Il pleure dans mon coeur …

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville
Quelle est cette langueur
Qui pénètre mon coeur?

Ô bruit doux de la pluie
Par terre et sur les toits
Pour un coeur qui s’ennuie
Ô le chant de la pluie!

Jeg holder af kedsomhedens ro på en silende regnfuld dag, hvor jeg nærmest nyder at mindes ungdommens patetiske svælgen i Verlaines digt, som kan høres og læses her. Engang kunne jeg det udenad. Det hele.

Regn og musik giver god samhørighed på en dag, som forlener fortidens stemning til lyden af en vemodig tristesse-elsker. Musikken trøster, og en klangfuld mandestemme går dybt og fyldigt ind i kroppen som en god ledsager til en sprød blue mood stemning.

Keb Mo

Regndage i spontant selskab af Keb Mo’s The Itch – hører således ikke til de dårligste. Han lærte åbenbart aldrig lektien om forelskelsen  –  klik  – lyt og se (og spring annoncen over) …..

Jeg nyder den poetiske Itch i eget “gammelkloge” selskab. Rytmen og stemmen giver gødning til at svælge i minder. Som Michelangelos Adam fra det Sixtinske kapel (ses i sangvideoen) rækker jeg ligeledes hånden frem midt i den tomme luft og giver den gas i flyvsk fabuleren om engang. Engang, hvor man dristigt beskrev et ulykkeligt kærligshedsdrama med store våde følelser bølgende fremad i farvandet omkring sig. Det var store følelser, som i dag efterlader en taknemlig for oplevelsen med en snert af vemod over tidens hast.

I dag – i nutiden – er her stille. Man er frivilligt alene. Skriver og taler med sig selv uden respons. Ville gerne ligne mænd. De kan altid sige og skrive en masse med få ord. Next thing to learn and do på min lange liste. Fat dig i korthed. Lev længere i korthed. Det må jeg lære. At være. Enkel. Uden krav. Uden længsler. Øver …. lidt endnu. Yeah, give it a try baby!

Dagens regnfulde afslutning byder på en stor kærlig SKÅL til længsler og minder med et grazie per il vino rosso magica – en Montecarrubo fra la famiglia Vinding-Diers. Takkede producenten, da jeg på et tidspunkt fornemmede Il Piccolo’s balance af pirrende kølighed og følte druens ånd pirke under huden. Blev varm og lystent lettet. Momentant åndrig i eget selskab. Desværre kun i et par splitsekunder – men det var himmelsk dejligt. – Og jeg bad om mere.

———-

** Læs evt ældre blogindlæg om længsler uden fremtid hos Pouline Middleton, forfatter, foredragsholder og coach: Længsel efter længsel

Min alder gør mig til en fusion af mange tider, trends og transformationer. Deraf navnet på min Fusionista.dk blog. Følg gerne min tankeflugt baglæns over plankeværket sammen med en omgang rysteribs af for- og nutid. Velbekomme.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.