Om svæveflyvning og en sommerdag i himlen

En sommerdag i himlen

Af Egon Trust, fritidspilot og instruktør

Mange mennesker tror stadig at svæveflyverne er afhængige af blæsevejr for at kunne flyve. Sådan er det ikke!

Svæveflyvningens vigtigste energikilde – til frembringelse af  opstigende luft – er solen. Varm luft er lettere end kold luft, det ved enhver, der har set en varmluftballon.

Når solen skinner på en mangefarvet jord: pløjede marker og tagene i byerne, asfalten på en vej, en flyveplads landingsbane, en bakkeskråning som vender mod syd, så vil disse og hundrede andre “termiske kilder” blive varmere end omkringliggende grønne marker, skove og søer, og luften over dem vil have en tendens til at stige op. Under visse vejrforhold, vil denne opstigende luft rive yderligere luft med sig fra den omgivende atmosfære, og smelte sammen til store opstigende bobler, der kan klatre til vejrs indtil de i højden afkøles og danner cumulusskyer.

 

Om sommeren kan skyerne undertiden udvikle sig endnu mere til tårnhøje cumulonimbusskyer, som stiger op i himlen til 30.000 fod eller mere.
Det tog overraskende lang tid for mennesket at opdage denne daglige cyklus af den dynamiske luft (Nittenhundrede og tyverne).
Hvor tit har du ikke bemærket den klare blå himmel en tidlig sommerdag? For så at iagttage, at når solen stiger og begynder at varme Jorden, så kommer den første antydning af en dunet sky; og senere er himlen spættet med svulmende nålepuder af hvide cumulusskyer, og endelig, når solen går ned, begynder disse skyer at vælte og dø, indtil himlen igen er skyfri og lidt støvet blå.
Støvet som i løbet af dagen er blevet båret op af den opstigende luft forsvinder langsomt i løbet af natten, og ved daggry er luften igen klar og sigtbarheden er uhindret til horisonten. Den samme sekvens er i gang med at gentages.

Hvis du er klog, skynder dig ud til din svæveflyveklub, for i sådan et vejr er køen af medlemmer, der er ivrige efter at komme i luften meget lang. Så snart du ankommer går du i gang med de hundrede og én opgaver, der er involveret i at få flyene gjort klar.
Inden for svæveflyvning udføres alt arbejde af klubbens medlemmer, det er en del af fornøjelsen og holder omkostningerne ved at flyve på et minimum. Mange af svæveflyene skal først samles (medmindre klubben har hangarplads nok til at have dem opstillet fuldt rigget) og skal derefter kontrolleres for at sikre, at de er luftdygtige. Trækbiler, spil og slæbefly skal efterses og serviceres.

På slaget 0930 afholdes briefing med gennemgang af vejret, startopstilling og fordeling af fly og arbejdsopgaver. Flyene skal bugseres til startstedet, spillet køres til banens modsatte ende, og ca. 1000 m wire trækkes ud klar til at kobles til bugen af det første svævefly.

Når din tur kommer, på med faldskærmen, stig om ombord og spænd dig fast. Alt i cockpittet kontrolleres, hutten lukkes og wiren kobles til flyet. En tipholder signalerer til spillet, når du er klar og wiren strammes. “Kør ind” råber tipholderen og med en kraftig acceleration begynder dit fly at køre fremad, du trækker let tilbage i pinden, og i en stejl stigning forlader du jorden.
Lige før du startede, kiggede du rundt i den lokale himmel, og til den ene side har du set et par svævefly kredse i ophøjet ro. De har fundet en boble og ligesom rovfugle, cirkler de rundt for at holde sig inde i boblen. De viser dig kursen.
Ved 1.200 fod er du næsten over spillet, og du trækker i koblingens udløserhåndtag. Wiren frigøres og falder bort og dit svævefly springer op ligesom i glæde. Straks drejer du mod dine heldige venner, der nu er kravlet et godt stykke over dig. Idet du når hen under dem, kommer dit fly pludselig til live. Vingerne ryster lidt, og styrepinden vibrerer i dine hænder, variometernålen bevæger sig fra en støt -0,7 m/sec til nul, lidt op, ned, op igen. Styrbords vinge løfter sig, så det er sandsynligvis til den side luften stiger. Du tvinger højre vinge ned og drejer ind i boblen. Variometeret begynder roligt at vise 2 m/sec og mens du kurver, begynder jorden at fjerne sig under dig. Du har fået kontakt med termikken og fortsætter i din nyligt fundne elevator.
Du er borte fra hverdagen, uden anden lyd end suset fra vinden over vinger og fly og variometerets bippen. Du er nu ikke længere en mand, du er en intellektuelt avanceret fugl.

