Jeg har selv været der engang. Med hånden trygt og beundrende på mandens skulder. På min første mands skulder. Dengang jeg i 1967 var 22 år og blev gift med ham, jeg elskede og som havde defloreret mig som 21-årig. Med ham fik jeg mine elskede og eneste 2 børn, og fra ham blev jeg skilt efter 13 års ægteskab. Jeg blev således et produkt af min tid i 1970’erne. Slugte Creme Fraiche og Fri os fra kærligheden af Suzanne Brøgger og bed især mærke i, at et samliv med den eneste ene ville ende som en parodi og var som at bede en hund om sige miav. Eller også var det omvendt. I hvert fald det var en umulig opgave. Man kunne ikke leve tilfredsstillet i enhver henseende med den samme mand hele livet. I dag mere end 50 år efter må jeg rent empirisk give hende en anelse ret. Brud af Bente Clod blev i øvrigt også læst med spænding og beundring, og førstemanden var rasende over konens nye disciple. Det var deres skyld, at jeg ville skilles. Det var det dog langtfra. men det er en helt anden historie.
Ved nylig genlæsning af J.P. Jacobsens betagende og rørende novelle Fru Fønss fra maj 1882 blev jeg totalt betaget af den beslutsomme og modige enkefrue for 140 år siden. Hun var sandelig en stærk, vovet og gennemtænkt kvindekarakter, som fulgte kærligheden og gav afkald – totalt afkald – på sine voksne børn. Som knapt 40-årig vælger hun at følge sine drifter og sin ungdoms kærlighed. Hun overtræder således den tids traditionelle norm for en voksen kvinde – ganske vist en ung enke – med giftefærdige børn. Den genfundne ungdomskærlighed gav hende mod til at vælge egen frigørelsesproces og samtidig fravælge sine børn. Hvilken styrke hun dog blev givet af forfatteren. Gud ved om han havde mødt virkelighedens fru Fønss, eller om han blot ønskede at indgyde mod til tidens kvinder om at følge deres behov? Svaret må vejre i vinden, det vides ikke og der er ikke megen trøst at hente i fortællingen.
J.P. Jacobsen var født 7. april 1847 og døde af tuberkulose 30. april 1885. Han havde en følsom og indlevende, naturalistisk stil i sine værker, og hans gennemgående temaer var især kvinder og deres seksualitet, hovedsagligt begær, jalousi, vanvid og død. (bl.a. Mogens og et Vådeskud).
Novellen ”Fru Fønss” er som nævnt fra 1882 og foregår i Provence, hvor enken Fru Fønss er rejst hen med sine to unge børn: Tage og Ellinor. Ellinor er dybt ulykkelig og syg af kærestesorg og “hele rejsen var blot for, at hun skulle glemme”. Fru Fønns er den omsorgsfulde mor, der ikke engang nænner at udsætte sin kærlighedsforpinte datter for sit blik (hun kender jo kærlighedssorg fra sig selv – engang). Alt hun behøver er blot at betragte “den nervøse, lille hånd, som strakte sig så mageløs fortvivlet på bænkens tremmer, for hvert øjeblik at forandre stilling, ligesom en febersyg, der flytter sig i sin hede seng”. Ja, man røres og tænker, nåh, det lille pus.
Der befinder sig også en anden dansk familie i Provence; familien Kastager, som består af den joviale Grosserer Kastager, hans kone og datteren Ida. Tage har et godt øje til Ida, hvilket Fru Fønss ikke bryder sig om. Han frier dog senere til Ida, og får et ja.
Novellens første scene foregår på en udsigtsbænk i Avignon, hvor temaet antydes gennem landskabet som ulmende af dunkle hændelser. Foran sig ser de en mudret og leret flod og så langt øjet rækker, blegbrune marker uden et græsstrå, blegbrune skrænter, blegbrune højder, støvlyse veje og hvide huse med grupper af fuldstændig sorte træer og buske. Byerne bliver beskrevet som “middagsstille med middagstavse gader og døvstumme huse bag lukkede skodder. Huse, der hverken kunne se eller høre”. Det må være et stilistisk stemningsbillede i overensstemmelse med personernes tristesse. De var også tavse om deres bekymringer og kærlighedssorger.
