Holy shit – fortidens drøm – a dream in disguise – med mine 2 superhelte fra Strike Back – nu forklædt som tyskere fra WW II.
Wauuu – en gammel drøm synes revitaliseret – dog retoucheret – noget må være helt galt – riv – rav -ruskende galt! Hvad sker der lige her i mine domesticerede hverdag.
Normalt kan jeg ikke – normalt, siger jeg, nogle gange kan jeg dog, når jeg har gjort mig rigtig umage og ligget vågen og tænkt over drøm og analyseret den – men normalt kan jeg overhovedet ikke huske, hvad jeg drømte i nat. Men én drøm – én enkelt drøm fra min pure barndom står stadig prægnant i min hukommelse. Meget mærkværdigt – så hvorfor?
Det er drømmen, hvor jeg skulle flygte og ikke kunne fra 2 tyske uniformer med en schäfer i snor på en tagryg på en 4. sals ejendom på Amager. Hvorfor dukker den drøm op igen og igen, helt levende for mit indre blik. Godt nok i nye formater – i nye forklædninger, som ligner mine speedy seriefilmhelte fra Strike Back.
Hvad sker der lige her og nu – hvem er efter mig? Hmm – spørger mig selv med slet skjult smil: hvem henter mig? Smil vokser – nu nærmest ønsketænkning – ej, kommer der nogen efter mig. Det vil jeg da gerne – hvis og hvis altså – og de har balder af stål.
Dengang i barndomsdrømmen havde de 2 tyske uniformer som nævnt en stor schæfer imellem sig ved siden af deres solide, læderlarmende støvler. Og lige siden har jeg været bange for netop den hund – nej, nej, ikke for kampstøvler, de signalerer mod og maskulinitet. Og jeg elsker støvler, kunne gå i dem året rundt, helst de flade og maskuline. Men der på tagryggen gjorde soldater mig bange med deres scarry schäfer. Dens lange tunge dinglede mellem de kæmpestore tænder, og den stønnede savlende i den stramme line, som blev fast styret af 2 tyskere i uniform. Armeret med indtil flere tunge fallosstrittende våben (hmm, ja, nu dagdrømmer jeg virkelig igen!). Desværre – i dag kunne de være hvem som helst fra klodens kampe – børn vokser op blandt dem i dag.
Dengang vidste jeg, at de 2 tyskere kom for at hente mig, min far, min mor og storebror i vores lille 2-værelsers på Englandsvej 40, 4. sal til højre. Det blev man i min barnefantasi – hentet af mænd i uniformer. De var åbenbart også vældig veltrænede dengang, for finmotorikken fejlede intet. De gik slowagtigt og sikkert på den stejle tagryg med deres schäfer, de gik og gik, nærmest i tomgang og uden – forventeligt á la mareridt – at springe ned og rive altandør op på 4. sal – tæt på tagryggen. Drømmer slet ikke tyskerdrømmen mere, ser den bare for mig i flash backs i løbet af dagen. Lyslevende for mig.
Mon soldater også dengang var som de 2 udødelige fyre – Scott og Stonebridge – fra section 20 i HBO serien, Strike Back, som jeg er ret så vild fan af – nede fra min seng lige før søvn. Nok ikke den bedste sovepille, hvis man er lidt voksen og klog. Jeg er ingen af delene, men kan heldigvis spole frem, når det bliver too much – og uf, hvor her er mord og kamp for hele budgettet …
Drømmen spøger – kan ikke ryste den ud af hovedet i min pacifistiske dagsrytme. Føler mig paranoid og splittet og beslutter mig for at gøre noget ved det, som den sande action granny jeg også kan være.
Respons til genopstået dagsdrøm bliver: Fusionista, Strike Back – giv dine minder en moderne forklædning – og ja, diplomati er overvurderet. Så bare fyr løs.
