskelse. Uden den ingen elskov. I takt med den synlige alder på ens cover var dette behov og denne følelse falmet og lagt til hvile. Selvom både hjerne og følelser fungerede, accepterede man sine begrænsninger for at blive set og bekræftet. Den salige eskapisme i samhørighed og omsorg var forduftet.

Vidste naturligvis godt, at der ingen attrå var i en alder over 70, og jeg bad skyndsomt seniorsex-fantombillede gå væk sammen med mine smagløse tanker. Men hvad var det så, jeg længtes efter? Hvis overhovedet noget. Stadig at have en gråpærestor uterus og et sæt aktive ovarier? At starte forfra med nye partnere. Nej tak. Ellers tak. Alle disse scenarier virkede i dag totalt dystopiske. Ens corpus var falmet og stod for fald, og dets appetit var sat på vågeblus til baggrundsmusik af ungdommens stråleglans. Længslerne lå i bagagen og fulgte forbrugte og tilfredse med tiden.

Man havde smagt de forbudte frugter og var heldigvis qua alder og erfaringer kommet videre til en roligere iscenesættelse af resten af ens liv. Resignationen længe leve. Sic dixit en Fusionista … Haps.

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.