Dog et lyspunkt øjnes – thi ude i det brune landskab viser der sig en støvsky, hvor der øjnes en hest. Ikke en mand, men en hest. Noget fuldblods livskraft nærmer sig. Rytteren betegnes som englænder og minder sønnen om en gaucho (= en kvæghyrde på den argentinske pampa. Gauchoerne deltog i Argentinas og Uruguays uafhængighedskamp mod Spanien og symboliserer således frihed, individualisme og oprigtighed (definition fra Den Store Danske Encyklopædi).
Ved et museumsbesøg dagen efter møder Fru Fønss den fremmede englænder, som viser sig at være dansker og hendes ungdomselskede, Emil Thorbrøgger. Det er ham, som hun havde måttet forlade for den “fine, tyndblodede natur”, som hun havde “taget, da han var blevet givet hende”. Så ja, vi “indfødte danskere” har selv været der engang med både arrangerede ægteskaber og tørklæder.
Fru Fønss mærker, at hendes gamle følelser kommer tilbage, og deres kærlighed for hinanden “genopblomstrer”. “For det var denne mand, hun havde elsket, dengang hun blev gift med en anden”. Ægtemanden døde imidlertid efter 8 års ægteskab og 2 børn, og her aner vi nu den givne ægtemands modpol til den livsduelige, skæggede, solbrune rytter.
Novellens klimaks finder herefter sted i deres efterfølgende møde i Læsekabinettet, hvor de betror hinanden deres kærlighed og livshistorier. Af ulykkelig kærlighed kunne han ikke komme langt nok væk og slog sig ned på sletterne i La Plata i Argentina. Mere til hest end til fods blandt sine får. For at drukne sin sorg i dagligt arbejde langt fra sin kærlighed. De tilbringer nu flere dage sammen og mærker begge, at nok er de forandrede af tiden og deres liv indtil nu, men deres “hjerter havde intet glemt”.
Senere er fru Fønns igen i Læsekabinettet for at kigge i de illustrerede blade. Over hovedet havde hun “kastet” et stort, sort kniplingsslør” og over bladene drømmer hun ophidsende, hede tanker og må læne sig op af en bronzevase på en konsol. “Den var så dejlig kølig”. Teksten emmer af fortidens stille, undertrykte libido. Hun er sunket hen i en “plastisk skøn stilling” og er bevidst om, hvor godt den klæder hende og over den skønhed og harmoni, der ligger omkring hende. “Hun følte sig stærk”, og at “livet lå foran hende som en stor og strålende dag og ikke som en dag, der hældte mod tusmørkets stille, vemodige timer. ” Hun er endnu ikke fyldt 40 år og har besluttet sig for at gifte sig med sin genfundne kærlighed, som altid har elsket hende og kun tænkt på hende derude på sin pampas.
For første og eneste gang afsløres Fru Fønss’ fornavn, da elskeren udtaler: “Gud velsigne dig, Paula – da hun med sin hånd i hans tilkendegiver, “der er ingenting, der skal holde os adskilt længere. Hvad der så kommer, jeg har ret til at være lykkelig én gang, til at leve fuld ud én gang på min natur, leve mine længsler og mine drømme. Jeg har aldrig resigneret. Fordi lykken ikke kom til mig, troede jeg dog aldrig, at livet var lutter tarvelighed og pligt. Jeg vidste, der var lykkelige til”.
Fru Fønss må herefter – efter tunge overvejelser – fortælle sine børn, at hun agter at gifte sig igen. “Det var fast afgjort”. Begge børn geråder selvfølgelig i tidens naturlige choktilstand over at deres elskede moder, som har lært dem alt, de har endda gennem hende lært at kende og elske deres fader. “Alting har vi fra dig, og vi tilbeder dig Moder, dersom du vidste … åh, du aner ikke, hvor tit vores kærlighed til dig higer efter at gå over alle bredder og grænser …”
Sønnen reagerer så voldsomt, at moderen må bede ham “komme til sig selv” og ikke gøre det så tungt for både sig selv og de andre. Det udløser i den grad hans foragt for moderens forehavende med de tanker, han gør sig, “Min moder givet ind under en fremmed mands kærtegn, min moder attrået, favnet og favnende igen, åh, det er tanker værre end den værste forhånelse”.
