Til de smukke toner af An der schönen blauen Donau sendes der hvert år den 1. januar den skønneste og glade nytårskoncert fra Wien til alverdens seere. Koncerten sender mig altid vemodigt tilbage til Irlandsvej nr. 7 primo 1960’erne, hvor min far andægtigt lyttende stod lænet op af vores høje skænk med det statelige søjleur af marmor. Han havde ondt i ryggen af sit hårde arbejde i Fjerkræhallen – men i dag den 1. januar lyttede og nød han musikken fra Wien. Præcis som jeg selv har gjort det lige siden.
Jeg kan stadig fylde mit indre syn med en duknakket far siddende dybt og koncentreret i vores enorme plyslænestole med blikket rettet mod vores sort/hvide fjernsynsmøbel. Med armene hvilende på de høje armlæn og sine store hænder, der afslappet og drænet for energi hang udover kanten. Jeg sad ved siden af og turde ikke lægge min hånd på hans. Det var for tæt og intimt og ikke noget, vi var vant til. At tage hinanden i hånden, at røre ved hinanden. Vi krammede aldrig. I stedet berørte vi hinanden med tyngende tavshed om en kærlighed, der var vores altid tavse ledsager.
Disse minder og følelser er hvert år mit akkompagnement til nytårskoncerten fra Wien. Nød den i år med dvælende ro og andagt, præcist som hvert år, med en altid flot og flamboyant dirigent til Strauss-familiens velkendte og elskede værker.
Normalt hos os bliver der den 1. januar lagt dej til mange pølsehorn med brunchpølser fra Løgismose. Alle vores børn, sviger- og børnebørn kommer forbi med trætte tillykker med godt nytår på til His Masters Voice, deres far, bedste-, sviger- og papfar. Hvert år 1. januar holder vi tømmermandsfødselsdag. Dog ikke i det herrens Coronanytår 2021. Her var der stille og tid til “contemplatione”. Trods alt tak for det og vær så hjertelig velkommen vores nye år 2021.
