Hvæs, hvæs – riv, riv, riv – at være baggårdskat det er et hundeliv …
Sangen dukkede rytmisk op i hendes hoved midt i S-toget i myldretiden. På det plettede plyssæde i hjørnet ved vinduet en helt almindelig hverdag midt i en helt almindelig uge.
Årsagen var de 2 dyrt duftende, ranknakkede pigedamer i sædet foran. Den ene med hvid manke, den anden med rød. Snehvide og Ruby, kaldte hun dem. De læste ikke i kaffegrumset i hånden, som de andre bøjede nakker. De hviskede sammen, hemmeligt, indforstået og lidt frækt så det ud – bagfra.
Ellers var S-toget tavst som et taktfast rullende sarkofag. Al dialog foregik i total tavshed ved håndaflæsning og frossen mimik. Man så ingen taktile aviser eller håndholdte bøger, der var ingen visuel eller hørbar snak. Tavshedens fingre var kupéens sinusrytme. Alle nakker var bøjede over et taktfast glid med tommelfingeren. Nogle gange stoppede den, tommeltotten, pegefingeren gav et lille hop og der blev måske læst en eller anden kort kommentar.
I hvert fald lignede hun selv én der læste, men lige nu fakede hun i den larmende tavshed, som føltes foruroligende. Måske de andre gjorde det samme, lod som om de læste og vadede i venner og spændende feeds. Deres fingre ligende på ingen måde fordybelse.
Hendes tommeltot gled rytmisk over skærmen, men den følte ingenting. Ørerne lyttede derimod intenst og forplantede sig til en indre film, mens Snehvide hviskede højlydt. Hun var dødtræt af at lege hans skødehund. Hun ville hellere have sit gamle hundeliv tilbage. Som en fri fugl. De klukkede. Hun havde fået nok af stram dressurline, bedækning og godbidder. Når det passede HAM. Snehvide snerrede HAM.
Hun så for sig en Boxer bumpe ind i Samojedespidsen, mens de hylende hang sammen i et langt savlende suk. Fy da – midt i toget. Hun lignede slet ikke tanken.
Snehvide hviskede hæst noget om, at han i aftes havde bedt hende om at opføre sig ordentlig og holde kæft. Ja, han havde råbt det spruttende hen over ryggen på hende, så diamanthalsbåndet var droppet af. Hun havde derfor besluttet, at nu var det tid til en detox.
Ruby nikkede ordløst og så oppefra og ned på sin veninde. Blikket set bagfra sidelæns lignede et, der ikke var spor forundret over Snehvides lænkede, ydmygende liv og sexliv. Snarere lidt misundelig. De hviskede videre, at nu måtte de også snart singlemødes downtown på den der ice bar, hvor de for nogle år siden havde tøet hundetæmmeren op. Det grinede de meget af, som om det trods alt havde været en god idé.
Igen så hun Snehvide på alle 4 med blændende diamanthalsbånd på en blinkende blålig islandskagtig isflage. Over hende smældede pisken, og blodet flød ud til en blodrød skøjtebane. Pludselig kom Rubyen elegant glidende ind fra højre i et letpotet skøjt på den røde isbane og faldt Snehvide om halsen. De hviskede tæt og græd og grinede indforstået sammen.
Snehvide rejste sig med et sæt og stod af i Hellerup på vej til de måske sidste benspjæt og strint i sit lænkede hundeliv. Mon hun klarede detoxen?
Røven var større og så dyrere ud end hun havde forestillet sig. Den store røde trutmund og fuckfingeren til Ruby tydede ikke på, hun var helt parat til at smide halsbåndet og forlade sin Boxerbuffer.
Hendes indre film fadede ud, kupéen blev dødsstille, men hvæs-riv-riv-rivsangen forblev rytmisk inde i hende. Vi stod begge stille af på endestationen, jeg og Ruby – til hver vores lænkede liv.