Gisp, hvilken sønlig svada!! Mon voksne børn dengang var lige så dristige i deres tale og tanker? Jeg er ikke helt sikker, men måske sandsynligt. Jeg må lige sunde mig med tanker til min egen situation 100 år efter novellen. Ved ikke om mine 2 piger har tænkt det samme, de har i hvert fald aldrig sagt det så højt og tydeligt, da “vi” blev alene efter skilsmisse i 1981. Ikke for et nyt giftermål, men ikke desto mindre med forskellige kærester, indtil nyt giftermål i 1991.
Den kærlighedssyge, svage datter giver også udtryk for, at det ikke er “ret” af moderen, at give dem en stedfader i den alder, de har. Dette får sønnen helt op i det røde felt, og han råber: “Stedfader! – jeg vil ikke håbe, han vover blot et øjeblik … Du er gal, hvor han går ind, der går vi ud, der er ikke en magt på jorden, der skal få mig til at tåle det mindste fællesskab med det menneske. Det er til moder at vælge – mellem ham eller os! Går de nygifte til Danmark, er vi landsforviste, bliver de her, bliver vi ikke.”
Fru Fønss geråder ud i stor kontemplation over sit valg. Alle hendes ungdommelige følelser forsvinder, og hun fornemmer og forstår, at der kunne være en tilfredsstillelse i at være gammel. Ikke at hun ønskede det, men det “smilede dog svagt til hende som en fjern fred efter al den bevægelse, hvori hun den sidste tid havde været, og hvor hendes børn tydeligt havde udtrykt, at hendes liv var at være der for dem. Fru Fønss erkender dog, at hun “var et menneske for sig selv med et liv og håb også uden sammenhæng med sine børn, nu hvor de betragtede sig selv mere som deres faders børn end som hendes”.
Oh my God – jeg føler både sorg og respekt for en moden kvindes beslutning om at forlade sine børn for en mand. Ganske vist for ham hun ikke måtte få som ung. Jeg kunne aldrig have forladt og fravalgt mine børn af disse grunde. Godt nok har min tids kvinder haft eksperimentelle og lette promiskuøse muligheder, men personligt aldrig på bekostning af mine børn. Jeg håber og beder til, at de er enige. I dag er de hhv 51 og 47 år. Moderen 75.
PS:
I fem år levede Thorbrøgger og hans kone lykkeligt i Spanien. Hun blev pludselig syg af en hurtigt tærende sygdom, der endte med døden. Inden skrev hun til børnene, som hun vidste ville læse det, da det ikke ville nå dem, før efter hendes død.
“Jeg har aldrig tvivlet om Eders Kærlighed, jeg vidste jo så godt, at det var Eders store Kærlighed, der voldte stor vrede. Havde I elsket mig mindre, havde I også roligere ladet mig gå. Og derfor vil jeg sige til Jer, at om det en dag skulle hænde, at en sorgnedbøjet mand kom til Eders dør for at tale med jer om mig, tale om mig for sin trøsts skyld, så skal I huske, at som han er der ingen, der har elsket mig, og at al den lykke, der kan stråle fra et menneskes hjerte, er gået fra ham til mig. Og snart i den sidste store time vil han holde mig i hånden, når mørket kommer, og hans ord vil være det sidste jeg hører.
……
Farvel, jeg siger det her, men det ikke det farvel, som er det sidste til jer, det vil jeg sige så sent, jeg tør, og der skal være al min kærlighed deri, og længsler fra så mange, mange år, og minder fra dengang I var små, og tusind ønsker og tusinde tak. Farvel Tage, Farvel Ellinor. Farvel så længe til det sidste Farvel. 
Eders Moder
I øvrigt var
Jens Peter Jacobsen (1847-1885) både forfatter og digter, videnskabsskribent og studerede botanik 1868-73.
J.P. Jacobsen var den vigtigste formidler af darwinisme i Danmark i det 19. århundrede.
Læs mere her i Darwinarkivet
