Efter 5 år som koncertpianist i psykiatrien – på den med kuglehovedet – sad hun nu i en professionel kontorstol i det “private”. Lettere perpleks og årvågen i sit nye job. Bøjet over sig hørte hun en skrap og kontant smilestemme spørge: “hvad er dit password”? Hmm, ja, hvor fa’en skulle hun vide det fra. – Og det vidste smiley udmærket godt, at hun ikke vidste fra den primiverden, hun kom fra i det “offentlige”.
Hun så Richard Burton fyldt med passwords ud af munden ved Check Point Charlie i Spionen, der kom ind fra kulden. Hun gøs ved tanken om koldkrigsspioner, men rettede ryggen og tænkte hurtigt Mild Moses, hvor spændende, det havde hun altså ikke lige set komme. Et password – men til hvad dog?
Året var 1985 – det var den 1. maj – arbejdernes kampdag – og hun var nu endelig sluppet ud af sit legende liv som fantasifuld, virtuos pianist på den røde IBM med kuglehoved og slettetape. Hun havde i skrivende drømme leget talentfuld og beundret pianist længe nok nu.
I 5 år havde hun spillet på IBM’en med lynets hast for sin overlæge på psykiatrisk afdeling. I eget kontor med egen nøgle til dør, der kunne låses p.n. – pro necessitate – ved behov. De syge gik jo derude, og man vidste jo aldrig, hvad der kunne stresse dem.
Via diktafon, små kasettebånd, ørepropper og fodpedal havde hun skrevet anamneser – sygehistorier – så lange som onde år, sider op og sider ned. Ordene var uendelige og hendes fingre måtte lege beundret pianist for at kunne holde til det – dag ud og dag ind i 5 år. Hun var sluppet ud til ny start i fagre nye verden – hendes voksenliv skulle til at begynde. Hun var 40 år.
Og så stod profdamen der ovenover og afkrævede hende et password og et logon. Jamen, det var jo helt fantastisk topspændende. Hun følte sig udvalgt i den nye, fremmede verden. Skulle åbenbart agere en slags spion i computerfirmaet Hewlett-Packard og forstod ikke et kuk. Hun sad der forvirret over et password i en analytisk serviceafdeling. Hvordan hulen lavede man sådan et til åbenbart hemmelige analyser og rapporter.
Mon ikke hun havde været lige kæk nok til den ansættelsessamtale med test og hele oversættelsespivetøjet udi fin terminologi. Helt ukendt fra hendes ikke-innovative lægesekretærverden. Godt hun altid havde været skrap til lægelatin. De skulle ikke tro noget, her i det private erhvervsliv. Hun skulle nok lære det.
Passwordet gjorde ondt. Logon’en var endnu værre. Servicedamen stod stadig bøjet over hende, smilende og virkelig bedrevidende og meget professionel. Skrivemaskine ignorant. Hvad kunne hun mon bruges til. Hun vidste, det var det, erfaren servicekollega tænkte.
Okay, endelig forbarmede og forklarede proffen, bla bla bla … hvordan det hemmelige password kunne konstrueres. Kors, hvor det var svært. Det måtte endelig ikke skrives ned. Det skulle huskes i enhver situation. Altid. Gisp, tænk, hvis hun efter en weekend i hegnet glemte det eller kom til at afsløre det til nogen. Bare sådan for sjov. Tanken turde ikke tænkes. Det sagde smiley helt tydeligt, helt ordløst.
Efter halv time i nyt job var hun træt, nervøs og forvirret. Gu’ ved om hun ikke var for gammel til at skifte job fra det offentlige til det private. – Og nu sagde smilende mund en hel masse om servicekontrakter, indtastning, udprintning og arkivering i et ringbind. Et helt almindeligt, taktilt ringbind søreme! Puha, det lød trygt, men det med udprintet, det lød svært. Altså – come on – hun skulle bare trykke på tastaturet neden for det store bordtv, som hed en computer. Og tænk, hun var selv herre over, hvad den viste på skærmen. Så hvem var egentlig den intelligente her. Ja, sig mig lige det. Et let tryk og vupti, hendes gøren og laden ville fluks udkomme på papir.
Det havde hun dog først fundet ud af nogle dage senere. En dag, hvor hun havde vovet sig væk fra sin kontrolpost. Tilfældigt opdagede hun en kæmpe slags kopimaskine – troede hun – hvor noget papir kom springende ud fra. De andre, der stod omkring den, sagde, det var deres printer, mens de smilede til hende. Tænk engang på flere meters afstand blev hendes analytiske arbejde spyet ud i det åbne rum. Godt man da havde sit password i fred. Hmm ……
På turen ned gennem fortidens irgange smilede hun over de gode gamle it-stupide minder fra for næsten 3 årtier siden. Fra dengang, hvor man kunne holde fri og være i ro for alverdens teknologi. I dag eksisterede hun nærmest ikke, hvis ikke hun var online i alle sine vågne timer. På et eller andet snap-whatever-medie. Og hun ku’ li’ det – med både børn og børnebørn.
Så – happy end og snip – snap – snude – historien er næsten ude!
– Hun legede dog stadig piccolo piano pianissimo på sit MAC keyboard, og hun jonglerede stadig med et åbent hav af uendelige passwords til stort set alt. De lod hende aldrig i fred. Men de blev stadig ikke skrevet ned, som hun engang havde lært af den søde HP smiley. De skulle basta bum huskes, indtil hun gik i sort.