Du har ikke en fugls instinkter (selvom du med årene tager et stigende antal afgørelser instinktivt), men du har en betydelig bedre intelligens. For at forblive til vejrs er du nødt til at fortsætte med at finde opstigende luft, og du kender en hel del til de naturlove, der skaber termikken.
Inden du startede har du besluttet at flyve en trekant på 240 km. Du skal runde nogle vendepunkter, som du allerede har deklareret, før du startede. Den første boble har ført dig op i bunden af en flad cumulussky. Du er stadig ikke langt fra dit startsted, og det er ikke tilladt at fortsætte ind i skyen. Så du retter op på kursen og flyver i retning af dit første vendepunkt.
Med 160 km/t har du hurtigt efterladt flyvepladsen bag dig, og det grønne og brune spraglede landskab glider stille forbi nedenunder. Forude og noget til højre, ser du en lille landsby og til venstre for den er der en cumulussky. Over byen eller under skyen vil der sandsynligvis være en luftsøjle med indbygget elevator. Hvilken skal du prøve? Problemet løses ved synet af to musvåger, der fredeligt kredser foran og lidt til venstre. Du flyver derover, sætter farten ned til bedste stigehastighed og slutter dig til dem i deres cirkler. Straks begynder variometeret igen at stige. De tre fugle svinger rundt i rummet i lykkelig sameksistens. Rovfuglene kigger nysgerrigt, men er på ingen måde skræmte over den nye store fugl iblandt dem.
Endnu en gang når du op til skybasen, efterlader fugleparret og retter ind på kursen.
Og således fortsætter flyvningen.
Det er en sommerdag i himlen.
Du forsøger ikke at ræse, at slå rekorder eller at tage risici, du nyder bare tilværelsen. Jordens herlighed og luftens frihed tilhører dig i tre, fire, måske fem timer.
Sidst på dagen, har den stigende termik båret myriader af insekter op fra markerne nedenunder, og himlen bliver fyldt af jagende svaler, der ikke cirkler for fornøjelsens skyld, ligesom musvåger eller måger, men flyver spjættende frem og tilbage med næbbet vidt åbent for at afhente deres måltid i flugten.
Skyerne er ved at bygge op til deres klimaks, før den nedgående sol dræner livet ud af dem, og de opløses og dør. Forude kan du se flyvepladsens bygninger glimte i den lave sol.

Den trofaste tosædede skoleflyver starter, kredser og lander med sin elev ombord. To andre svævefly nærmer sig pladsen for at lande og andre på jorden er ved at blive trukket hjem mod hangaren.
Du kurver tæt ved pladsen for at flyve overskydende højde af, drejer ind på medvind i din landingsrunde, trimmer flyet og udfører dit landingscheck. Du afslutter landingsrunden med et finaledrej, trækker luftbremser og flyvepladsens begrænsning stryger forbi nedenunder, flader ud og kysser græsset med et svagt bump. Flyet holder stille. Venstre vinge falder stille til ro på jorden. Du er nede. Du er atter et jordbundet tobenet medlem af flokken.
En af dine kammerater kommer med flyhenteren og spørger: “God tur?” En typisk dansk underdrivelse! Du har lige haft en dag med ubegrænset frihed: du har været i himmelen med alt, hvad dertil hører. I bakspejlet har dagen en naturlig herlighed og alt hvad et menneske kan stræbe efter.

Nogen vil spørge “Er sex stadig bedre end svæveflyvning?”.
“Ja, når det regner!”

Egon Trust