I min daglige virkelighed fylder fortiden mere og mere, dels i form af gode minder og dels som påmindelser om triste hændelser. I dagens kondinutid hverken kan eller vil jeg løbe fra nogen af dem. Ydermere har jeg aldrig løbet, hverken tidligere eller nu, har blot været fortravlet i eget tempo. I dag lunter jeg besindigt afsted med fortiden og minderne i min bagage. Begge følger roligt med og er iboende mit daglige stofskifte med korte blitzede beskeder i nogle sprudlende splitsekunder i hverdagens rolige rytme.
Som hverdagen er blevet roligere er mit drømmeliv besynderligt nok blevet mere uroligt. Langt oftere end tidligere drømmer jeg gamle drømme, som altid handler om en flugt af en eller anden art, en flugt som jeg ikke kan flygte fra. Ja, jeg kan overhovedet ikke flytte benene og ligger eller står paralyseret på stedet og vågner forpustet op med et sæt.
Dengang – i barndommens fortid – har jeg helt sikkert forsøgt at flygte i stille slow motion. I det trange 4-personers soveværelse til gården i den store ejendom på Englandsvej er jeg vågnet skrækslagen op. I et sæt har jeg sat mig op i den lille brunmalede udtrækstræsseng, jeg har grædt og kaldt, og alle tre senge omkring mig har trøstet – for der var jo ingenting derude. Deroppe på taget lige over vores 4. sal.
Senere – i slut 1950’erne – flyttede vi i hus med kælder, og min bror og jeg fik hver vores værelse og forældrene endelig eget soveværelse – ja, det var som at bo på fint hotel. Omgangskredsen fra ejendommen syntes det nye hus var amerikaneragtigt moderne med spisekrog og køkken ud i et, kun delt ved et skab, der var åbent i midten som en bardisk.
Alle forventede at lillesøster ville løbe skrigende og angst omkring om natten og være bange for at ligge helt alene i ny stor voksenseng på eget værelse bag lukket dør. Men nej, det gjorde hun ikke, og jeg garanterer, at hun lige siden har nydt at bo og sove bag egen lukkede dør.
Men inde i mit tankespind var der altid en latent angst for flugten til det ukendte helvede med fordømmelser og en uoverkommelig eksamen. Disse drømme er nu vendt tilbage – ganske tydeligt. Lige midt i min domesticerede hverdag uden skrækscenarier udover dødens. Men jeg er fatalist, så den må være langt borte.
Spørger dog mig selv, hvorfor jeg pludselig skal genopleve den gamle barndomsdrøm med 2 uniformer på en tagryg drevet frem af en halsende schæfer i snor? Er stadig lidt bange for den hund, men også fuld af respekt. Den er altid så veldresseret og ved, hvad den går efter.
Beslutter mig på nogle dage for, at det må være et tegn om tid til refleksion, Om tid til tanker og konklusioner før man drager ud i den uendelige ørken og lider den sidste store sult til livet. Lige netop nu, hvor alting skulle til at være sjovt med masser af tid til ikke at lave noget som helst. Hmm, som om det skulle være interessant! Men nu, hvor man er frigjort fra de store livsbekræftende behov (you name it, jeg tænker mit – og kunne nævne et par stykker ..), hvor man er frigjort fra spontane lyster og fanden-i-voldsk vildskab, ja, netop nu, hvor man nærmest er usynlig og overflødig i snart sagt alle livets forhold. Man har mistet sin stråleglans og har kun drømmene tilbage om en tid, der var engang. Hvorfor må jeg så ikke blive her lidt længere.
Med en skadefro hånlatter overfor det ukendte og uendelige derude i min fremtid, beslutter jeg, at jeg vil knuselske mine gamle drømme, som et treenigt tegn på, jeg har været her længe. Så længe at jeg i dag roligt og uden stort postyr kan iføre mig snabel og tigertøj for at dykke ned i min barndoms ensomme efterkrigsland. Dengang, hvor alle voksne var dødens alvorlige og hemmelighedsfulde med deres tunge krigsbagage. Skulle man høres og ses, måtte man være sjov, intelligent og diplomatisk – og det var jeg ikke – dengang. Lige siden har jeg gjort mit yderste for at blive det. Måske det er lykkedes i splitsekunder, men jeg er ikke sikker.
Tænker jeg ifører mig forklædning og vil lade fortiden komme væltende i små hapsere – i en konfusionistisk forvirring – her i mindernes slipstrøm. Jeg vil skriver mig ind i det blå og ud af det grå.
